Tommy Kenter

Tommy Kenter: "Selvfølgelig har livet slået knuder, det gør alle liv"

Det er 60 år siden, at Tommy Kenter gik på scenen på Det Ny Teater for første gang. Nu gør han det for sidste gang. I en alder af 69 år ser han frem til mere tid med kæresten, datteren og sine to børnebørn. Dertil tid til egne roller – og til rollen som Tommy.

Det kommer fra hjertet.

Det fastslår skuespiller Tommy Kenter op til premieren på teaterstykket "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater i København. Han har hovedrollen som mælkemanden Tevye.

– Da jeg så stykket i London, gik det i hjertet på mig, og jeg fældede en tåre. Det sker ikke så tit. Selvom historien udspiller sig i Rusland i 1905, er fortællingen om mennesker, der bliver fordrevet, eviggyldig. Det er en alvorlig historie fortalt med en god portion humor og mange gode sange. Derfor har jeg sagt ja til at stå på scenen fire måneder frem på Det Ny Teater.

Når den stråtækte idyl i Nærum er solgt, flytter Tommy ind til sin hjertenskær, som han traf gennem en fælles bekendt i teaterverdenen for tre år siden. Janne Hiort er 56 år og grafisk designer. Foto: Sara Skytte.
Tommy Kenter
Når den stråtækte idyl i Nærum er solgt, flytter Tommy ind til sin hjertenskær, som han traf gennem en fælles bekendt i teaterverdenen for tre år siden. Janne Hiort er 56 år og grafisk designer. Foto: Sara Skytte.

Vi møder Tommy i hans stråtækte idyl i Nærum nord for Hovedstaden. Huset er sat til salg, for på mange måder står Tommy Kenter ved en korsvej. Han fylder snart 70 år, og "Spillemand på en tagryg" bliver hans sidste teaterforestilling. Der skal være mere tid til kæresten Janne, som han vil flytte sammen med i hendes lejlighed i København.

Der skal være mere tid til datteren Sarah, der er uddannet teolog, og der skal være mere tid til børnebørnene Malou og Fiona på henholdsvis 17 og syv år. Derudover skal der være tid til Tommy selv. Fremover vil han optræde med egne ting og i filmroller, når de træffer hans hjerte. Han vil også bare nyde livet.

Ung skuespiller

Som person er Tommy hjertelig, ukuelig og rebelsk, og han mener selv, at hans lyst til at optræde blev grundlagt, da han var lille. Forældrene boede ikke sammen, og de første syv år af sit liv boede han hos sin mormor og morfar i en lejlighed på Trianglen i København. De passede så godt på den lille dreng, at han sjældent fik lov at løbe ned og lege.

– I stedet gjorde jeg alt for at blive set og hørt af de voksne i lejligheden. Jeg optrådte for at få opmærksomhed. Og jeg bekendtgjorde, allerede inden jeg kunne tale rent, at jeg ville være ”gubiller”. Det var min måde at sige skuespiller på, og min mor gav mig kærligt kælenavnet Gubiller, mindes han.

Hans karriere begyndte, da han var bare ni år. Hans mor læste en annonce i avisen og sagde: ”Se, Gubiller. Det Ny Teater søger en dreng til et stykke. Måske det er noget for dig”.

– Hun sagde det bare for sjov, men jeg blev fyr og flamme, og jeg plagede, så min mor endte med at tage mig med til optagelsesprøve.

En ung Tommy Kenter i 1979. Foto: Egmonts Historiske Arkiv.
Tommy-Kenter-1979-Egmont-Historiske-Arkiv.jpg
En ung Tommy Kenter i 1979. Foto: Egmonts Historiske Arkiv.

På Gl. Kongevej var køen af håbefulde drenge med en skuespiller i maven alenlang.

– Det orker vi ikke at vente på, fastslog min mor. Så kom én fra teatret ud og sagde, at de ville tage dem, der var født i januar først ind. Jeg stormede frem og råbte, at jeg var født 2. januar. Det passede ikke. Jeg er født 15. april, men jeg kom ind til prøven, og jeg fik rollen.

De følgende to måneder passede Tommy skolen om dagen og rollen som barn i stykket "Den Forelskede Kamphane" om aftenen. Buster Larsen havde en af hovedrollerne, og hans og Tommys veje krydsedes mange aftener efter forestillingen.

– Buster skulle altid have en pølse ved pølsevognen ved søerne, og jeg skulle med bussen fra stoppestedet lige ved. Så købte han tit en pølse til mig. Han var en rar mand, og da han året efter skulle spille med i filmen Cirkus Buster, fik jeg en rolle i filmen.

Så sluttede skuespillet for denne gang. Tommys mor insisterede på, at han koncentrerede sig om skolen.

Adopterede søskende

Han var 18 år og gik i 2. g i 1968, da han midt i en tysktime rejste sig op og forlod gymnasiet for altid.

– Jeg ville være rockmusiker. Det var det eneste, der duede. Jeg spillede i et amatørband, men det blev aldrig til mere end det, griner han af den fortælling.

I stedet tog han arbejde på fabrik og andre steder, hvor han kunne tjene til livets ophold. Som 20-årig søgte han ind på Statens Teaterskole og kom ind. Han var netop færdiguddannet, da hans mor fik kræft og døde.

– Det var et slag for mig, tilstår han, og fortællingen rummer dertil en stor portion af den ukuelighed, der kendetegner hans liv. Hans søster Pernille på 16 år og hans bror Ole på ni år var ved at komme på børnehjem. Det forhindrede Tommy ved i en alder af 23 år at adoptere sine to søskende.

Tommy fik Årets Dirch som årets revyfund i 1979 og fik prisen overrakt af Dirch Passer selv. – Som den første og eneste. Andre har fået den overrakt af Billed-Bladet, smiler han med et glimt i øjet. Foto: Sara Skytte.
Tommy Kenter Årets Dirch
Tommy fik Årets Dirch som årets revyfund i 1979 og fik prisen overrakt af Dirch Passer selv. – Som den første og eneste. Andre har fået den overrakt af Billed-Bladet, smiler han med et glimt i øjet. Foto: Sara Skytte.

I dag trækker han på skulderen af den handlekraft, og han giver udtryk for, at det var den naturligste sag i verden. Særegent og modigt var det. Pernille og Ole boede hos ham i nogle år. Også da han traf og flyttede sammen med skuespiller Ann-Mari Max Hansen, og hun og han snart efter fik datteren Sarah.

– På sin vis undervurderede vi, hvor hårdt det var både at starte karriere som skuespillere og at blive forældre på samme tid. Vi måtte tage de job, vi kunne få, og jævnligt havde en af os Sarah med i lift på job. Presset sled på vores forhold, fortæller Tommy.

Han og Ann-Mari gik fra hinanden efter nogle år.

Publikum bemærkede ham for alvor for første gang, da han spillede med i Cirkusrevyen i 1979. Han fik Årets Dirch som årets revyfund, og året efter blev han folkeeje. Han og Per Pallesen optrådte med Dansk Naturgas en række lørdag aftener på DR1, landets eneste tv-kanal. Med Tommy Kenter i rollen som Fru Christoff, blandt andet. Makkerparrets platte humor gik i hjertet på seerne.

Sjov og alvorlig

Tommy husker sin og Pers forbløffelse.

– Vi havde i en række år gjort vores ypperste for at gøre os bemærkede i anerkendte roller på teatret. Pludselig blev vi landskendte, fordi vi lavede spas på tv. Det var en mærkelig oplevelse. Når vi gik på gaden, kunne vi høre folk citere vores replikker. Men det var bestemt også en god oplevelse. Jeg har det også godt med at være sjov mand, understreger Tommy.

Tommy medgiver, at det formentlig har kostet ham nogle filmroller i 1980’erne og 1990’erne, at filminstruktører og mange troede, at han udelukkende var komiker.

– Havde de set mig på teatret, havde de forhåbentlig kunnet se, at jeg også kan spille alvorlige roller, siger han og nævner 90’erne og 00’erne som de bedste årtier arbejdsmæssigt. Han spillede i stykker som "Slutspil", "Mus og Mænd" og "Mens vi venter på Godot".

I "King Lear" på Det Kongelige Teater 2016. Foto: Natascha Thiara Rydvald
King-Lear-Kgl-Teater
I "King Lear" på Det Kongelige Teater 2016. Foto: Natascha Thiara Rydvald

Som King Lear i stykket af samme navn af Shakespeare på Det Kongelige Teater i 2016 satte Tommy endnu en tyk streg under sit virke som alvorlig skuespiller.

Når han kigger tilbage, ser han det sådan:

– Jeg synes, jeg har været meget privilegeret. Selvfølgelig har livet slået knuder, det gør alle liv. Karrieremæssigt har jeg været freelancer, og som sådan har jeg aldrig vidst lang tid i forvejen, hvad jeg har skullet lave. Men det har passet mig godt, og i de perioder, hvor jeg ikke har fået tilbudt roller, har jeg selv sat noget op.

– Undervejs har jeg også taget roller for at få smør på brødet. Det gør alle kunstnere. Det er også derfor, at jeg nu glæder mig til udelukkende at optræde med noget, der rører mig.

I "Spillemand på en tagryg" spiller Tommy sammen med Ann-Mari Max Hansen. Hun er vendt tilbage til skuespillet efter 17 år som gestaltterapeut. Hun spiller Tommys hustru i stykket, og hun og Tommy dannede privat par i 1970’erne.Foto: Niels Ditlev
Tommy-Kenter-og-Ann-Mari-Max-Hansen
I "Spillemand på en tagryg" spiller Tommy sammen med Ann-Mari Max Hansen. Hun er vendt tilbage til skuespillet efter 17 år som gestaltterapeut. Hun spiller Tommys hustru i stykket, og hun og Tommy dannede privat par i 1970’erne.Foto: Niels Ditlev

Netop nu banker hans hjerte for rollen som Tevye i "Spillemand på en tagryg". Tommy Kenter synger evergreenen ”Hvis jeg var en rig mand”, og det leder hen til snakkens sidste spørgsmål: Er du blevet en rig mand?

Tommy ler:

– På oplevelser, ja. Ikke på penge. Det bliver man ikke som skuespiller i Danmark.

Han uddyber svaret med en krølle på sin historie:

– De britiske skuespiller Derek Jacobi har sagt: ”Vil du være rig, så lav film! Vil du være kendt, så lav tv! Men vil du lave det, som skuespil virkelig handler om, så spil på teatret!"

– Jeg blev kendt på tv, og jeg har spillet mest på teatret. Jeg kan udelukkende være tilfreds.

Hvem er Tommy Kenter?

TommyKenter20.jpg

Tommy Kenter, født 1950

  • Uddannet skuespiller
  • Danner par med Janne Hiort, der er 56 år og grafisk designer
  • Blev folkeeje i samspil med Per Pallesen i Dansk Naturgas på tv 1980-1987.
  • Har spillet med i utallige danske film, tv-serier og teaterstykker. Som noget af det seneste har han spillet den rige jødiske familiefar Philip Salomon i biografen og på tv i filmen "Lykke-Per".
  • Aktuel i musicalen "Spillemand på en tagryg" der spiller i Det Ny Teater i København 26. september til 15. december