Værtshusejer: "Aarhus er min by, men hvis jeg var turist, ville jeg røvkede mig"

Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Mit værtshus betyder alt for mig. Det er hele mit liv, og jeg kommer til at dø her. Kurts Mor er mit livsværk og er gået fra at være det største hul i Aarhus til at være en populær bodega i byen. Vi er et åndehul, hvor man kun skal være sig selv og slappe af.

Stedet hed oprindelig Kahytten og i daglig tale Den Grønlandske Ambassade. Hvad skulle jeg kalde det? Hjørnebodegaen? Hos Betty? Jeg har kun én søn, og i hans omgangskreds er jeg altid blevet nævnt som Kurts mor og aldrig som Betty. Jeg fik mange sjove og lumre kommentarer for navnet i starten som denne: "Har du været på Kurts Mor? Nej, jeg har været på Fatter Eskil (et andet værtshus i Aarhus, red.)."

Jeg er nok en af de få værtshusejere, der ikke drikker alkohol. Det smager mig simpelthen ikke, og jeg har aldrig drukket en hel øl i mit liv. Hvorfor skulle jeg indtage det sure stads? Jeg spørger tit mine gæster, hvordan de kan få det ned i halsen. Selvfølgelig har jeg prøvet at smage en øl til i baren for at finde ud af, om den var kold nok, men ellers ikke. Til gengæld ryger jeg mange cigaretter. Det skal være de grønne Cecil, som er så stærke, at de næsten er blevet forbudt i dag. Grøn Cecil og en kop kaffe hører sammen i min verden.

Har man ikke været på Kurts Mor, har man ikke besøgt Aarhus, plejer Uffe Elbæk at sige. Jeg har kendt Uffe i mange år, og han kommer altid et smut forbi baren, hvis han er i Aarhus. Vi snakker ikke politik sammen. Manden har fri, og han skal have en øl. Uffe har holdt flere fester med KaosPiloterne her, og som min søn mener, er det nok på Kurts Mor, at han lærte at vrøvle og sige: "Hvor er det crazy, det her."

Vores første to år var hårde, for Den Grønlandske Ambassade hang ved i folks bevidsthed. Jeg ville gerne have fat i det yngre publikum og brugte tid på at finde det rigtige koncept, der passede til Aarhus. Det handlede om at skabe en tidsånd, hvor de unge fandt det sjovt at tage på bodega på samme måde, som deres forældre havde gjort det. Jeg kombinerede det med, at priserne ikke skulle være så pokkers dyre, så de unge mennesker på SU havde en chance for at få en øl uden at blive ruineret. Da de unge opdagede os, vendte vores situation, og vi blev et populært sted.

På Kurts Mor er vi en lille familie, der passer på hinanden. Jeg tager hjem til nogle af mine gæster privat for at sørge for, at de har det godt. Jeg besøger bl.a. Willy, som alle i Aarhus kender fra gadebilledet. Willy gik altid rundt i byens gader og blev betragtet som en tosse, men det er han ikke. Han kan ikke tale så godt og ser speciel ud med sin harmonika og tasken fyldt med lightere og flasker, men han er et varmt menneske, som plejede at komme her hver dag. I dag bor han på et plejehjem som 81-årig, og det var mig, der skaffede ham pladsen der. De tror på plejehjemmet, at jeg er Willys familie. Jeg hjælper ham, fordi han har givet Aarhus så meget. Selv om jeg kommer tæt på gæsterne, kunne jeg aldrig drømme om at rådføre mig med nogen i baren. Alt, hvad der fortælles i baren, spredes til hele byen.

Min far og mor døde med tre dages mellemrum, og jeg havde to kister ved siden af hinanden til begravelsen. Selvfølgelig var det forfærdeligt, men omvendt kunne det ikke være sket på en smukkere måde for de to mennesker. De havde haft et helt liv sammen og fik også døden sammen. Om fredagen døde min mor i hjemmet helt fredeligt, mens min far lå indlagt på hospitalet og havde fået fjernet begge sine ben, fordi der var gået koldbrand i dem. Jeg fik Kurt til at tage med mig på hospitalet for at fortælle min far om dødsfaldet, og han sagde, at han ikke kunne komme med til begravelsen pga. sine manglende ben, men det kom han jo så alligevel på en måde, for om mandagen var han også død. Jeg kommer fra et meget fattigt hjem, men kærligheden var der. Jeg har arvet min fars sorte humor. Da han fik fjernet begge sine ben, spurgte han mig som det første, da han vågnede: "Betty, hvor høj tror du nu, jeg er?"

Kurts far hed også Kurt. Vi kunne ikke blive enige om, hvad vores søn skulle have af navn. Jeg ville have, at han skulle hedde Jimmy, men faren ønskede, at det blev Brian, som var et populært navn dengang. Mine svigerforældre foreslog, at vi trak lod om de to navne i en hat. Det blev Jimmy, hvilket gjorde mine svigerforældre vrede. I to uger snakkede de ikke til mig. Vi indgik et kompromis, som gjorde alle glade. Min bedstefar hed Søren, og det gad jeg godt give videre i familien. Derfor fik vores søn navnet Kurt Søren, og vi kom på talefod med hinanden igen.

Aarhus er min by, og jeg har boet her hele mit liv. Men jeg må erkende, at hvis jeg var turist i Aarhus, ville jeg røvkede mig. Går man en tur på Strøget klokken 22.00 en aften, er der totalt dødt.