"Det kommer bag på mig, hvor mange mennesker der vil bruge deres syge børn til at få kontakt til mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Min barndoms gade ligger i Marienlyst på Falster 100 meter fra havet. Den vej minder mig mest om hav og brombær. Alle andre tager sko på, når de skal den vej til stranden, men jeg kender stadig hver en sten så godt, at jeg kan tage turen på bare tæer. Jeg var en lille gnom og en bandit, og jeg gik på seks forskellige skoler, men jeg blev vist smidt ud af dem alle. Jeg var ikke altid enig i deres måde at undervise på. Jeg syntes også, der var så meget andet, der var vigtigere end at gå i skole. At blive buret inde i et klasselokale var bare ikke mig, og jeg var bestemt ikke en stille pige. Jeg kan egentlig godt forstå, at de var trætte af mig. Det endte med, at jeg tog 9. klasse på en efterskole, og det var det bedste år i mit liv.

Din levevej?

– Jeg ville egentlig være stewardesse ligesom min mor. Hun lærte mig og min lillebror, fra vi var små, at Danmark er lille, og verden er stor. Vi rejste meget sammen, og hun var god til at tage os ned af de små gader i fremmede byer. Vi spiste med de lokale i både Thailand og New York, så jeg er kommet til at kende verden på en meget lokal måde. At rejse har altid været min hobby, og det ville jeg gerne kombinere med et arbejdsliv. Da jeg ikke blev stewardesse, fik jeg ønsket opfyldt alligevel som model. Det passer mig også fint at slappe af på en flyver i stedet for at arbejde på en.

– Som helt ung i starten af 00'erne var jeg med i en del musikvideoer for folk som Nik og Jay og Jokeren. Der var nogle fotografer, der fik øje på mig og sendte mig ind på et modelbureau. Jeg havde ret mange piercinger dengang, men Bente, som havde bureauet, sagde til mig, at jeg kunne komme til at tjene gode penge, hvis jeg "tog jernet ud af hovedet". Så gik det hurtigt. Jeg fik lavet nogle testskud, og tre uger efter lavede jeg kampagne for Dior i Paris. Da jeg blev 17-18 år ville jeg faktisk gerne have taget en uddannelse, for jeg savnede at vide noget om kultur og historie og at lære dansk. Men jeg var allerede kommet så langt væk fra det og var begyndt at tjene penge som model. Nogle gange planlagde jeg, at jeg ville melde mig ind på HF, men jeg boede altid i et andet land, eller der kom noget andet i vejen. Og jeg var bestemt ikke typen, der kunne have klaret det som selvstudium. En eller anden dag skal jeg dog nok komme tilbage på skolebænken.

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– Jeg lavede Kvægræs på TV2 Zulu og derefter et datingshow på samme kanal, da jeg blev inviteret til en casting til værtsrollen på Vild med dans. Det foregik på Det Kongelige Teater. De havde inviteret otte kvinder ind – og det var udelukkende dejlige damer. Nogle af dem var endda etablerede navne. Jeg var ret sikker på, at de bare havde inviteret mig med som fyld, fordi de skulle have otte med. Jeg havde terpet så meget på manuskriptet, at jeg endda kunne Claus' (Vild med dans-vært Claus Elming, red.) replikker. Nu er jeg i gang med min femte sæson, og jeg elsker det. Jeg har danset hele mit liv. Som barn mest med min mor hjemme i køkkenet, men derudover er jeg altid den første på et dansegulv.

– I Vild med dans siger vi altid, at deltagerne er på en rejse, man kan måske godt blive lidt træt af det udtryk, men det er virkelig fantastisk at være vidne til fra første parket. Deltagerne tror, de bare skal ind og lære at danse, men det er så meget mere. Dans er frigørelse af endorfiner, og det kan gøre meget ved mennesker over længere tid. Den største forvandling, jeg har været vidne til, var Allan Simonsen. Han kom ind som en legende, selv om han var lidt en stille mus i klassen. Han var udsat for noget, der mindede om voksenmobning fra pressen, selv om de elskede, at han var der. Alligevel lod han sig slet ikke påvirke af det. Han var fløjtende ligeglad, bare han kunne komme ned og træne og danse. Det var et tydeligt eksempel på hvilken livsglæde, dans medfører.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Heldigvis er det aldrig negativt. Jeg tror, det var vildere for mig at være på forsiden af modebladene som 18-årig. Dengang følte jeg mig virkelig offentlig, så da mit navn også blev offentligt senere, føltes det ikke så slemt. Folk er altid søde, og der er i hvert fald ingen, der har spyttet på mig indtil videre. Jeg må dog indrømme, at det kommer bag på mig hvor mange mennesker, der vil bruge deres syge børn til at få kontakt til mig eller komme ind til Vild med dans. Folk skriver og spørger, om jeg ikke vil komme til Jylland og drikke en kop kaffe, fordi de har en syg datter. Jeg kan tydeligt mærke forskel på, om det er et ægte ønske fra et barn, eller om det bare er forældrene, der synes, det kunne være sjovt, hvis jeg kom forbi. Tænk at nogle vil bruge en tragisk situation til at skaffe sig adgang til den slags. Det er sgu lidt usmageligt. Til gengæld må jeg indrømme, at hvis jeg får en takkemail fra en familie, som ser Vild med dans fra en stue på Rigshospitalet, så kan jeg godt finde på at skrive og invitere dem med til en generalprøve på programmet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Rasmus, som jeg også mødte på et dansegulv. Han var en DJ, hvis musik jeg havde lyttet meget til. Jeg stod på dansegulvet, mens han spillede, og på et tidspunkt tilbød jeg ham at låne min lighter. Senere mødtes vi til en fest, hvor jeg kom til at sidde ved siden af ham. Jeg skulle tisse rigtig meget, men jeg holdt mig i meget lang tid, fordi det var så dejligt at sidde ved siden af ham. Så inviterede han mig på middag. Jeg frygtede lidt at komme hjem til sådan en DJ, som lugtede lidt af hovedpude og med en lejlighed fuld af pizzabakker, men jeg kom hjem til en pæn lejlighed på Islands Brygge, hvor Rasmus stod iført pænt tøj og forklæde med rødvinen parat, og der duftede af kylling. Det siger nok en del om mig. Jeg kan godt lide det skæve og frie i livet, men også det pæne. Jeg er en god blanding af begge dele, og et retvisende billede af mig er, at jeg sidder i en pæn Vild med dans-kjole og ruller en smøg.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg skulle engang vælge, om jeg ville tjene rigtig mange penge på at være model for et russisk pelskatalog eller stå ved mig selv og min holdning, at jeg ikke synes, det er ok at gå med pels. Det var en beslutning, der trak tænder ud, for det var rigtig mange penge. Men jeg måtte gøre op med mig selv, hvor meget mit standpunkt var værd. Jeg synes stadig ikke, det er i orden at gå med pels, for selv om man køber en god pels fra dyr, som har haft det godt, så vil andre blive inspireret til også at købe en pels, og den kommer måske fra dyr, der ikke har haft det godt.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mor, der bestemmer! I perioder er jeg dog ikke så meget hjemme. Jeg er til gengæld god til at være der, når jeg er. Min far var også selvstændig, og jeg kan huske, at jeg ikke altid følte mig så set og hørt af ham, fordi han tit var mentalt på arbejde, og mor var ude at rejse. Man tænker jo over, hvad man selv vil give videre, når man får børn. Så jeg har besluttet, at jeg laver rigtig meget af mit arbejde på cafeer, hvor jeg sagtens kan ordne mails, kalender og telefonopkald, men så er jeg til gengæld ikke på arbejde, når jeg kommer hjem.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Ud over at jeg er på vej ud for at drikke en kop kaffe med en god veninde, så har jeg på det seneste fået lyst til at designe nogle fine og funktionelle ting i bæredygtigt materiale. Jeg kan dog ikke sige så meget mere om det. Jeg er ikke så god til at sætte mig karrieremål, og jeg har aldrig drømt om at blive direktør for en stor virksomhed. Jo mere man jagter målene, desto længere væk er de. Jeg har også altid været så pisseforkælet, at det hele kom til mig.