Ursula Reuter Christiansen: "Jeg forstår da godt, at de ikke gider rende rundt med hængepatter"

"Det næste store øjeblik i historien tilhører os." Sådan lyder den dramatiske afslutning på kortfilmen Skarpretteren fra 1971 – en poetisk og barsk fortælling om en kvinde, der ammer en dødssyg soldat og siden halshugges med en økse af en rødklædt bøddel. Skarpretteren er et blodigt drama, der skildrer opgøret med den kvindelige identitet som underordnet mandens. Et oprør mod samtidens og historiens opfattelse af kvindens rolle som eksempelvis mor ved – bogstavelig talt – at slå en kvinde ihjel og se frem mod kvindens frigørelse.

– Det var midt i en opbrudstid. Kvindeoprøret ulmede, og nye og friere omgangsformer afløste de ældre og mere formelle, fortæller kvinden bag filmen, den i dag 74-årige Ursula Reuter Christiansen, en sen eftermiddag på SMK, hvor vi mødes til en snak om historien bag filmens tilblivelse.

Hun studerede på kunstakademiet i Düsseldorf under den anerkendte billedhugger og aktionskunstner Joseph Beuys i 60'erne og var netop flyttet til Danmark, fordi hun var blevet forlovet med den danske komponist Henning Christiansen, som arbejdede sammen med Beuys.

– Indtil jeg blev færdig på akademiet i 1969, pendlede jeg frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark. Jeg lærte en del af Hennings venner at kende, hvoraf mange var studerende på Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole, grundlagt i 1961 af kunstnerne Poul Gernes og Troels Andersen som en protest mod det traditionsbundne kunstakademi, red.). Blandt vennerne var kunstnere som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, fortæller Ursula Reuter Christiansen og beskriver, hvordan de nye venskaber resulterede i en masse kunstudvekslinger mellem Danmark og Tyskland. Det var et miljø, hvor man var optaget af at eksperimentere – kunstnerisk og privat. To ting, der ikke kunne adskilles.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

– Rødstrømpebevægelsen bredte sig som en feber, og vi begyndte at organisere os i basisgrupper. Vi fandt sammen, os der var koner eller kærester til kunstnerne, altså Lene Adler, der kom sammen med Bjørn Nørgaard, Elisabeth Therkelsen, der var gift med Per Kirkeby, og jeg. Vi havde virkelig en fornemmelse af, at der skulle ske noget. Nu var det kvinderne, der skulle bestemme, fortæller Ursula, som blev gravid i 1969 med sin første søn Bjørnstjerne, der i dag er medlem af den internationalt anerkendte kunstnergruppe Superflex.

– Vi havde ingenting. Henning og jeg boede i en lille halvanden-værelses på Nørrebro, og pladsen var trang. Når Henning vågnede om morgenen, strøg han som det første ind til klaveret for at komponere, og straks stod underboen og bankede i loftet med et kosteskaft, griner hun.

Det var i 1970. Henning havde netop fået et tre-årigt arbejdslegat på 20.000 kroner, og parret begyndte at lede efter en løsning på deres boligsituation.

– Vi ledte og ledte, og radiussen væk fra København blev større og større En dag faldt jeg over en annonce med en nedlagt firlænget gård i den lille landsby Askeby på Møn med en tilhørende gammel frugthave. Prisen var 60.000 kroner og udbetalingen 20.000 kroner, hvilket var lige det, vi havde. Jeg anede ikke, hvor Møn var, men vi kørte ned og så det og blev helt overvældede af omgivelserne og al den plads og ringede straks til sælger og sagde, at vi ville skrive under. Og det gjorde vi så.

Dengang i 70'erne

Historierne om hvad der skete på Møn i 70'erne, er på en måde en sidehistorie til fortællingen om Skarpretterens tilblivelse. Sønnen Bjørnstjerne har i det seneste nummer af vores kunstmagasin VÆRK beskrevet tiden i 70'erne som "gakkede."

– Der rendte alle mulige tosser rundt hjemme hos os. Joseph Beuys lavede mad til os og plukkede solbær fra busken, og Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen rendte nøgne rundt i gården. Jeg ville bare gerne bo i Brøndby og være fodboldspiller ligesom Michael Laudrup, siger han.

Da jeg viser Ursula Bjørnstjernes beskrivelse af 70'er-livet på gården, griner hun højt.

– Jeg er nu ikke helt sikker på, at det var sådan, det var. Det er Bjørnstjernes erindringer. Kollektiver var jo meget normale på det tidspunkt. Det var, som den slags nu var, men Henning og jeg levede i en kernefamilie og fik både vores andet og tredje barn. Henning arbejdede og arbejdede, og jeg prøvede at holde gang i mine projekter, siger Ursula, der bl.a. deltog i den store kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975. Ud over danske navne som Jytte Rex, Lene Adler Petersen og Ursula Reuter Christiansen deltog også internationale kunstnere som Marina Abramovic.

–Men det blev sværere og sværere for mig at tage hjemmefra. Børnene var hovedsageligt mit ansvar.

Gjorde det dig vred?

–Jeg fandt mig i det, siger hun og trækker på skuldrene.

–Jeg kom fra en stor by i Tyskland, jeg var uddannet kunstner, og pludselig sad jeg der på en gård i et fremmed land. Jeg skrev tekster og malede billeder, som alle sammen havde opbrud, afsked og det at skulle finde en ny identitet som tema. Det er også det, Skarpretteren handler om. Det er helt klart en kvindehistorie. Det er min historie, men selvfølgelig er det også andre kvinders historie.

Filmen blev vist på en filmfestival i Berlin, som et af de første steder, men blev elendigt modtaget. Hele salen kogte, og kvinderne buede den ud.

– De bebrejdede mig, at den var vemodig, melankolsk og negativ. Det var en tid, som krævede handling. De råbte af mig: "For helvede kvinde, tag dig dog sammen, hvorfor lader du dig undertrykke?", fortæller Ursula Reuter Christiansen, der i filmen, og i hendes kunst generelt, er inspireret af den tyske eventyrtradition, som hun fik fortalt af sin mor som barn.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Fra festivalen husker hun en italiensk film, hvor hendes medsøstre gik rundt og huggede penisser af marmorstatuer. Den faldt i bedre jord. De forstod ikke hendes udtryksform. Men hun havde jo netop indsat replikken: "Det næste store øjeblik i historien tilhører os." En kvinde gav sit liv for at en ny kvindeidentitet kunne opstå.

I dag griner Ursula Reuter Christiansen bare af det. For trods modtagelsen dengang har Skarpretteren vist sig at indeholde den universalitet og almengyldighed, der gør, at værket fortsat appellerer til yngre generationer.

– Jeg har vist den til mange af mine studerende på akademierne i både Hamborg og København, hvor jeg har arbejdet, og hver gang har det overrasket mig, at de synes, at den er fed. Jeg glæder mig over det, men det forbavser mig. De siger, at den er intens og stærk. At den trænger sig på.

Den nye feminisme

Skarpretteren har på mange måder levet sit eget lille liv, siden Ursula Reuter Christiansen slap den fri i 1971. Og det er ikke på hendes foranledning, at den igen er blevet taget op.

For Ursula Reuter Christiansen havde egentlig pensioneret sig selv fra kunstverdenen. Kunsten er stadig hendes sprog, en udtryksform og en måde at fordøje verden på, men siden hun i 2006 stoppede som professor på Kunstakademiet, har hendes kunstneriske arbejde mest været for hendes egen skyld.

– Jeg er træt nu, forklarer hun mig.

– Jeg vågner om natten og orker sjældnere og sjældnere turene til København.

Men en dag i begyndelsen af 2016, hvor hun gik og malede hjemme på gården på Møn, ringede telefonen. Det var Louise Hold Sidenius, grafisk designer og ejer af Officin, et lille kombineret forlag, kunstnerkollektiv og udstillingsrum på Vesterbro i København. Hun var faldet over nogle billeder fra filmen og var begejstret: "Jeg har trykt ni kæmpestore silketryk ud fra stills fra Skarpretteren. De er så stærke, de billeder, Ursula. Og jeg kunne godt tænke mig, at du arbejdede videre med dem," sagde hun. Billederne havde hun fra en lille bog om Skarpretteren, som Ursula Reuter Christiansen udgav i 1986.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

– Jeg var meget overrasket. Hver gang, den dukker op igen, synes jeg, at det er mærkeligt. Det er jo de yngre generationer, som tager den op, siger hun.

I første omgang sagde Ursula Reuter Christiansen nej til at bearbejde silketrykkene.

– Jeg følte, at det var et afsluttet kapitel.

Men ganske langsomt begyndte hun alligevel at arbejde på dem. En gul bjælke over et ansigt – sparsom bearbejdning. Resultatet blev godt, og de bearbejdede silketryk og en kunstbog blev udstillet på udstillingen One Thousand Books på Charlottenborg i maj 2016.

– Vi havde et helt lokale, så jeg fik den idé, at vi også kunne udstille nogle af tingene fra filmen, selv om nogle af dem var mørnede og ødelagte. De havde bare ligget ude i min stald, men jeg så det for mig sat sammen med musik, så det blev en helstøbt udstilling. Jeg lavede nogle montrer, der fx viste øksen, min bedstemors gamle blondebrudekjole, som jeg bar i filmen, og andre rekvisitter.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Birgitte Anderberg, museumsinspektør på SMK med ansvar for dansk og international kunst fra 1960 og frem, så udstillingen og syntes, det var enormt interessant, at den her film fra 1971 kunne få nyt liv og stadig have relevans.

– Begyndelsen af 70'erne var revolutionære år, og Ursula Reuter Christiansen er en af de kunstnere, der begreb og indfangede, at man befandt sig i et historisk øjeblik. Da jeg så silketrykkene og rekvisitterne fra filmen udstillet sammen, blev jeg grebet af styrken i billederne. Ursula har en evne til at fremkalde den poesi, der ligger indlejret i konkrete genstande og betone de myter og forestillinger, de bærer på – som fx kjoler og kniplinger, der er nedarvet gennem generationer. Skarpretteren-installationen understregede for mig, at livet og kunsten glider sammen, at dramaet er blodig virkelighed, samtidig med at det er en stiliseret fiktion, fortæller Birgitte Anderberg, som efterfølgende købte installationen til SMK.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Kvindeidentitet og moderskab er i dag, 45 år senere, fortsat konfliktfyldt land. Måske derfor er Skarpretteren ikke et fortidslevn.

– Vi har jo ikke fundet en løsning, siger Ursula Reuter Christiansen, der dog mener, at meget har forandret sig siden dengang:

– Det er en fantastisk sejr for kvindebevægelsen, at de sønner, vi fik, er blevet gode fædre, der er ligeså engagerede i deres børn, som mødrene er. De tager ansvaret på sig.

Siden 70'ernes rødstrømper har den feministiske bevægelse haft flere opblomstringer. I slut-90'erne med nyfeministerne, som Ursula Reuter Christiansen stødte på i sin tid som professor på kunstakademiet.

– Jeg skuffede mange af mine studerende, fordi jeg i første omgang ikke gav en døjt for deres projekt, fortæller hun.

– Tiden var en anden. I dag går man ikke på barrikaderne, tager brysteholderne af eller går med lilla ble. I dag er feministerne superstærke og flotte og sminker sig. Og jeg forstår da godt, at de ikke gider rende rundt med hængepatter. De gør det på deres egen måde, siger Ursula Reuter Christiansen.

Ursula Reuter Christiansens bearbejdning af silketryk af stillbilleder fra filmen Skarpretteren fra 1971 udstilles på SMK. Foto: Frederik Lentz Andersen.

– Det er mere en charmeoffensiv. De koketterer og provokerer på samme tid. De griner af det mandlige potensideal, så det falder sammen, og i dag indrømmer jeg, at det var ret fedt, det de lavede i 90'erne. Jeg forstod det bare ikke i første omgang.

Men når diskussionen går på, om man må og kan kalde sig feminist, hvis man ryster røv eller har lyst til at gå halvnøgen til fest, står hun af.

– Det er jo fuldstændig ligegyldigt. Selvfølgelig er jeg stadig feminist, men jeg kan ikke længere se, at det er et spørgsmål om feminisme. Jeg vil hellere tale om menneskerettigheder. Der sker så meget forfærdeligt i verden, som kræver, at vi står sammen og kæmper for, at de ramte mennesker beskyttes, siger Ursula Reuter Christiansen, der får afløb for sine frustrationer og tanker gennem kunsten.

– Det er mine egne traumer og mine egne historier, som jeg prøver at få ud – men det er også altid andres historier. Jeg er, som altid, optaget af at skildre det, der er min identitet. Og det er at være kvinde. Det er mit udgangspunkt i verden. Det jeg kan fortolke, give udtryk for og skildre.