Ugens intro: Gør børn os ulykkelige?

Hvert år, når midsommer og Sankt Hans nærmer sig, tænker jeg tilbage. På den sommer for nu syv år siden, hvor jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Absolut ikke planlagt. Mens jeg kiggede på testen med de to meget tydelige streger, var panikken ved at tage over. Ikke fordi jeg ikke ville have børn, men jeg var nok mest angst for ”hele det tabernakkel”, der fulgte med moderskabet, som Malene Neis udtrykker det i artiklen ”Har du fortrudt, du blev mor?” på side 68 af denne uges blad (nr. 25).

For mens maven voksede, steg omverdenens forventningspres til, hvordan jeg skulle opføre mig. Hvorfor taler du ikke mere om din graviditet? Hvorfor drikker du kaffe? Glæææder du dig ikke bare? Det var spørgsmål, omverdenen forlangte et prompte svar på. Da jeg endelig blev mor, opdagede jeg hurtigt, at der var et endnu større korrekthedsregelsæt, jeg skulle følge. I dag bliver vi ikke bare gravide, får barn og fortsætter vores liv i det omfang, som det nye lille væsen nu tillader det. I dag bliver moderskabet iscenesat, udstillet og italesat som aldrig før. Måske er det derfor, at forskningen viser, at vores lykkeniveau falder, når vi bliver mødre.

Ud over at der følger mange pligtopgaver med moderskabet, så er der et enormt gab mellem vores forestillinger om, hvordan vi burde være som mødre, og det, der kan lade sig gøre i virkeligheden. Derfor tror jeg desværre, mange kommer skævt ind i moderskabet og ligefrem fortryder i nogle splitsekunder. Jeg kom selv uplanlagt ind i moderland, og tak for det. Så havde jeg ikke nået at skrue mine forventninger så højt i vejret, men tog imod min datter, som hun var. Et lille individ, der krævede masser af omsorg og kærlighed, men ikke nødvendigvis designertøj og ammepude med speltkorn.

LÆS OGSÅ: Sidste uges intro: Stå ved din magt, kvinde