Tina Nikolaisen: Bliver Hillary præsident?
Kunne verden blive et bedre sted med en kvinde i den mest magtfulde, politiske stilling?
Da Monica Lewinsky-sagen var på sit højeste, arbejdede jeg som journalist i Washington, D.C.
Hver dag var der nye afsløringer om præsident Bill Clinton og hans affære med den unge praktikant Monica.
Det var tåkrummende pinligt at opleve, hvordan præsidenten igen og igen blev fanget i sine egne løgne. Jeg tænkte meget over, hvordan hans hustru Hillary Clinton kunne klare presset og trofast stå ved sin mands side, da han endelig fortalte hende sandheden.
Min konklusion var og er, at hun må være lavet af stål. Der har nok været råbt højt hjemme i de private gemakker i Det Hvide Hus – men udadtil var hendes støtte urokkelig.
Måske er det den samme vilje og beslutsomhed, som nu kan føre hende tilbage i Det Hvide Hus – denne gang som USA's øverstbefalende. Hun er i hvert fald godt på vej, og amerikanerne spår hende en reel chance, når Obama næste efterår forlader posten.
Vi er så heldige her på ALT for damerne i denne uge at kunne bringe et uddrag af hendes anmelderroste bog om sin tid som udenrigsminister, hvor hun både havde blik for den bløde og den hårde udenrigspolitik.
Det er interessant læsning. Hillary mener, at kvinder er nøglen til vækst i hele verden, og at det er kvindelige egenskaber, der kan skabe fred. Kvinder har historisk set aldrig siddet med ved bordet, når der var fredsforhandlinger.
Det har hun heldigvis fået lavet om på.
Der er nok nogen, som vil mene, at Hillary Clinton er så magtbegærlig, at hun er villig til at stå model til hvad som helst – herunder en utro mand. Men hun har helt sikkert både kvalifikationerne, erfaringen og den nødvendige kynisme. Så hvorfor ikke? Og så håber jeg, Bill Clinton står loyalt ved hendes side.
LÆS OGSÅ (sidste uges leder): Rigtige mænd græder sgu