”Jeg synes, vi har mistet noget ved, at de to arbejdsområder er blevet slået sammen”

Jeg er tilknyttet intensivafdelingen som hospitalsserviceassistent, og det har jeg været i otte år – siden foråret på Gødstrup Sygehus.

Når jeg møder ind på vagt – mellem 6.30 og 10.30 – forventer jeg, at min dag bliver god og spændende.

Jeg er ekstra glad for mit arbejde, når jeg har haft rigtig meget med patienterne at gøre. Det kan jeg mærke giver mig noget – og det er nok det, jeg brænder mest for.

Jeg er meget engageret, når jeg er inde ved patienterne og skal sørge for, at de får en god oplevelse, for hvis oplevelsen bliver dårlig, er det meget svært at vende den til det positive. Så man kan ikke bare sige, at i dag der gider jeg ikke. Det kan ikke lade sig gøre, når man arbejder med mennesker.

"Man kan ikke bare samle alting under ét"

Generelt set er jeg ikke så tilfreds med mit arbejde, som jeg var førhen.

Efter vi er flyttet til Gødstrup, så er rengøringsarbejdet blevet lagt sammen med portørarbejdet under en fælles betegnelse: hospitalsserviceassistent. Det betyder bl.a., at jeg har fået rigtig meget rengøringsarbejde, og det er jeg ked af. Ikke fordi, jeg har et problem med selve rengøringsopgaverne, men fordi jeg i min hverdag ikke har så meget med patienterne at gøre, som jeg havde førhen. Og dét, synes jeg, er ærgerligt.

Jeg synes, vi har mistet noget ved, at de to arbejdsområder er blevet slået sammen. Det er jo blevet sådan, at alle skal kunne alt, og det kan bare ikke lade sig gøre. Vi har forskellige kompetencer, og jeg synes, man skal passe på med at tro, at man bare kan samle alting under ét og tro, at alle kan alting lige godt, for sådan er det ikke.

Det er jo ikke døde ting, vi har med at gøre, det er mennesker. Hvis vi fx skal vende en patient, som har brækket ryggen, så er det dæleme vigtigt, at man ikke bare tager ved, men at man ved, hvad man har med at gøre, for ellers kan vi jo risikere at ødelægge patientens liv for altid.

Samtidig er der også flere af mine kollegaer, der er uddannet rengøringspersonale, og som har virkelig svært ved at være inde ved patienterne. Det har vi talt om på vores ugentlige tavlemøder med vores leder, at vi ikke kan tvinge dem til det, for det kommer der intet godt ud af.

Det er jo vigtigt, at man er tilfreds med det, man laver. Og så kan det godt være, det ser fint ud på papiret, men i praksis fungerer det altså ikke altid.

Det sure med det søde

Det er ikke en egentlig kritik af lederne, for de er i sidste ende bare et mellemled, som får at vide: ”Nu er det sådan, det skal være,” men det er samtidig dem, det går ud over. Det er jo ikke nødvendigvis, fordi vi skulle have været med til at træffe beslutningerne, men de kunne have involveret os i, hvad det var, der skete, imens det stod på – det har jeg i hvert fald savnet.

Derfor håber jeg også, at det er noget, der kommer mere fokus på, så vi sikrer, at vi får udnyttet de ting, vi hver især er gode til – og det synes jeg, min nye leder formår; at se vores individuelle kvaliteter.

Så selvom der er nogle negative ting, synes jeg også, man skal komme med de positive ting. Derfor er jeg også nødt til at nævne mine kollegaer. Jeg har nogle fantastiske kollegaer – og det er både på fys-, sygeplejerske- og serviceområdet. Vi er gode til at hjælpe og støtte hinanden og gode til at tale om de ting, vi oplever i løbet af en dag.

Én episode, jeg husker særligt tydeligt, er, da en flygtningekvinde kommer ind, fordi hun er gravid og har fået en svangerskabsforgiftning, som gør, at hun mister sit barn og selv bliver indlagt på intensiv i lang tid. Jeg er inde ved hende flere gange for at hjælpe med at mobilisere hende, og det ender faktisk med, at hun også dør. Og så sidder manden alene tilbage. Det var simpelthen så forfærdeligt.

Og så kan det godt være, vi brokker os over, at smør koster 30 kroner, men med sådan en oplevelse, er der sgu andre ting, der falder lidt i baggrunden, og man tænker, hold da op, hvor har vi det egentlig godt. Men episoden med flygtningefamilien, det er da én, jeg husker. Og mine kollegaer og jeg er gode til at tale om det.

Normeringsmæssigt synes jeg egentlig også, vi er okay stillet på intensivafdelingen. Vi har i snit 10-12 patienter ad gangen, og de er virkelig syge. Det er der, man fx ligger i respirator efter en svær blodprop, og de kræver typisk rigtig meget pleje, derfor er der også hele tiden en sygeplejerske tilknyttet en patient på intensiv modsat almindelige sengeafsnit. Der er der meget få sygeplejersker til mange patienter – det er jo også det, man hører om i pressen.

Og dét er et reelt problem, at det bliver sværere og sværere at få mere personale ansat i sundhedsvæsenet – og vi mangler jo arbejdskraft allerede.

Kære politiker...

Til politikerne: I skal begynde at kigge på de besparelser, der har været de sidste 20 år, og det er ikke kun i sundhedsvæsenet – det er i hele det offentlige; på skoler og i børnehaver, hvor pædagogerne er presset.

I er simpelthen nødt til at prioritere, at der skal nogle penge til for at tiltrække mere arbejdskraft. Nu har jeg selv en datter, der læser til sygeplejerske, og hun er utroligt glad for det, men det er da klart, at hun begynder at kigge på, om hun har lyst til at være på et sengeafsnit, hvor de løber så stærkt. Kan hun holde til at arbejde under de arbejdsforhold, der er?

Jeg ved godt, det er lønnen, sygeplejerskerne snakker meget om – og jeg synes også, at de får for lidt i løn – men politikerne skal også kigge på arbejdsforholdene. Jeg tror, det er vigtigt, at man har nogle ordentligt arbejdsforhold, hvis man vil tiltrække mere arbejdskraft. Hvad hjælper 5.000 mere i løn om måneden, hvis de forhold, du arbejder under, er rædselsfulde?

Måske skulle man gøre ligesom i en trepartsforhandling, hvor man inviterer nogen af os, der arbejder i sundhedssystemet til dagligt, med ind, så man kan få snakket om, hvad problemet er, og hvad vi så gør herfra?

Jeg er godt med på, at man ikke bare kan udskrive en blankocheck, og så er problemet løst. Det tager mange år at komme videre, men de er dæleme nødt til at gøre noget, for lige pludseligt har vi ingen sygeplejersker og læger. De tager jo til Norge, og det er forkasteligt, når vi står og mangler dem her. Men samtidig forstår jeg dem godt, for der kan de både få bedre arbejdsforhold og mere i løn.

Opskriften på, hvordan man redder det hele, har jeg ikke, men jeg ved, at man ikke kan lukke øjnene for problemerne. De forsvinder ikke bare.

Så jeg håber virkelig, I tænker, at der skal ske noget de næste fire år… Det kan godt være, at jeg er naiv, men jeg tror faktisk på, at tingene bliver bedre. Det kan godt være, det tager lang tid, men jeg tror på, at tingene vil ændre sig – det er jeg nødt til at tro på.

Vi giver offentligt ansatte en stemme

Så stor en andel af de danske lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor. Det svarer til 869.000 mennesker. Med tryk på ordet ‘mennesker’. 

Når politikere og eksperter diskuterer det offentlige, lyder det ofte som en grå masse af noget, man kan rykke rundt på, skære i, forhøje, trække penge fra, omrokere, fyre og ansætte med knips med fingrene. Sandheden er dog, at der er tale om personer, der hver dag bruger en stor del af deres vågne timer på at gå på arbejde, og som hver dag hører om deres fag i store debatter i medierne. 

ALT.dk har i denne valgkamp valgt at give et udsnit af de mennesker en stemme. Her på hjemmesiden vil vi derfor i den kommende tid udgive vidneberetninger fra offentligt ansattes hverdag. Det være sig skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og flere andre, som brænder for at have med mennesker at gøre, og som nogle gange kan føle sig overset, når politikerne taler om ‘de varme hænder’. 

Vi håber, du vil læse med og blive klogere på de offentligt ansattes hverdag - fortalt med deres egne ord.