"Vi har faste udgifter for over 110.000 kroner om måneden"

Hvad har været din største karrieremæssige sejr, og hvad har været din største skuffelse?

"Bortset fra, at jeg er herrestolt over, at jeg sidste år udgav en storsælgende lærebog til gymnasieelever om USA ("USA's Udfordringer" – med Peter Christian Brøndum) så er jeg selvglad nok til at mene, at min største karrieremæssige sejr i medieverdenen ligger foran mig.

Min største skuffelse har været min egen avis' beslutning i 2012 om at omlægge min korrespondentstilling fra en, der fokuserer på det politiske i Washington, hvor jeg bor, til at handle mere om meninger, klummer, features, bøger og kultur. Jeg elsker skam at skrive om alt det, tag ikke fejl. Og det går fint. Men min faglige force er det politiske, og det betyder, at jeg har følt mig nødsaget til at supplere avisen med et hav af andre, freelanceaftaler, for at få min lyst til at lave politisk journalistik dækket. Det er dog opmuntrende, at det i det mindste kan ske i medier, som jeg kan lide – fra Metroxpress og altinget.dk over DR2 til min egen blog, som jeg har etableret sammen med Morten Bay (www.USAnu.dk). Og man skal heller ikke kimse ad at være blevet etableret i den digitale verden, som jeg nu – måske mere af nød end af lyst – er blevet. For det er jo fremtiden i min branche."

"EN FEST" AT VÆRE KARRIEREKVINDE I DANMARK

Hvordan har du kombineret børn og karriere?

"Det var ærligt talt nemt i Danmark. Det danske daginstitutionssystem og barselsorlov gør det til en fest at være karrierekvinde. Og det er en god ide at få hjælp i hverdagen frem for at bruge sine ekstra penge på udekøkkener og dyre møbler. Det er meget vigtigere at du ikke bruger din sparsomme fritid på tøjvask og rengøring men på dine børn. Men jeg forsømte nok mine venner og min krop (altså: ingen fitness med andre ord), da jeg boede i Danmark med små børn. Balancen var noget sværere, da jeg flyttede til London med tre børn, den ene fire måneder, og lige var blevet afskediget. Men jeg valgte at bruge stort set hele min løn på dyre barnepiger og elendige, private vuggestuer, hvor min søn ikke trivedes. Det kunne jeg ikke holde ud, så det endte med at han blev hjemme meget af tiden og lå og blev ammet alt for meget, mens jeg skrev. Og så børne-tv meget af tiden. Jeg fik hold i nakken og i ryggen. Og han gennemgik som 18 måneder gammel en rekonstruktion af sine mælketænder, der smuldrede, fordi der er så meget sukker i modermælk. Det var ikke spor sjovt. Heldigvis kan ikke huske det, og heldigvis har han fine tænder i dag, hvor han er blevet 11.

Nå ja – det er også godt, helt sikkert, at have en mand, der tager sin tørn derhjemme. Det gjorde min mand i de seks år, vi var i Danmark. Fuldt ud. Men da vi flyttede til Storbritannien og senere Frankrig og USA var det bare ikke en option. Han er simpelt hen væk, 50-70 timer om ugen. Han knokler. Det gør man i højere grad i andre lande. Danmark er forkælet (og godt for børnene, dr får mere tid sammen med deres forældre, ingen tvivl om det) på den måde. Men til gengæld tjener man ofte så også mere i udlandet. Og så er vi tilbage til den med, at man må betale sig fra noget af det, ens mand så ikke laver."

Hvis karriere har været vigtigst gennem årene, din eller din mands?

"I de første seks år af mit ægteskab: min. Min mand tog orlov fra sin stilling som diplomat i seks år og flyttede fra London til København på grund af mit job. I de seneste 10 år: hans. Efter vi flyttede fra Danmark (efter min afskedigelse fra Berlingskes chefredaktion) er det ham, der har finansieret gildet. Vi bor dyrt, har to biler og fire børn i fransk privatskole. Vi har faste udgifter for over 110.000 kroner om måneden. Det lyder vanvittigt, men sådan er det. Det kan en journalistløn ikke stille noget op overfor. Til gengæld har jeg det virkelig, virkelig sjovt som korrespondent i Washington. Det klager jeg altså ikke over."

VAR FOR DÅRLIG TIL AT SÆTTE GRÆNSER SOM CHEF

Da du var chef, synes du så, at dit køn spillede en rolle for, hvordan du håndterede jobbet?

"Havde du spurgt mig for 10 år siden, da jeg sad som chefredaktør, ville jeg have svaret blankt nej. I dag kan jeg se, at jeg var alt for uerfaren, for følsom og alt for dårlig til at sætte grænser – både overfor mine chefkolleger og over for mine medarbejdere. Jeg lod journalister med kæmpe egoer og ditto selvfølelser vade ind på mit kontor og skælde ud, råbe og smække døre lige i hovedet på mig uden at sige stop. Jeg tænkte, at en chef måtte vise empati og rumme den slags. Det er noget vrøvl. Jeg skulle have givet de pågældende en advarsel i stedet! Og jeg skulle ikke have sagt ja til opgaver, jeg ikke var klædt på til. Det kostede mig i sidste ende mit job, da jeg sagde ja til – i en presset situation – at skrive en leder om et emne, jeg intet anede om, og endte med at sende et udkast til tryk ved en fejl, der indeholdt dele af en andens tekst. Mit ansvar – og et jeg ikke skulle have påtaget mig. Men det fik jeg så lært på den hårde måde."

Hvor stor den del af din karriere har været planlægning, og hvor stor en del har været tilfældigheder?

"Jeg søgte målrettet over i journalistverdenen, fordi jeg elsker at formidle, og meget hurtigt (det tog blot fire måneder som fuldmægtig i et ministerium!) fandt ud af, at jeg ikke kunne holde ud at arbejde som embedsmand, da jeg blev færdig på universitetet.

Men det ville være synd at kalde det planlagt, for da jeg ikke lige kendte nogen i medieverdenen, var min strategi at skyde på alt, hvad der rørte sig. Jeg vidste, jeg var god til at skrive, så jeg sendte kronikker og debatindlæg ind i en lind strøm til forskellige aviser. De blev ret hurtigt optaget. Nogen på DR fik øje på dem. Så var jeg med i et radioprogram på P1. Det gik også godt, og da jeg så søgte min første stilling på Information som Europamedarbejder, så det ud som om, jeg havde skrevet en del og været "på" andre steder, og jeg fik en meget fin anbefaling med på vejen fra den redaktør, der havde haft mig i studiet på DR (hvilket han først fortalte mig flere år senere i øvrigt). Men i virkeligheden havde jeg kun været "i medierne" i ugerne umiddelbart før jeg søgte jobbet.

Min karriere tog fart, fordi mit arbejde og dermed jeg hele tiden blev "opdaget" – mest af ældre mandlige chefer, som var flinke til at forfremme mig. Jeg netværkede ikke en disse i starten. Det blev jeg faktisk bedre til, efter jeg senere mistede mit job. Indtil da gik det hele næsten af sig selv (og meget, måske også for, hurtigt); ud over at stige i graderne på først Weekendavisen og senere Berlingske væltede det også ind med jobtilbud om enorme og prestigefyldte (og interessante) stillinger fra resten af medieverdenen. Det var ren optur, men ikke særlig planlagt."

Hvad har været dit karrieremæssigt forbillede?

"Ulla Terkelsen – hun er ikke bare en fabelagtig formidler og en fagligt vidende, behageligt dannet udenrigsjournalist. Hun er også sjov, og endnu vigtigere: hun er fuldkommen usnobbet og elsker at modtage råd fra yngre mediefolk. Hun er fri for den uklædelige arrogance og lukkede selvtilfredshed, der desværre alt for ofte præger de store navne i dansk journalistik. Ulla kan simpelt hen godt lide nye ideer. Hendes nysgerrighed – en nødvendighed for en god journalist – begrænser sig ikke til stoffet, men også til mennesker, høj og lav."

Hvilken idé har du haft om din karriere, da du var yngre, som viste sig ikke at holde?

"Jeg fik altid at vide som yngre – helt fra 1. klasse til i midten af 30'erne at jeg simpelt hen var den bedste i min årgang. I skolen, hvor jeg fik topkarakterer, på gymnasiet og senere igen på universitetet, hvor det samme skete og hvor jeg givet var ulidelig selvglad og højtråbende (men dog altid, underholdende og aldrig ubegavet bilder jeg mig ind). Og da min mediekarriere startede, gik det også fra jeg var 26 til jeg var 36 som sagt over stok og sten. Sådan på Clement Kjersgaard-måden. Jeg kunne simpelt hen ikke forstille mig andet end, at jeg kunne blive lige præcist det, som jeg satte mig for. Det har ikke helt vist sig at holde stik. Men jeg kan på den anden side nå det endnu J"

BØRN SÆTTER KVINDERS KARRIERE TILBAGE 

Tror du, at kvinder bliver sat tilbage karrieremæssigt pga. barsel og børnepasning?

"Ja, det tror jeg. Men mindre i Danmark end så mange andre steder. I Danmark kan karriere lade sig gøre, hvis man selv vil. Dermed ikke være sagt, at der ikke er andre betydelige forhindringer, der har at gøre kultur, vanetænkning og kammerateri. Men ikke nødvendigvis snævert set med børnepasning."

Hvilket karriereråd vil du give videre til dine børn?

"Vær nysgerrig og meget, meget flittig. Og aldrig bange for at spørge om de ting, du ikke kan forstå. Behandl altid folk, som du selv gerne vil behandles. Ordentligt med andre ord. Men sæt ikke dit lys under en skæppe. "Lean In" som Facebooks COO Sheryl Sandberg siger i sin nye bog. Du skal ikke være bange for at stille krav. Den, der aldrig forlanger noget, kommer ingen vegne. Det gælder begge køn. Men lad være med at lade som om du ved besked med ting, du ikke aner noget om. Der findes en fordom, at det "gør mænd". Men det gør rent faktisk de færreste. Det er nemlig ikke smart, men bare dumt."