Trine Dyrholms mor: "Et af de store øjeblikke var for tre år siden..."

Kunne du se, da hun var barn, hvad hun ville blive til?

– Ja, for sådan har hun altid været. Hjemme på Fyn var hun med i teaterstykker, og i børnehaven var det sådan, at hvis Trine var i puderummet, behøvede der ikke være en pædagog til stede, for hun organiserede alle legene og bestemte det hele. Jeg kan huske den første dag, jeg fulgte hende i skole. Hun gik foran mig, og jeg tænkte: "Sådan en lille selvstændig pige."

– En dag da hun var 14 år, sad vi hjemme og spiste en søndag, da telefonen ringede, og Trine tog den. Da hun kom tilbage, havde hun helt røde kinder. Hun var blevet inviteret til at synge i melodigrandprixet, men hun havde bare svaret, at hun ville tænke over det.

Hvornår gik det for alvor op for dig, at din datter er kendt?

– Lige op til grandprixet var jeg i København med hende, hvor hun gik ind i en butik og købte en smart læderjakke. Jeg kan huske, at jeg stod og tænkte: "Bare vent. Om 14 dage ved I alle sammen, hvem hun er." Og det var jo rigtigt, for derefter gik det slag i slag med teaterstykker og film. For mig er hun jo bare Trine, men det er vist også hendes mål.

Hvornår har du været mest bekymret for hendes offentlige liv?

– Da hun var 14-15 år og for rundt hver weekend og optrådte til arrangementer og på markedspladser i Jylland. Jeg tror også, hun havde et par ubehagelige oplevelser der med fulde mennesker. Der vil også altid være en vis fare forbundet med at være kendt. Blandt andet fra journalister. Man skal ikke stikke næsen langt frem, før man bliver svinet til, men jeg synes, hun har været forskånet.

Hvornår har du været allermest stolt af hende?

– Hendes far er død nu, men han var så stolt af hende, at han ofte fældede en tåre over det, hun lavede. Og hendes farfar ringede engang ind til DR og klagede over, at de altid satte trafikmeldinger ind midt i "Danse i Måneskin" i radioen. Han var sikker på, at de gjorde det med vilje.

– Det er svært at pege på én ting, men et af de store øjeblikke var for tre år siden, da hun blev kåret til æreshåndværker af Håndværkerforeningen og derfor skulle ind på Københavns Rådhus og holde tale for hundredevis af unge mennesker – også dronningen og flere ministre. Jeg lagde mærke til, at hun ikke havde nogen papirer med, men hun sagde, at hun bare ville tage det, som det kom. Da hun gik op på podiet, lænede hun sig frem og holdt en flot tale, hvor hun slog i bordet og talte direkte til de unge og sagde, at de skulle kæmpe for det, de er gode til. Arj, hvor var hun god. Trine var også ovre og snakke med dronningen, mens jeg stod og fotograferede det hele på afstand.

Har du nogensinde været uenig med hende om det, hun laver?

– Nej, men jeg kan nogle gange have svært ved at se det. For eksempel filmen Dronningen, hvor hun bare er så ond. Jeg sad i biografen og heppede hele tiden på, at hun ville gøre det gode. Hun var også engang med i et teaterstykke, hvor hun skulle spille en kvinde, som var fanget af en psykopat. På et tidspunkt tændte han endda en motorsav, og der stod teaterblod ud af hende. Det var frygteligt, og jeg ville faktisk meget hellere have været inde og se Gasolin-stykket, som spillede samtidig på en anden scene. Nogle gange siger hun faktisk til mig "Mor, jeg tror, du får mavepine af det her", for hun kan se ud på en bestemt måde i film, så jeg får mavepine. Nu har jeg efterhånden lært, at det bare er skuespil.