Efter 40 dates: ”Jeg er blevet mere hård følelsesmæssigt”

For otte år siden oprettede jeg en profil på et datingsite for første gang. For mig skulle der ske noget nyt, og jeg havde behov for et supplement til det at gå i byen. Og med netdating bliver ens søgefelt udvidet. På en grå tirsdag aften eller tømmermandsramt en søndag eftermiddag med en frysepizza i skødet, kan jeg sidde i ro og mag og søge ud fra mine personlige præferencer.

Siden har jeg været på omkring 40 dates, hvor det har været via et datingsite med folk, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg er 31 år og har haft tre længerevarende forhold. Sammenlagt har jeg været single i knap 10 år, siden jeg som helt ung for alvor tog fat på kærlighedslivet.

LÆS OGSÅ: Derfor liker jeg dig ikke på Tinder

Jeg har i perioder skrevet med flere fyre på én gang. Hurtigt har jeg dog fået en fornemmelse af, hvem jeg har haft lyst til at mødes med. Men jeg synes, det er et af de lidt mere ucharmerende træk ved netdating, at du spiller på flere heste, end du normalt ville gøre. Omvendt er det at mødes med en fremmed og drikke kaffe ikke nok til, at du nødvendigvis skal være "tro", synes jeg. Nogle weekender har jeg været på to dates, og selvom det ikke decideret har givet mig en god smag i munden, så synes jeg, at det har været helt ok, når det har været så tidligt i forløbet med fyrene, og du ikke har involveret dig yderligere.

Når man går på så mange dates, som jeg gør, kan det godt blive sværere at give den enkelte fyr en chance. Det bliver sådan lidt zappe-agtigt, hvor man bliver meget hurtig til at vælge til og fra. Det bevirker, at jeg – om jeg vil det eller ej – får opbygget sådan en form for tjekliste over, hvad en partner skal leve op til, og hvis jeg glemmer at tage mig selv i det og lave et realitetstjek, kan det hurtigt gå hen og bliver en hæmsko i jagten på kærligheden. Man kommer hurtigt til at vælge potentielle emner fra, fordi man bare kan bladre videre i profilerne. På Tinder bladrer man jo decideret på en meget kynisk måde. Jeg kan godt føle, at jeg bliver lidt afhængig af det – ligesom i den gamle danske film, hvor de synger "Der kommer altid en sporvogn og en pige til", her bare med mænd.

De krav, jeg stiller til mænd, er blevet højere, først og fremmest fordi, tror jeg, at jeg dybest set kan det meste selv. Jeg kan dyrke min familie, mine venner, mine hobbyer og mit arbejde. Og jeg kan endda få børn selv, selvom det nok ville være hårdt og ikke er noget, jeg personligt ønsker at gøre alene. At jeg bare kan bladre videre i profiler, har uden tvivl også været med til at gøre mig kræsen. Særligt når det er muligt at sortere helt ned i detaljen; så meget må han veje, dén hårfarve skal han have osv. Ting, som jeg ikke ville gå så meget op i ude i den virkelige verden, hvis bare han havde en skøn personlighed. Men det når man ikke altid at overveje, før man har swipet videre til næste profil.

Når jeg sidder ude i den virkelige verden på en bar, så spotter jeg måske fem potentielle fyre på en aften, hvor på netdating kan jeg snildt nå at bladre måske tredive mænd igennem. Datingsites bliver sådan et ekstrem i forhold til det naturlige møde, men er også blot et resultat af den teknologiske udvikling i dag som så meget andet og "den nye normal".

For otte år siden, da jeg første gang stiftede bekendtskab med netdating, var der rigtig mange, der indledte deres profiltekster med nærmest at undskylde for, at de overhovedet havde oprettet en profil. Det er i dag, ikke mindst takket være populære apps, blevet en mere anerkendt måde at møde hinanden på, og jeg kender en del par, der har mødt hinanden via netdating, men de fleste foretrækker stadig at gå lidt stille med dørene omkring det.

Jeg søger kærligheden, men værner samtidig meget om min frihed, og jeg har oplevet, at det kan være lige så svært at gå ind i et forhold, som det er at gå ud af et forhold. For det handler om, at du skal kunne omstille dig og vænne dig til en ny tilværelse. Jeg har kunnet mærke, når jeg har været på vej ind i et forhold, at jeg kan få sådan en panikfølelse over, at nu lukker og slukker jeg for den tilværelse, jeg har været vant til. Så kan jeg få en absurd trang til pludselig at blive galleriejer i New York eller storvildtjæger i Afrika – for at komme væk fra den følelse af at skulle gå ned i gear med én person. Og jeg synes, at det med alderen bliver sværere og sværere at give slip på sine egne vaner og rutiner. Så jeg tror ikke, jeg nødvendigvis bliver mindre kræsen. Men til trods for swiping-kulturen kan jeg mærke, at jeg også – heldigvis – slækker på de mere overfladiske præferencer, fordi du hen ad vejen lærer, hvilke værdier, der har betydning, at dine egne ønsker til tilværelsen kan ændre sig, og at kærligheden i øvrigt kan komme fra helt uventet kant.

Hånden på hjertet, så har jeg aldrig haft en dårlig date i den forstand, at jeg er løbet skrigende bort, gået derfra og har tænkt 'idiot' eller 'den her time, får jeg aldrig igen', men jeg har oplevet skuffelse, når jeg gennem mit skriveri med en fyr har fået opbygget en hel person i hovedet - en kemi -, som så ikke altid passer helt på den person, jeg møder på kaffebaren. Det gør det ikke til en dårlig date - du kan jo stadig have det rigtig hyggeligt. Og måske bliver du endda glædeligt overrasket. Men det siger noget om, at kemi bedst opleves i den virkelige verden. Så du finder folk online, men du møder dem først, når du går på en date og rykker relationen ud af netdating-konteksten. Derfor foretrækker jeg også at mødes relativt hurtigt, hvis først der er gensidig interesse online.

Noget af det positive, jeg har lært af at være på så mange dates, er, at sætte mig ned og snakke med et fremmed menneske i en times tid. Der er ikke længere pinlig tavshed og nervøsitet fra min side. Det har virkelig været et studie ud i at konversere. Og det er der mange, der kunne lære noget af. Men jeg får stadig sommerfugle i maven, inden en date.

Selvom jeg ikke har oplevet en dårlig første date, så har jeg oplevet mange dårlige forløb. Jeg har både selv måttet afvise, hvilket jo aldrig er rart, og jeg har omvendt mødt en del fyre, hvor jeg var interesseret, men i sidste ende er blevet afvist af dem. Jeg har også oplevet at en del af de nye forhold, jeg har haft pludselig har fået en eller anden form for brat eller uafklaret afslutning, hvor jeg har stået og blafret med spørgsmål. Og det har været hårdt, fordi jeg har involveret mig og været glad for endelig at være kommet videre med et forhold, og så som i et spil Ludo er blevet slået tilbage til start. Men jeg er efterhånden blevet mere hærdet af at blive brændt og har fået et mere køligt forhold til både at give og få et nej tak. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det og synes, at de mænd, der ikke vil mig, er nogle klaphatte, men jeg har også nået et punkt, hvor jeg har det sådan lidt; hvis du ikke vil mig, så vil jeg jo heller ikke dig. Lysten til at være sammen skal gå begge veje, og forholdet skal være ligeværdigt.

På den måde er jeg blevet mere hård følelsesmæssigt af at date. Jeg kender gamet og ved, hvad det handler om. Men jeg er et menneske – ikke en følelseskold terminator - og jeg bliver påvirket, når det hele, efter at jeg har sat mig ind i et andet menneske liv og involveret mig, bliver tabt på gulvet. Hver gang har jeg skullet bruge noget tid på at restituere.

En anden sideeffekt ved at have været single i så lange perioder, som jeg har, er, at jeg føler, jeg til tider udlever en rolle som "den underholdende single" og "den evige single". Dating er uden tvivl sjovt og spændende. Men man kan godt blive træt af altid at være den, der har en ny historie, fra et langt liv ved datingfronten, oppe i ærmet. Eller at være den, der igen kommer løbende og har et nyt datingforløb, der skal dissekeres og analyseres, fordi det endnu engang er gået i vasken, og man hænger med næbet. Jeg er nået dertil, hvor jeg drømmer om at springe et halvt år frem i et parforhold og få overstået hele den der spændingsperiode i starten af forholdet, hvor du er helt høj på amoriner, men hvor usikkerheden også hele tiden ligger og lurer. Jeg ved godt, at der ingen garantier er – heller ikke når du er i et fast forhold, men jeg vil gerne nå hen til stabiliteten, hvor man kan se hinanden i øjnene og sige "jeg elsker dig", "jeg vil dig" og "jeg tror på os". For det er en rutsjetur uden lige i begyndelsen af nye bekendtskaber, hvor jeg satser hele butikken hver gang og giver en stor bid af mig selv.

Jeg oplever, at det generelt er svært at finde ægte kærlighed i dag. For mig er udfordringen ikke den første kontakt – at tage initiativ til eller blive adspurgt, om man vil med på date. Men at få det til at fungere på sigt, er det svære. For det er spændende at møde nye mennesker, men på et tidspunkt går der også sure sokker og opvask i den og spørgsmålet omkring, hvad er dine og mine værdier, hvad har vi af fremtidsdrømme, og er vi overhovedet et match, kommer uundgåeligt på et tidspunkt. Det er dét, der er svært. Og i dag er de fleste i den her del af verden først og fremmest sammen pga. kærligheden – ikke fordi man har brug for at blive forsørget osv., så forventningerne til den helt store kærlighed er ekstra presset.

Tosomheden mangler jeg meget i mit liv. Jeg savner en at komme hjem til, en at dele stort og småt med. At have en ven, som også samtidig er min elsker. Helt grundlæggende er man som menneske alene. Man kommer hertil alene og tager herfra alene. Det er et livsvilkår. Og det er på mange måder et privilegium at være alene. Men jeg tror, vi er skabt som flokdyr, vi har brug for hinanden. Det tror jeg ikke alverdens muligheder for at klare sig selv kan ændre på. Og jeg ser stadig mine singleperioder som et intermezzo.

Violas rigtige navn er kendt af redaktionen.

Du kan også læse om, hvorfor det er blevet sværere at finde kærligheden her.

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at dit forhold går ned ad bakke

LÆS OGSÅ: Her er de 11 typer mænd, du møder i byen, og hvor du møder dem

LÆS OGSÅ: "Jeg troede, at jeg var god til at date"