"Når folk siger, at det er min pligt som kvinde at få børn, siger jeg: Vrøvl, der er mennesker nok i verden"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var i Espergærde, hvor jeg er født og opvokset. Mine forældre har faktisk mit barndomshjem endnu. De eneste gange, jeg er flyttet som barn, er når mine søskende flyttede hjemmefra, og jeg flyttede til et af de bedre værelser, som blev ledige. Min mor var hjemmegående til jeg var ti år, og hun fik job på et bibliotek. Min far var ansat i et elektronikfirma. Jeg gik på ungdomsskolen, og det betød meget for mig. Det var et sted, hvor man kunne spille teater og lave rockmusicals. Vi brugte hele ferier på det og var også i Estland og Vietnam og optræde. Mine forældre har altid støttet mig og aldrig bedt mig om at tage en sikker uddannelse. I dag tror jeg på, at hvis man har noget at falde tilbage på, så falder man også.

Din levevej?

– Mine forældre lærte os at arbejde, og jeg har selv arbejdet, siden jeg var 12 år. Jeg har gået med aviser, været kassedame og stået på en fabrik og hældt parfume til kattebakker på flasker. Jeg elsker faktisk samlebåndsarbejde, for det er så befriende at slå tankerne fra, mens man arbejder. Jeg har i øvrigt også stået og solgt ærter på Kongevejen. Jeg var bare ikke hende, der fik 100 kroner af mine forældre til et par sko, for vi havde simpelthen ikke ret mange penge. Mine store søskende er begge cand.merc i dag, og de talte det lidt ned at være sproglig student, hvilket betød, at jeg valgte matematisk linje. Så skulle jeg have matematik på højt niveau, selv om jeg ikke var ret god til det. Jeg er heldigvis god til at lære udenad, så jeg lærte hele matematikbogen udenad, og det fik mig op på en nogenlunde karakter, selv om jeg ikke interesserede mig for det. Det ærgrer mig lidt i dag, at jeg ikke blev sproglig student.

– Jeg har altid villet være skuespiller, så jeg kom på Den Fri Ungdomsuddannelse efter gymnasiet. Her lærte jeg showdans, step, sang og skuespil, og det passede perfekt til mig. Jeg prøvede at komme ind på Statens Teaterskole fem gange, men jeg kom aldrig videre til andenprøven. Det var rædselsfuldt. Jeg ville det så gerne, at hele min krop gjorde ondt, men min præstation blev selvfølgeligt påvirket af, at jeg var lammet af nerver. I stedet kom jeg ind på en privat teaterskole, som var et godt sted, men det var udfordrende, da jeg var færdig. Det er for eksempel svært at komme til auditions, når man ikke har uddannelse fra Statens Teaterskole.

Hvad er dit livs omvej?

– Efter teaterskolen kæmpede jeg i to år for at få jobs, da der var en, der foreslog standup. Det lød ganske forfærdeligt, men da ingen havde villet kigge på mig i to år, lavede jeg noget materiale og optrådte til en vens barnedåb. Så gik det slag i slag, og jeg blev nummer tre til DM i standup. Jeg kom aldrig til at holde af det. Jeg er for følsom en blomst til, at jeg synes, at folk skal sidde og råbe i en sal, når jeg optræder. Der er mange fyre, der ikke synes, piger er sjove. Man kan se, hvordan de læner sig tilbage i sædet og krydser armene og tænker: "Åh nej, nu kommer der noget om heste". Mændene skal bare stille sig op og sige pik og patter, så er der nogen, der griner. Nej, jeg brød mig ikke om det, men jeg har stor respekt for kollegerne i branchen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at lave Odense Sommerrevy igen. Det startede egentlig med, at jeg lavede Tjenesten i radioen, og så kom vi over på DR2, hvor det blev sendt klokken 22.30, og ingen så det. Samtidig sad jeg og skrev rundt til alle revyer i Danmark, om de kunne bruge mig, men jeg fik nej fra alle, der gad svare. Kort efter ringede Martin Miehe-Renard og spurgte, om jeg ville lave Bornholmerrevyen. Han havde set Tjenesten i tv. Til gengæld havde han åbenbart ikke set, at jeg allerede havde skrevet et brev til dem og spurgt – og fået nej.

– I dag er jeg begyndt at fokusere mere på film, blandt andet at skrive mine helt egne filmmanuskripter. Jeg er i gang med at dreje min karriere i en ny retning, for jeg har lavet revy i snart 10 år, og jeg er klar til at lave noget andet og vække min passion til live igen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg kommer aldrig til at holde af det, og jeg lærer aldrig at forstå, at nogen vil være kendt for at være kendt. Hvis du går ind i en almindelig folkeskoleklasse, vil 60 procent af børnene gerne være kendt. Hvorfor skulle du ønske dig, at folk står og kigger ned i din indkøbskurv og snakker til dig i lægens venteværelse, fordi du er kendt?

– Folk tror, at du er rig, når du har været i tv, og kan drukne dig i Chanel og kaviar. Det er et misvisende billede af branchen. Det er kun to procent af danske skuespillere, der har det sådan. Resten af os knokler hele ugen inklusive søndag aften uden tillæg for at få det hele til at hænge sammen. Du skal ikke blive skuespiller, hvis du tror, det er den nemme vej til lette penge og den røde løber.

– Jeg kan ikke have dårlige dage som kendt. Da min morfar døde, skulle jeg hjem med toget, lige da hans respirator var blevet slukket. Pludselig kommer der en og siger: "Smiiiiil, Vicki Berliiiiiin." Jeg var lige ved at rejse mig og sige: "Nej, min morfar er lige død. Er det okay, at jeg er lidt ked af det?"

– Det underligste ved at være kendt er, at folk altid drikker af min drink, når jeg er i byen. De første par gange, det skete, troede jeg, det var et tilfælde. Nu er det sket så mange gange, at jeg pr refleks tager sugerøret ud af min drink.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg er gift med Nikolaj Tarp. Vi mødtes, da jeg lavede Tjenesten på tv, som han instruerede. Faktisk var jeg på det tidspunkt forlovet med en anden, men han havde det svært med, at jeg blev mere og mere kendt, og han bare var Vicki Berlins kæreste. Det var begyndt at køre lidt skævt mellem os, da jeg en dag fik en SMS fra Nikolaj, som sad og så Tjenesten med sine forældre. De syntes, jeg var så bedårende, så han skrev, "man skulle tro, det var dem, der var forelsket i dig." Jeg skrev tilbage og spurgte, om jeg havde læst rigtigt, at han var forelsket i mig. Det var han. Tre-fire måneder senere var vi kærester, og året efter blev vi gift. Vi passer rigtig godt sammen, fordi vi lytter til hinanden, og jeg har faktisk aldrig oplevet, at det har været et problem, at vi arbejder sammen. Privat kan vi skændes så højt, at vores hund, Walter, løber ud i haven og gemmer sig under en busk. Det knuser mit hjerte, hver gang han gør det. Men arbejdet skændes vi aldrig om.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend”

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg er meget spirituel, men ikke religiøs, for jeg tror ikke på en gud. Men jeg tror på, at vi alle har hjælpere, og at der er nogen, der holder hånden over mig. Man skal bare lytte. Jeg tror også på spøgelser, og nogle gange er jeg kommet til at sige det højt derhjemme, men det bliver jeg aldrig enig med min mand om. Når jeg ser dem gå forbi udenfor, ryster han på hovedet af mig. Heldigvis har jeg en ven, som er meget spirituel og hver uge mødes med andre spirituelle. Han har sagt, at jeg må komme med, når jeg er parat til det, men det er jeg ikke endnu. Jeg er vist stadig novice på det felt.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg er typen, der kører, til håndbremsen knækker. Jeg tror altid, at jeg er den stærke, der kan klare alt. Jeg skal blive bedre til at sige nej, for ellers slider jeg mig selv op. Jeg får det, jeg kalder freelancesyge, hvor jeg siger ja til alt, fordi jeg er så bange for, at jeg ellers ikke bliver spurgt igen. For et halvt år siden blev det for meget, og jeg var nødt til at sige ja til mindre. Jeg havde prøver om dagen og spillede forestillinger om aftenen. Til sidst kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde været henne, hvem jeg havde siddet på garderobe med sidst. Hjernen var fyldt op, og jeg kunne knap nok trække vejret til sidst. Samtidig var jeg nødt til at trække det økonomiske læs, hvis vi skulle kunne klare os. Til sidst kunne jeg ikke rigtig komme ud af døren og møde mennesker. Gråden lå hele tiden i halsen og bag øjenlågene. Så begyndte jeg at sige nej og få luft. Det gør også ondt, når økonomien halter, men det er en anden slags stress, når man ikke kan betale regninger. Jeg er på vej til at blive glad igen, men det tager mere end fem minutter at komme ud af otte års stress. Jeg slæber det stadig med mig, og jeg kan stadig få paniklignende anfald.

Hvilken vej bor du på nu?

– Da jeg mødte Nikolaj, boede jeg i Valby, hvor jeg hilste på grønthandleren, og det elskede jeg. Så fik vi vores basset, Walter, som ikke er så glad for trapper. Derfor flyttede vi til Hvidovre, hvor vi bor tæt på skov og sø. I starten var jeg vildt ked af at bo der, mest af alt fordi jeg havde været så glad for Valby. Men nu har vi boet der i fem år, og jeg er blevet glad for det. Vi har også fået to ruhårede minigravhunde, Gustav på fem og Fido på to år. Jeg elsker hunde, men de er ikke en erstatning for børn. Jeg har altid gerne villet have hund og i det hele taget være tæt på dyr, men jeg har aldrig ønsket mig børn. Folk har altid sagt til mig: Bare vent til du bliver 30 år. Men der skete intet, da jeg blev 30 år. Næste gang bliver jeg 40, og der er stadig intet, der banker på. Jeg er selv vokset op i total tryghed og omsorg, og mine børn skal ikke have andet end det. Ingen børn skal sidde og kede sig på et teater til klokken tolv om natten. Når folk siger, at det er min pligt som kvinde at få børn, siger jeg; vrøvl, der er mennesker nok i verden. Dyr er mere mig, og jeg ville faktisk også gerne have køer, høns og grise en dag. Jeg vil omgives af dyr, for de er så ærlige. Faktisk kan jeg bedre lide dyr end mennesker, for jeg kan godt komme i tvivl om, hvad folk siger bag min ryg. Dyr er aldrig falske.