Efter 20 sæsoner: Vild med dans-dommer stopper
Når TV 2 vender tilbage med den 21. sæson af "Vild med dans" til efteråret bliver det uden en af programmets mest erfarne dommere
Når danseparrene til september træder ud på de bonede gulve i det populære TV 2-program "Vild med dans," bliver det uden Anne Laxholm ved dommerbordet til at bedømme deres præstation.
Den 72-årige dansedronning har nemlig besluttet sig for at stoppe og lade nye kræfter komme til, når den 21. sæson af programmet begynder.
"Jeg er blevet kontaktet af produktionen, men har valgt at sige fra i år, da jeg synes, tiden er kommet til at lade nye kræfter tage over," siger hun til Billed-Bladet.
Anne Laxholm har været en fast del af programmet siden begyndelsen i 2005, og har på imponerende vis aldrig været fraværende en eneste gang siden.
Hun var også nærmest selvskrevet som dommer, da hun og hendes mand, Hans-Henrik Laxholm, blev de første danske verdensmestre i standarddans.
Over Billed-Bladet fortæller Anne Laxholm, at hun endnu ikke har besluttet, hvad hendes fredage nu skal bruges på, men hun er i hvertfald sikker på, at det bliver rart ikke at have faste fredagsplaner for første gang i mange år.