Peter Ingemann og Ulla Terkelsen

Ulla Terkelsen: ”Det bliver jeg meget glad og bevæget over, hver gang jeg ser”

Ulla Terkelsen og Peter Ingemann drager ud på en spændende tur sammen i den nye TV 2-serie ‘Ulla & Ingemann’. Læs her om nogle af de oplevelser, de fik – og hvad de lærte om hinanden - på deres rundrejse i Europa.

I 50-året for Danmarks indtrædelse i Det Europæiske Fællesskab rejser Ulla Terkelsen, 78, og Peter Ingemann, 49, i en ny serie på TV 2 rundt i Europa. Her tager de temperaturen på det store og til tider ustyrlige fællesskab, der er blevet til Den Europæiske Union. Det er blevet en stærk og personlig rejse for de to tv-personligheder.

Det skriver HER&NU.

– Da I besøger EU-parlamentarikeren Morten Helveg i Bruxelles, siger Ulla, at I skændes meget. Er det rigtigt? spørger HER&NU.

Peter: Jeg synes ikke, vi har skændtes. Ellers er det fordi, jeg har en anden definition af at skændes. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg diskuteret højlydt ved morgenbordet med min far. Jeg håber ikke, du tager det som en fornærmelse, Ulla, men du minder meget om min afdøde far.

Ulla: Du elskede din far, ikke?

Peter: Helt vildt. Jeg savner ham hver dag. Det har været så skønt at få tryktestet sine argumenter på samme måde, som han gjorde. Ulla og jeg har haft højlydte diskussioner, men det er også kedeligt, hvis vi bare er enige om tingene.

Artiklen fortsætter under billedet…

Foto: Klaus Bo Christensen – Jeg har haft en meget intensiv periode med nytårsprogrammer, prins Harrys bog, og så kom Konstantin. Der har været gang i den royale nyhedsmølle. Nu skal jeg hjem til Cannes og slappe af.

Ulla: Jeg er bestemt en meget kærlig europæer, men jeg synes, EU skal kritiseres ligesom alt muligt andet. Men der er Peter, fordi han har sådan et godt og stort hjerte, meget entusiastisk overfor hele EU-tanken og derfor måske mindre kritisk, end jeg er.

Peter: Jeg går jo også nogle gange for at være drengen fra ”Klodshans”, der nærmest kværulantisk bliver ved at stille spørgsmål. Jeg tror bare, at vi ikke alene kan løse de udfordringer, vi står overfor. Jeg er mindre kritisk end Ulla, det er rigtigt, men det er ikke fordi, jeg er mere blåøjet, end jeg er fra naturens hånd. Jeg synes bare, EU er bedre end alternativet.

Foto: Jeppe Melchiorsen/Nordisk Film/TV 2 - "Det er sjovt at sætte os sammen. Hvis vi begge havde stået og råbt 'Halleluja' foran et blåt flag med gule stjerner, var det blevet meget kedelige udsendelser," fortæller Ulla, der her ses med Peter i Dublin. 

– I har begge rejst utrolig meget, og her krydser i jeres eget spor flere gange undervejs. I Polen blev du så rørt, Ulla, at du fik tårer i øjnene. Hvad skete der?

Ulla: Det var fordi, jeg kan huske, hvordan der var under kommunismen. Jeg flyttede til Warszawa i 1963, det år, jeg blev student. Polakkerne var meget fattige og skulle stå i kø for at få mad. De kunne heller ikke rejse. Men det kunne vi. Jeg er jo generationen fra efterkrigstiden, og vi kunne jo ikke komme hurtigt nok ud og opleve. Da jeg og min daværende mand skulle rejse fra Warszawa igen, stod vores venner i deres bedsteforældres omsyede tøj og vinkede farvel til os. Jeg kommer næsten til at tude nu, hvor jeg tænker på det. Og da jeg så kom tilbage med Peter og igen så, hvordan Polen er blevet et velstående land med folk, der ser fuldstændig ud som os. Det bliver jeg meget glad og bevæget over, hver gang jeg ser.

Foto: Jeppe Melchiorsen/Nordisk Film/TV 2 - I Napoli bliver makkerparret inviteret på en traditionel, italiensk familiefrokost.

– At rejse rundt i 12 lande er en stor mundfuld, men man mærker også, at I har hygget jer i hinandens selskab på trods af forskellighederne. Var det sådan?

Peter: Det har været en kæmpe fornøjelse at lave de her programmer. Jeg er blevet klogere, skarpere, og jeg har moret mig meget. Jeg har grinet og grinet. Ulla har en bidende, præcis humor, der gør, at man bare må overgive sig.

Ulla: Vi er også begge to trænede rejsende. Vi er terrængående. Ellers kan man slet ikke lave sådan noget.

Peter: Ulla går også senere i seng end mig.

Ulla: Ja, du spiser jo klokken 18 og går i seng klokken 19.

Peter: Ulla er jo 78, det må jeg vist godt sige, men jeg kan ikke følge med. Hvis jeg om 28 eller 29 år har den energi, som Ulla har, så vil jeg være meget taknemmelig. Jeg er altid gået tidligt i seng. Jeg har nok bare brug for ro. Jeg forklarede også Ulla, at jeg ofte trækker mig. Jeg spiser også selv nogle gange. Jeg har bare behov for ro.

Ulla: Jeg kan ikke sove kl. 19. Så går jeg måske i seng kl. 21. Jeg har aldrig sovet så meget som på den her tur. Men vi har haft det virkelig skægt.

’Ulla og Ingemann’ kan ses på TV2 hver onsdag klokken 20 – og altid på TV 2 PLAY.

Denne artikel er oprindeligt bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.

Et af de steder, der betyder meget for både Peter Ingemann og Ulla Terkelsen er Berlin. Få hendes store guide til den tyske hovedstad her. 

Du kan her på alt.dk også læse artiklen Peter Ingemann tror ikke på kriseløse ægteskaber: "Trine og jeg var på et tidspunkt ved at gå konkurs", samt om Ulla Terkelsens vigtigste baser, som har dannet baggrund for vilde fester, intense arbejdsfællesskaber og et voldsomt tab.