Villa Copenhagen er Københavns nye luksushotel, hvor alle er velkomne
Københavns nye luksushotel Villa Copenhagen har endelig slået dørene op efter tre års istandsættelse. Og det er ikke kun for turister, men også for lokale københavnere.
Solen skinner igennem det imponerende glastag og rammer de marmorbelagte overflader, hvor klirrende champagneglas står side om side. Luksuriøst interiør med et moderne skandinavisk touch blandet med velbevarede historiske elementer og en DJ på balkonen, der spiller bløde toner, danner rammen for Villa Copenhagens courtyard, der er indrettet af designerne bag Shamballa Jewels.
ALT.dk var inviteret til åbningen af det eksklusive hotelimperium Villa Copenhagen, der ligger i den gamle Centralpostbygning fra 1912 og er ejet af den norske hotelkonge, Petter Stordalen.
Hans store armbevægelser og farverige sind skinner igennem på hotellet, som ikke kun skal rumme velhavende turister, men også lokale københavnere, fortæller Petter Stordalen til ALT.dk.
”Min drøm med Villa Copenhagen er, at det skal være et mødested. Man skal kunne komme ind fra gaden og føle, at der er en dejlig atmosfære. Normalt er luksushoteller forbeholdt rige mennesker, men her må man gerne tage sin computer med og sidde at arbejde og kun købe en kaffe. Alle er velkomne på mit hotel,” lyder det fra hotelkongen.
Selvom hotellet har en bæredygtig tilgang til rengøring, madspild og brug af plastik, er der ikke sparet på noget. Blandt andet er der en imponerende courtyard, man kan hænge ud i, og en 25 meter lang rooftop pool med glinsende vand, man kan hoppe i – og som selvfølgelig er opvarmet.
Hele herligheden har kostet intet mindre end 1,7 milliarder og åbnede for offentligheden den 1. juli 2020.
Du kan læse meget mere på deres hjemmeside og booke en overnatning her.