Ugens bøger: Khaled Hosseinis nye roman får 5 stjerner

Ugens bøger: Fantastisk bog fra Khaled Hosseini

Forfatteren bag den populære "Drageløberen", Khaled Hosseini, får i denne uge 5 store stjerne af vores anmelder. Læs, hvad hun skriver om murstensromanen.

Følsom familiehistorie fra stjerneforfatter

"Og bjergene gav genlyd"

Af Khaled Hosseini

Cicero, 448 sider, 349,95 kr.

Efter seks års stilhed er en af de mest funklende stjerner på den internationale forfatterscene aktuel med opfølgeren til "Drageløberen" og "Under en strålende sol". I murstensromanen "Og bjergene gav genlyd" opruller Khaled Hosseini en utrolig kompleks og følelsesladet familiehistorie, der blandt andet strækker sig over Kabul, Paris og San Francisco. Med en klump i halsen læser man om de to søskende, Pari og Abdullah, hvis liv tager afsæt i Afghanistan i 1952. De lever under fattige kår, og en enkelt skæbnesvanger handling ændrer deres liv for altid. Den afghanskfødte forfatter blotlægger de bånd og handlinger, der former vores liv. Jeg er vild med symbolikken, den mytiske stemning og den både poetiske og patriarkalske fortællestemme, der driver fortællingen fremad. knj


"Eget ansvar"

Af Elsebeth Egholm

Politikens Forlag, 416 sider, 300 kr.

Dicte Svendsen, senest i Iben Hjejles udgave på TV2, er en af de første, stærke danske krimiheltinder. Det giver et forspring – vi kender hende ligesom godt, efterhånden. Egholm, aktuel med den syvende i serien – udvikler i denne omgang et endnu tættere personmiljø omkring heltinden. En datter, en forlist søn, fokene på politigården, eksmanden, den nye kæreste, datterens veninde, sønnens dæmoner. Det bliver lige en tand for indforstået til denne læser. Plottet er som vanligt udmærket, men ikke mere: Piger kidnappes, Dicte går i panik, sætter egen eftersøgning i gang – kommer i problemer, dunkel menneskesmuglermafia er i centrum. "Eget ansvar" er rutineret og velkørende, men mangler overraskelser og – dramaet til trods – nerve. ap


Hjerte og smerte på tværs af race

"Hjem"

Af Julie Kibler

Politikens Forlag, 368 sider, 200 kr.

FIRE stjerner

Der er bare noget fængslende smukt i fortællinger om mennesker, der mødes og finder nyt mod og mening med livet i hinanden. Som i filmene "De urørlige","Driving Miss Daisy", "Rain Man" og "Niceville". Og således i romanen "Hjem", hvor den fine, 89-årige miss Isabelle inviterer sin frisør, Dorrie, enlig, sort mor med på en meget lang køretur til en begravelse. Af hvem ved Dorrie ikke – men historien kommer drypvis og bevægende på den lange tur, hvor de to kvinders meget forskellige livshistorier rulles op. Isabelle, der vokser op i en fin forstad i 30'ernes raceadskilte USA og forelsker sig hovedkulds i Robert, der er sort. Dorrie, der tumler med sit enlige liv, sin troløse eksmand og kampen for sine to børns fremtid. I al sin stilfærdighed er "Hjem" historien om stor kærlighed, stor sorg, at leve med sine valg og tilgive sine nærmeste. Og det er jo – stort. Julie Kibler skriver med blid pen og direkte appel til tårekanaler og med en retfærdig vrede over den stadig eksisterende raceproblematik. En hjertevarm sommergave til dig selv. ap


LÆS OGSÅ: John le Carré er tilbage i topform