Ugens intro: Hvor langt er vi kommet?
Mette Mølbak undrer sig over, om ligestillingen mellem mænd og kvinder overhovedet har ændret på kvinders søgen efter mænd med store lønchecks.
"Økonomisk afhængighed af en mand har ligeså stor tiltrækningskraft som før ligestillingsrevolutionen." Ordene kommer ikke fra en reaktionær mand, men fra den anerkendte, britiske sociolog Catherine Hakim, som du kan læse i artiklen Guldgraverne i dette nummer af ALT for damerne.
Alle mine feministiske kampparader rejste sig med det samme, jeg læste artiklen. For hvor langt er vi egentlig kommet i kvindefrigørelsens navn, hvis målet for vores drømme stadig er indfange en rig mand, der kan give os det liv, vi drømmer om? Det vil sige et let, behageligt liv, hvor han tjener pengene og vi bruger dem? Et liv, der er rigtigt fedt lige indtil den dag, hvor han skrider med en yngre model, alle pengene og pensionen. Ja, undskyld, men sådan er jeg blevet opdraget til at tænke. Derfor skulle jeg altid sørge for at tjene mine egne penge og være i stand til at klare mig selv. Men i Guldgraverne får jeg at vide, at det nærmest er at gå imod min egen biologi.
Vi kvinder eftertragter ikke bare finansielt stærke mænd. Vi vil også have, at manden er lidt ældre og fysisk højere end os, får jeg at vide. Da jeg selv er 162, har det ikke været så svært at finde en, der er højere end mig. Men efter jeg havde læst artiklen, spekulerede jeg på, om der var en grund til at jeg er sammen med en mand, der er otte år ældre end mig. At jeg i virkeligheden ikke er faldet for ham, men for hans ottes års etablerede karriereforspring og dermed større løncheck? Jeg nægter at tro det. Og vælger stadig at tro på, at økonomisk selvstændighed er at foretrække. For lige meget, hvor mange penge vi gifter os til, så det er det stadig sådan, at den der betaler, bestemmer. Og så er vi sgu ikke kommet så langt.
LÆS OGSÅ: Ugens intro (nr. 26) - Hvor meget lader du dig påvirke af andre?
