Vivi gik ned med stress som dagplejer. I dag er hendes liv vendt 180 grader

Møbler i alle aldre, lysekroner og en montre med hjemmelavede flødebollekager. Happie Cafe & Butik i Hjørring er en eksplosion af farver, indtryk og en varm atmosfære, der nærmest omslutter gæsten.

"Det er rigtig godt for mig at være her, for herinde er der bare magisk!"

Sådan siger kvinden, der rækker hånden frem til goddag, og hvis hele væsen smiler. Vivi Harbo er indehaver af Happie Cafe & Butik, og ligesom sin cafe er hun glad og farverig, men der var engang, hvor Vivis liv var (gået i) sort.

"Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive glad igen, siger den nu 50-årige nordjyde."

Før hun fik sin cafe, var Vivi dagplejemor. Egentlig har hun altid drømt om at have en cafe, men da hun var enlig mor, valgte hun at arbejde hjemme for at kunne være hos sin søn Victor.

"Jeg er et hjertemenneske, men der kom så meget, der skulle dokumenteres, og jeg ville bare gerne være sammen med børnene og helst udenfor. Det var en periode med meget uro i mit liv. Jeg var lige blevet skilt fra faren til min yngste søn, Bertil, og jeg havde mærket en træthed, som ikke ville gå over. Da jeg troede, at jeg havde fået influenza, meldte jeg mig syg, og fra den dag var det slut med at være dagplejemor," fortæller Vivi.

Græd i to år

Vivi endte med at være sygemeldt i to år. En tid, der står i en døs for hende, fordi hun ofte slet ikke kom i tøjet, men blot kom igennem dagene. Klarede at tage sig af sine to drenge, der dengang var et og 13 år.

"Jeg føler ikke, at jeg lavede andet end at græde i to år. Alt var sort! Jeg havde ikke et stort netværk, men jeg har to gode veninder, der kom med aftensmad. Havde jeg ikke haft dem, så ved jeg ikke, hvordan det var gået," erkender Vivi.

Hun begyndte at savne sit gamle jeg: Glade Vivi, der så lyst på livet.

"Jeg begyndte at mærke mig selv igen og valgte at få noget massage. En dag, da jeg lå hos massøren, så jeg en lille knappenål af lys i alt det sorte, som jeg følte, at mit liv var. Jeg bliver helt rørt nu, hvor jeg fortæller om det," siger Vivi og holder en pause, før hun tilføjer:

"Da jeg så den lille prik med lys, tænkte jeg, "Det skal nok gå!""

Vivi begyndte at gå ture ved Vesterhavet. Langs det brusende hav, med fokus på horisonten og den ene fod foran den anden fik hun langsomt mod på livet igen.

"Havet – det kan virkelig noget! Ude ved havet mærker jeg ikke de begrænsninger, som jeg føler herinde i byen, og som sidder her..."

Vivi klapper på sin skulder for at illustrere, at begrænsningerne også er i hende selv. Mindre i dag end dengang, fordi hun i dag har sit Happiested.

Drømmen om en cafe med butik har altid ligget i Vivi, men på hendes vej tilbage til lyset blev den vækket. Vivi mødte en sjæleven, der også havde brug for støtte til at komme videre.

"Vi mødtes på biblioteket en gang om ugen og talte om vores drømme. For sjov begyndte jeg at undersøge, hvad jeg skulle bruge til at indrette en cafe. Jeg kontaktede folk, og de begyndte jo at vende tilbage."

Vivi griner og medgiver, at hun nærmest lokkede sig selv til at åbne en cafe. På et ubevidst plan vidste hun, at det var det, hun skulle.

"Da jeg blev vist lokalet her, og ejeren gav mig nøglerne, så jeg selv kunne gå og mærke, om det var stedet for mig, følte jeg en stor taknemlighed over at få vist sådan en tillid. Min veninde sagde, "Det kan du sagtens. Det er jo bare penge" – og selvom jeg var bange, så handlede jeg på følelsen. Jeg havde ikke noget at miste," fortæller Vivi.

Stille og roligt blev glæden en del af Vivis liv igen med cafeen, som fik navnet Happie.

"Jeg ved, at mange synes, at jeg er naiv, når jeg siger, at glæden i livet er det vigtigste, men sådan er det for mig. Jeg elsker at låse mig ind her i cafeen om morgenen, for det her er ikke et arbejde: Det er mit liv."

Alt er til salg

Sådan er det blevet, men Vivi husker tydeligt den dag, hun åbnede døren til sin cafe – og sit nye liv. Ville det briste eller bære?!

"Jeg havde haft brunt papir på vinduerne frem til åbningen, og jeg havde ikke lyst til at fjerne det. På åbningsdagen kunne jeg ikke lide at sætte mine gadevarer ud. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle fylde. Jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle fylde, siger hun med et eftertænksomt smil."

I dag er der borde, stole og masser af gadevarer uden for Happie Cafe & Butik. Vivi har givet sig selv lov til at fylde, og hun nyder at have sit eget.

"Jeg vidste, at jeg ville have et sted, hvor alt undtagen disken og mig er til salg. Jeg sætter selv møblerne i stand hjemme i stuen, og det er godt for mig at skabe noget. Da min søn var yngre, stod jeg og hørte musik og malede inde i stuen, når han var lagt i seng," fortæller Vivi med smil i øjnene.

I dag har Vivi en kæreste, men bor alene med Bertil, der er 11 år. Hans storebror er voksen og bor i Aarhus, og Vivi bruger de fleste af sine vågne timer på Happie.

"Jeg tror ikke, at jeg have turdet at åbne cafeen i dag, for dengang var jeg helt nede, og så er der kun én vej op. Nu føler jeg, at jeg er midt i det hele, og jeg har jo alt det her..."

Hun smiler og ser sig om i cafeen, før hun siger:

"Nu har jeg noget at miste, så nu kan det gå op og ned. Dengang var det ikke farligt at kaste sig ud i det, for det kunne kun gå opad, og det gjorde det jo. Mine ture ved havet har lært mig, at der altid er en løsning!"

Find Vivis Happie - Cafe & Butik her.

Læs også

Line Hoffmeyer: ”Jeg tror aldrig, der har været en dag, hvor vi ikke har elsket hinanden”

"Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive glad igen, siger den nu 50-årige nordjyde."

Før hun fik sin cafe, var Vivi dagplejemor. Egentlig har hun altid drømt om at have en cafe, men da hun var enlig mor, valgte hun at arbejde hjemme for at kunne være hos sin søn Victor.

"Jeg er et hjertemenneske, men der kom så meget, der skulle dokumenteres, og jeg ville bare gerne være sammen med børnene og helst udenfor. Det var en periode med meget uro i mit liv. Jeg var lige blevet skilt fra faren til min yngste søn, Bertil, og jeg havde mærket en træthed, som ikke ville gå over. Da jeg troede, at jeg havde fået influenza, meldte jeg mig syg, og fra den dag var det slut med at være dagplejemor," fortæller Vivi.

Græd i to år

Vivi endte med at være sygemeldt i to år. En tid, der står i en døs for hende, fordi hun ofte slet ikke kom i tøjet, men blot kom igennem dagene. Klarede at tage sig af sine to drenge, der dengang var et og 13 år.

"Jeg føler ikke, at jeg lavede andet end at græde i to år. Alt var sort! Jeg havde ikke et stort netværk, men jeg har to gode veninder, der kom med aftensmad. Havde jeg ikke haft dem, så ved jeg ikke, hvordan det var gået," erkender Vivi.

Hun begyndte at savne sit gamle jeg: Glade Vivi, der så lyst på livet.

"Jeg begyndte at mærke mig selv igen og valgte at få noget massage. En dag, da jeg lå hos massøren, så jeg en lille knappenål af lys i alt det sorte, som jeg følte, at mit liv var. Jeg bliver helt rørt nu, hvor jeg fortæller om det," siger Vivi og holder en pause, før hun tilføjer:

"Da jeg så den lille prik med lys, tænkte jeg, "Det skal nok gå!""

Vivi begyndte at gå ture ved Vesterhavet. Langs det brusende hav, med fokus på horisonten og den ene fod foran den anden fik hun langsomt mod på livet igen.

"Havet – det kan virkelig noget! Ude ved havet mærker jeg ikke de begrænsninger, som jeg føler herinde i byen, og som sidder her..."

Vivi klapper på sin skulder for at illustrere, at begrænsningerne også er i hende selv. Mindre i dag end dengang, fordi hun i dag har sit Happiested.

Drømmen om en cafe med butik har altid ligget i Vivi, men på hendes vej tilbage til lyset blev den vækket. Vivi mødte en sjæleven, der også havde brug for støtte til at komme videre.

"Vi mødtes på biblioteket en gang om ugen og talte om vores drømme. For sjov begyndte jeg at undersøge, hvad jeg skulle bruge til at indrette en cafe. Jeg kontaktede folk, og de begyndte jo at vende tilbage."

Læs også

Karen Mukupa: ”Jeg har en erfaring og et bullshit-filter, som kun kommer med alderen”

Vivi griner og medgiver, at hun nærmest lokkede sig selv til at åbne en cafe. På et ubevidst plan vidste hun, at det var det, hun skulle.

"Da jeg blev vist lokalet her, og ejeren gav mig nøglerne, så jeg selv kunne gå og mærke, om det var stedet for mig, følte jeg en stor taknemlighed over at få vist sådan en tillid. Min veninde sagde, "Det kan du sagtens. Det er jo bare penge" – og selvom jeg var bange, så handlede jeg på følelsen. Jeg havde ikke noget at miste," fortæller Vivi.

Stille og roligt blev glæden en del af Vivis liv igen med cafeen, som fik navnet Happie.

"Jeg ved, at mange synes, at jeg er naiv, når jeg siger, at glæden i livet er det vigtigste, men sådan er det for mig. Jeg elsker at låse mig ind her i cafeen om morgenen, for det her er ikke et arbejde: Det er mit liv."

Alt er til salg

Sådan er det blevet, men Vivi husker tydeligt den dag, hun åbnede døren til sin cafe – og sit nye liv. Ville det briste eller bære?!

"Jeg havde haft brunt papir på vinduerne frem til åbningen, og jeg havde ikke lyst til at fjerne det. På åbningsdagen kunne jeg ikke lide at sætte mine gadevarer ud. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle fylde. Jeg havde ikke lyst til, at jeg skulle fylde, siger hun med et eftertænksomt smil."

I dag er der borde, stole og masser af gadevarer uden for Happie Cafe & Butik. Vivi har givet sig selv lov til at fylde, og hun nyder at have sit eget.

"Jeg vidste, at jeg ville have et sted, hvor alt undtagen disken og mig er til salg. Jeg sætter selv møblerne i stand hjemme i stuen, og det er godt for mig at skabe noget. Da min søn var yngre, stod jeg og hørte musik og malede inde i stuen, når han var lagt i seng," fortæller Vivi med smil i øjnene.

I dag har Vivi en kæreste, men bor alene med Bertil, der er 11 år. Hans storebror er voksen og bor i Aarhus, og Vivi bruger de fleste af sine vågne timer på Happie.

"Jeg tror ikke, at jeg have turdet at åbne cafeen i dag, for dengang var jeg helt nede, og så er der kun én vej op. Nu føler jeg, at jeg er midt i det hele, og jeg har jo alt det her..."

Hun smiler og ser sig om i cafeen, før hun siger:

"Nu har jeg noget at miste, så nu kan det gå op og ned. Dengang var det ikke farligt at kaste sig ud i det, for det kunne kun gå opad, og det gjorde det jo. Mine ture ved havet har lært mig, at der altid er en løsning!"

Find Vivis Happie - Cafe & Butik her.