Under et ophold i Melbourne, Australien, 2003, fik William Kvist en trist nyhed om skilsmisse i familien.
- Beskeden var uventet. Jeg var 17 år og sad på værelset hos min værtsfamilie under udveksling i Australien, da min mor ringede fra Danmark. Hun fortalte, at hun og min far skulle skilles.
- Jeg kan huske, at jeg som lille dreng tænkte, at vi da måtte være den mest harmoniske familie. Når jeg ikke var til fodbold om eftermiddagen, læste min mor lektier med mig, mens vi fik eftermiddagskaffe, og om aftenen lå jeg med hovedet på min fars mave og så "Dirty Harry"-film.
Men følelsen af tryghed blev udfordret af forældrenes skilsmisse.
- Min forestilling om, at jeg levede i en harmonisk familie, var pludselig vendt på hovedet. Det overskyggede ikke resten af min udveksling i Australien, men telefonregningen til Danmark voksede, og jeg købte mange pre-paid telefonkort de næste måneder.
LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl "Der er masser af lærdom i at gå fra hinanden"
Skilsmissen resulterede i, at moren flyttede fra hjemmet i Vanløse til Nyborg på Fyn og først efter William Kvist kom hjem til Danmark forstod han for alvor, hvad der var sket.
- Man skal ligesom være der. Hjertet skal mærke, at en person er væk.
- Det er kun hjernen, der kan høre det og forstå det over en telefon. Selvom jeg var en stor dreng og på vej til at rykke ud i livet, savnede jeg hende, men det var ambivalent – når jeg sad i toget mod Nyborg for at besøge hende, glædede jeg mig hele vejen, men når jeg så kom derover, havde det lille barn inden i mig svært ved at gense hende, fordi jeg følte, hun på en måde havde forladt mig. Det var enormt svært, og mine følelser saksede mellem længsel og vrede. Nu er der gået mange år, og vreden og følelsen af at være blevet forladt er væk. Det er ikke helt løgn, at tiden læger sår.
William Kvist har desuden taget en vigtig lærdom med sig fra oplevelsen.
- Skilsmissen lærte mig, at ting ikke altid er, hvad de ser ud som om. Jeg har forsøgt at tage det med positivt i den forstand, at du skal huske at anskue livet og de samme situationer fra flere forskellige vinkler. Rykker du dig bare to skridt til højre, kan verden se helt anderledes ud.
Læs resten af interviewet med William Kvist i denne uges Alt for damerne (nr. 30, 2014).
Se gode abonnementstilbud på ALT for damerne her.
William Kvist Jørgensen er...
29 år.
Fodboldspiller på det danske landshold og i den tyske Bundesliga-klub Stuttgart VfB.
Gift med Christine.
Født i Århus og delvist opvokset i Rønde, til familien flyttede til Vanløse, da han var 8 år.
Kendt for sin tid i FC K og på landsholdet. Han har spillet 181 superligakampe og 30 Champions League-kampe for klubben, og 47 landskampe for Danmark.
Kåret til Årets danske fodboldspiller i 2010 og 2011.
En ferm danser. Gik til dans som barn og har for nylig lavet en danseworkshop i sit hjem i Stuttgart.
Nostalgiker og skriver dagbog for at mindes alt det, han oplever på godt og ondt.