Tini på 60 fik uventet besked fra sit træningshold: ”Jeg var åbenbart blevet for gammel til at være med”

Det kom fuldkommen bag på Tini Owild, da hun for nylig åbnede sin indbakke og fandt beskeden.

”Du er blevet for gammel til at være med på dit løbehold ”

Sådan læste hun konklusionen fra idrætsforeningen FIF, selvom ordlyden i beskeden var mere diplomatisk og handlede om omstrukturering i klubben.

”Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at få at vide, at jeg på grund af mine 60 år ikke længere kan være på holdet,” fortæller Tine Owild, der har været tilknyttet den samme idrætsforening på Frederiksberg i 25 år.

Tini Owild, der til daglig arbejder som stylist og mastercoach, dyrker disciplinen 100 meter løb på et hold bestående af omkring 14 personer, og for hende har fysisk aktivitet altid betydet meget.

”Det bidrager med stor glæde. Det er ligesom en livseliksir for mig at bevæge kroppen, og det er faktisk også en holistisk ting, som giver benzin og overskud i min hverdag,” siger Tini Owild, der med sine fire ugentlige træninger er i god fysisk form.

Hun er endda i så god form, at hun til DM i 100 meter løb vandt guld i sin aldersgruppe i både 2022 og 2023.

”Det kan på ingen måde handle om at jeg og de andre + 30-årige atleter på holdet ikke kan følge med. Vi er både stærke atleter, ligesom vi er fuldstændigt selvkørende og følger programmet uden at tage tid og fokus fra de andres træning. Det drejer sig desuden kun om 3-4 atleter, som er over 30 og nu ikke kan være med længere, og det undrer mig derfor, at der ikke skulle være plads til os.”

Mangel på trænere

Ifølge FIF selv er det dog netop pladsmangel, der er problemet, og som har givet anledning til en ny struktur i klubben.

I deres mail til medlemmerne skriver de, at ungdomsholdet for de 16-19-årige nu lægges sammen med seniorholdet, og at der derfor ikke længere er kapacitet til, at atleter over 30 år kan træne sammen med klubbens elitetræner – medmindre de træner på et internationalt niveau.

Dét argument har Tini Owild ikke meget tilovers for.

”Der er ikke nogen på det hold, der træner på et topprofessionelt niveau, hverken dem under eller over 30. Alle er dygtige og opnår fine tider, det er slet ikke det – men det er på et passioneret hobbyplan for de fleste. Så at os få, der er over 30, bliver frataget muligheden for at træne med det hold, vi er vant til, handler udelukkende om vores alder, og det giver absolut ingen mening. Jeg synes, det er respektløst og diskriminerende,” siger Tini Owild, og fortsætter:

”Jeg kommer virkelig til at savne at være sammen med alle de her mennesker og dyrke min sport, som giver mig så meget velvære og overskud.”

Forhold dig til mennesket – ikke alderen

Som et plaster på såret er Tine Owild og de andre atleter, som nu er dømt ”for gamle”, blevet tilbudt en dialog om at finde en ny løsning, så de kan fortsætte deres træning på et nyt hold eller ved selvtræning.

Men for Tini Owild er det slet ikke det, der er hovedproblemet.

”Det, der frustrerer og ærgrer mig, er mere på den store klinge. Hvorfor skal jeg pludselig behandles på en helt anden måde, fordi jeg er blevet 60? Jeg mener, at man bør se mere på mennesket foran sig og deres formåen, end på deres alder, og det er vi ikke gode til i Danmark” siger Tini Owild.

”Det er ikke positive udsigter til at blive ældre, hvis man bliver behandlet som en person, der hverken skal eller kan mere med deres liv. Jeg forstår slet ikke, hvorfor alder har den betydning,” siger hun, som også har oplevet et andet tilfælde for nylig, hvor hendes alder pludselig havde større betydning for andre, end hun selv tillægger den.

”Jeg tog til lægen, fordi jeg havde fået en knæskade på grund af løb. Jeg kom med et mål om at blive genoptrænet, så jeg igen kan stille op til DM. Men lægen var nærmest forarget over, at jeg dyrkede sprint, og han syntes, jeg skulle være taknemmelig for, at jeg overhovedet kan gå. Han sagde, at der ikke var noget at stille op, og jeg aldrig ville komme til at løbe igen,” fortæller Tini Owild, som på ingen måde lod sig takke med lægens vurdering.

”Jeg tænkte bare ’er det en joke?’. Det siger du simpelthen ikke til mig, det dér. Prøv at forhold dig til mennesket foran dig og det liv, vedkommende lever. Så jeg skiftede læge til én, der forstår sig på atletik og kender til det mindset, man har som atlet.”

Ekspert: ”Det giver ingen mening”

Tini Owild og den måde, hun lever sit liv på, er i virkeligheden en del af en meget større tendens, som ifølge sociolog Emilia Van Hauen er ved at vinde større og større indpas i Danmark.

”Vi ser, hvordan mennesker, der er en del af generation X (fødselsår mellem 1965 og 1979, red.) eller i den omegn, nu lever deres liv på en helt anden måde, end folk på deres alder har gjort i tidligere generationer,” fortæller Emilia Van Hauen.

”Mange oplever, hvordan de får en nyfunden frihed ind i deres liv, når de bliver det, vi kalder midaldrende. Men hvor ordet midaldrende lyder så tungt, gør mange nu op med, hvad det betyder at være i den fase af livet. I virkeligheden står man nemlig ofte overfor en tid, hvor børnene er store, man har allerede kørt karriereræs, og alt det grundlæggende i livet er på plads. Så man har pludselig mulighed for at have samme frihed, som da man var ung,” siger hun og tilføjer hurtigt:

”Faktisk er det bare endnu federe, for nu har mange også økonomien til at være mere frie, end de var, da de var yngre.”

”Det eneste, der måske arbejder imod dem, der kommer fra generation X, kan være deres krop og helbred, og netop derfor er den her historie så interessant,” siger Emilia van Hauen med hentydning til Tini Owilds oplevelse.

”Det lader jo til, at Tini er i virkelig god form, og derfor synes jeg, det er virkelig ærgerligt og ikke giver nogen mening, at hun på baggrund af sin alder bliver vippet af det hold, hun er på. At idrætsforeningen tager den beslutning, går faktisk også imod den generelle tendens, vi ser i Danmark, hvor mange faktisk foretrækker, at vi omgås hinanden på tværs af generationer,” siger hun og fortsætter:

”En undersøgelse viser fx, at 86% af alle på arbejdsmarkedet foretrækker at arbejde i teams med stor aldersdiversitet.”

Emilia van Hauen tilføjer, at der kan være andre overvejelser, der spiller ind i en idrætsforening end på arbejdsmarkedet – men alligevel undrer det hende, at de har valgt at foretage et skel på træningsholdet baseret på alder.

”Det ville give bedre mening, hvis der var tale om en holdsport, hvor alle skal være på samme niveau, eller hvis de andre på holdet hele tiden skulle tage hensyn til hende – men det lader det jo ikke til. Tværtimod tyder det på, at hun med al den træning er på niveau med de andre.”

Ifølge Emilia van Hauen er Tini Owild og hendes aktive liv en del af bølgen ”flat agers,” som dækker over mennesker, der blev født i 60’erne, og som gør op med forestillingen om det midaldrende liv som en skyggetilværelse.

”Ungdomskulturen er ikke længere kun for de unge. Nu gælder den også for dem, der er midt i livet,” siger hun.

”Det, der kendetegner generation X er, at de var unge i en tid, hvor man dyrkede autonomi, selvstændighed og personlige udfordringer. Der var virkelig en opblomstring af individualisering på alle mulige leder og kanter, da de var unge, og det gjaldt på alle niveauer af hierarkiet.”

”Det er også en meget ambitiøs generation, som ikke vil have, at nogen skal bestemme over dem. De har lyst til at leve deres liv præcis, som de vil, og bruge deres tid, som de vil. Sådan havde de det dengang, og sådan har de det stadig.”

”Personlighed trumfer altid generation”

Ifølge Emilia van Hauen lever vi i et samfund, som er meget fokuseret på udvikling, og hvor alting går meget stærkt.

Hun henviser til den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb om accelerationssamfundet, der beskriver, hvordan alting hele tiden går hurtigere og hurtigere – hvorfor vi også selv oplever at skulle løbe hurtigere og hurtigere bare for at blive stående, hvor vi allerede er.

”Hvis man bare følger almindeligt med i alt det, der foregår omkring én, udvikler man også sig selv hele tiden. Og det stopper jo ikke, fordi man når en vis alder. Tværtimod vil jeg mene, at når man når midten af livet har man noget erfaring med sig, som giver en indre gravitas – altså en form for tyngde og ballast – som virkelig er en god ting.”

At vi inddeler folk i bestemte kasser, alene fordi de rammer en vis alder, er derfor ikke en meningsfuld måde at se mennesker på, hvis man spørger Emilia van Hauen.

Spørgsmålet er så, hvad man kan gøre for at ændre folks opfattelse af alder. Til det har Emilia van Hauen flere ting at sige:

”Først og fremmest vil jeg sige, at personlighed altid trumfer generation. Med det mener jeg, at vores udstråling og tilgang til livet i langt højere grad definerer vores liv end vores alder gør. Punktum.”

”Når det så er sagt, er der også noget i sproget, der kan gøre en forskel. Hvis vi taler om ”de ældre,” mener vi jo nogle gange dem, som bare er midt i livet, og det skaber en skæv opfattelse, hvis vi kalder dem ”de ældre.” Vi taler typisk om begreberne ung og gammel, men det er virkelig interessant, at man helt springer den periode i livet over, som er den længste. Den, hvor vi er midt i livet og bare er voksne.”

”Og til sidst vil jeg sige, at det netop er historier som Tini Owilds, der vil kunne gøre en forskel. For ved at insistere på, at hun ikke vil lade sig bremse og definere af sin alder, fungerer hun som en spydspids for andre, der har det ligesådan.”