Jeg spiser kun sunde ting, mor. Så kan jeg altid være en tynd dreng."
Min søn, Anton, så ret stolt ud, mens han sagde det. Han er fire år. I første omgang var jeg også stolt af, at han kun vil spise sunde ting. "Det må skyldes din gode indflydelse, at han allerede tænker over, hvad der er sunde ting",' roste jeg mig selv. Et par dage efter læste jeg artiklen "Mor med spiseforstyrrelse", som du også kan læse i denne udgave af ALT for damerne (side 24):
"Min ældste datter har sagt til mig, at jeg er en tyk mor, og at hendes toårige søster har en tyk mave. Hun er fem et halvt og meget bevidst om, hvordan hun og andre ser ud.... Da hun sagde, at hendes søster havde en stor mave, satte jeg mig ned og forklarede hende, at sådan skal en toårig se ud." 39-årige Marie-Louise fortæller om sin kamp med en mangeårig spiseforstyrrelse og om, hvordan hendes opfattelse af tyk og tynd har påvirket – og stadig påvirker – hendes børn.
LÆS OGSÅ: Ugens intro: Her er min perfekte gade (i Paris)
Der er mange kloge overvejelser i den historie. Overvejelser der satte mine tanker i gang.
Hvorfor ønsker en fireårig sig altid at være "en tynd dreng"? Måske er det, fordi jeg har sagt, at det er bedst/sundest/klogest at være tynd? Måske er det nogle af børnene til svømning, der har sagt, at man ikke skal have en tyk mave? Nogen i børnehaven? Nogen i fjernsynet? I Anders And-bladet? Uanset kilden er det en god påmindelse om, at børn suger alt til sig. Marie-Louise forklarer i dag sine børn, at hun elsker sig selv. Tyk eller tynd. Den "ide" kan vi vist roligt tage til os.
LÆS OGSÅ: Denne uges ALT for damerne nr. 11/2013
