Tine Gøtzsche om at møde kærligheden: ”Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde”
Da Tine Gøtzsche mødte Mads Nygaard, lå det ikke i kortene, at de to skulle finde sammen. Og da de så fandt sammen efter 18 år uden kontakt, kunne hun heller ikke helt forstå det. Nu fortæller parret deres kærlighedshistorie i en ny bog, og den giver de et smugkig på i denne uges ALT for damerne.
Det startede i London, blussede op i Bruxelles, og efter 18 års pause fortsatte det i København.
Kærligheden mellem tv-værten Tine Gøtzsche og forfatteren Mads Nygaard er ikke til at tage fejl af. I hvert fald ikke for andre. Tine Gøtzsche selv fangede den nemlig ikke lige med det samme, fortæller Tine Gøtszche i et stort dobbeltinterview i denne uges ALT for damerne.
”Mads havde i en glædesrus skrevet på Facebook: ”Jeg er nyforelsket!”. Og hvor jeg så tænkte: NÅ, det kunne han da godt have sagt, nu hvor vi ligesom ses. Hvem mon hun er?” siger hun og fortsætter:
”Jeg fattede ikke, at det var mig, han mente.”
For den nu 53-årige tv-vært var det ikke just oplagt, at hun skulle finde sammen med sin forlovede, forfatteren Mads Nygaard.
Hun havde dengang stadig fuld gang i tv-karrieren og var alene med sønnen Jakob, og han havde netop søsat Venligboerne – en bevægelse, der skulle sprede venlighed i lokalsamfund, havde i forvejen to børn og boede i den anden ende af landet.
”Jeg forbandt ikke mit liv med at flytte til Hirtshals og bo sammen med en forfatter. Vi skulle noget forskelligt i vores liv.”
Var ”ude af form”
Det længste forhold, Tine Gøtzsche havde haft før, at hun fandt sammen med Mads Nygaard, havde varet i to år. Han derimod havde kun haft få perioder i sit liv uden kærester.
Men da deres veje igen krydsede hinanden i København – 18 år efter deres første møde i London – kunne de ikke lade hinanden være. Der gik dog ni måneder før, det gik op for Tine Gøtzsche, at hun havde fået en kæreste.
”Det er jo sådan en kondi-ting, det der med kærester. Jeg var jo ude af form. Jeg vidste ikke, hvordan man gjorde. Og jeg var sådan lidt: NÅ! Jeg forstod ingenting.”
Efter en beskedudveksling, hvor tv-værten kaldte forfatteren ’ven’, blev han dog sur og skrev tilbage:
”Hvorfor skriver du ven om mig, vi er oceaner mere end det.”
Der indså Tine Gøtzsche, at han havde ret. De var jo meget mere end venner. Siden den dag har den kendte tv-vært kaldt Mads sin kæreste – og nu forlovede. For det er hun ikke i tvivl om, at han er. Også selvom hverken hun eller hendes mor nogensinde havde troet det.
”Jeg tror, at min mor nogle gange har tænkt, at det har været lidt ensomt for mig, og skulle jeg da aldrig have en mand? Jeg tror virkelig, at hun ønskede det for mig, og jeg vidste, at hun ville blive rigtig, rigtig glad.”
Læs hele interviewet med Tine Gøtzsche og Mads Nygaard her, hvor de også fortæller om, hvordan de mødte hinanden i London, og hvorfor de først fandt sammen 18 år efter.