Skal du på venindetur til Barcelona? Her er fem fabelagtige spisesteder, der er et besøg værd
Vil du sikre dig gode madoplevelser i Barcelona, så er her fem fantastiske bud på spisesteder, du ikke må snyde dig selv for.
Hvor skal man spise, når man har tre dage i Barcelona og gerne vil tage nogle gode autentiske madoplevelser med hjem? Min veninde og jeg bestilte en forlænget weekend til Barcelona for at udforske det spanske køkken i den centrale del af byen, og vi vendte ikke skuffede tilbage.
Rejs t/r til Barcelona for helt ned til 513 kroner (Sponsoreret)
Vi kender alle det med at gå rundt i en storby, mærke sulten presse sig på, vælge det første og bedste sted, og ende i en turistfælde med dyr mad i ringe kvalitet. Hvis du også er træt af at tage fejlbeslutninger på madfronten, hver gang du besøger en ny by, så er dette den perfekte guide til dig. Læs med her, hvis du vil være sikret gode autentiske madoplevelser til helt fair priser i smukke Barcelona.
Få billige priser på din rejse hos Rejsepriser (Sponsoreret).
1. The Sopa Boba – fantastiske fiskeretter
Adresse: 08009, Carrer del Bruc, 115, 08009 Barcelona, Spanien
Hjemmeside: Findes ikke
Måltid: Aftensmad
På denne fantastiske fiskerestaurant er der højt til loftet og et venligt personale, der byder dig velkommen med deres spanske charme og afslappede tilgang til service i uformelle og hyggelige omgivelser. Et godt tip er at sætte sig i baren under middagen, hvis der er plads, da det givet mulighed for at opleve dynamikken mellem de spanske tjenere, der griner meget og arbejder i højt tempo på en hektisk aften.
Er du til fisk, så er dette sted særligt perfekt til dig. Prøv fx deres laksetatar med toast til, deres grillede blæksprutte med knoldselleripuré og grillet spinat eller deres ceviche med mango og rødløg. Og så skal du heller ikke snyde dig selv for deres Bravas (stegte kartofler) med hvidløgsmayonnaise og spicy olie. Er du tørstig, og vil du gerne prøve noget lokalt, så bestil en kande Tinto de Verano, som er en blanding af rødvin og spansk citronsodavand, som passer perfekt til sydens stemning.
Laksetatar, grillet blæksprutte, Bravas og Tinto de Verano.
2. Flax & Kale – plantebaseret morgenmadssted
Adresse: Carrer dels Tallers, 74b, 08001 Barcelona, Spanien
Hjemmeside: http://teresacarles.com/fk/
Måltid: Morgenmad
Flax & Kale er en restaurant, som serverer morgenmad, middag- og aftensmad. Filosofien bag konceptet er, at samtlige retter er udviklet med idéen om at skabe en sund og fornuftig balance i kroppen. Derfor er 80 procent af deres retter plantebaserede, og de resterende 20 procent er opskrifter, der indeholder olieholdig fisk.
Stedet har, i modsætning til mange andre spisesteder i Barcelona, et meget lyst og nordisk udtryk, hvilket passer perfekt til deres anderledes og trendy menu-sammensætning. Vi fik morgenmad á fire retter, og der var små smagseksplosioner i hver eneste mundfuld.
Prøv fx deres avocado toast med citron, cayennepeber, hørfrø og chiafrø eller deres sprøde fisketaco med tun, kål, koriander, forårsløg, avokado, sesamfrø og hjemmelavet chilisovs. Hvis du er typen, der ønsker en let morgenmad, er deres hjemmelavede yoghurt med kokosmælk, granola, frisk frugt og bær en sikker vinder. Ellers kan du kaste dig ud i de populære Acai Bowls (smoothie med Acai-pulver) med rå kakao, hjemmelavet hasselnøddecreme, glutenfri crumble, kiwi, hindbær, banan og gurkemejedressing.
Avocado toast, fisketaco, yoghurt og Acai Bowl.
3. Restaurant La Pepita – meget stemning på lidt plads
Adresse: Carrer de Còrsega, 343, 08037 Barcelona, Spanien
Hjemmeside: http://lapepitabcn.com/
Måltid: Aftensmad
La Pepita er stedet, hvor alle gæster kan skrive en lille hilsen til restauranten på de rå murstensvægge, hvor man sidder tæt op og ned af de andre gæster ved hyggelige borde, og hvor de har en vanvittig (!) god Sangria. Der summer af liv, når man træder ind på La Pepita – på grænsen til det kaotiske, indtil man bliver mødt af den søde spanske værtinde, der med sit falkeblik ved præcis, hvornår der er borde ledige, og hvilke gæster der står i kø. Du skal dog regne med, at der godt kan gå op til halvanden time, før I får et bord, så kom i god tid, inden I når at blive alt for sultne. Maden er bestemt ventetiden værd, og du kan nyde en lokal øl eller spansk vin, mens I venter på at få et bord i baren ved siden af.
Menukortet byder på utallige lækre retter, men hvis I vil have en blanding af fisk og kød, skal I prøve deres marinerede laks med creme og fennikel, havaborre med spinat, jordbær, balsamico og pinjekerner, oksecarpaccio med revet foie gras og Bravas (stegte kartofler) med hvidløgsmayonnaise og chilisovs. Har I plads til dessert, så lad jer friste af den spanske specialitet Flan, som er en vaniljecreme med citron og karamel.
Marineret laks og havaborre.
4. Forn de Pa Baluard – bagværk i verdensklasse
Adresse: Carrer del Baluard, 38, 08003 Barcelona, Spanien
Hjemmeside: http://baluardbarceloneta.com/cat/principal
Måltid: Morgenmad og frokost
Forn de Pa Baluard er et bageri, der har tilhørt den samme familie i flere generationer, og ligger inde i Hotel Praktik Bageri i det centrale Barcelona. Hver dag bager de friskt brød og kager efter ældgamle teknikker, der tilføjer brødet smag, tekstur og en sanseoplevelse, som selv de lokale er villige til at stå i kø for alle ugens dage.
Deres sandwich er også fantastiske, og hvis du har mod på at prøve noget andet end den klassiske skinke og ost, kan alternativet med lækker lokal skinke, parmesanflager, rucola og trøffelolie bestemt anbefales. Hvis du er til lidt lunt, får deres pizzastykker desuden tænderne til at løbe i vand, og så er der selvfølgelig et hav af kager til enhver anledning.
Sandwich med lokal skinke, parmesanflager, rucola og trøffelolie.
5. Sensi Tapas – tapas i det gotiske kvarter
Adresse: Carrer Ample 26, Barcelona 08002
Hjemmeside: http://www.sensi.es/tapas/
Måltid: Aftensmad
Sensi Tapas åbnede i 2006 i det gotiske kvarter og oser af en intim og charmende atmosfære. Når man træder ind, bliver man mødt af dæmpet belysning, lokal musik og imødekommende tjenere, der gladeligt fortæller om stedets specialiteter.
Tør du springe ud i spanske specialiteter så prøv deres mini-chorizos braiseret i øl eller burrata med tre forskellige tomatanretninger. Har du et ønske om, at maden er en anelse mere kompliceret, vil du blive lykkelig, hvis du bestiller deres kammuslinger med blomkål og trøffelcreme, sauce og zucchini, deres grillede svinekoteletter med teriyaki sauce og honning, der serveres med et æble og ingefærpuré, eller deres friske trøffelravioli i parmesancreme toppet med trøffelolie.
Vær opmærksom på, at Sensi har tre andre restauranter, der ligger i samme område, så husk at kigge efter den, der hedder Sensi Tapas. Det kan være en god idé at bestille bord, da man ellers nemt kan vente en time på at få plads.
Kammuslinger med blomkål og trøffelcreme.