Kompliceret og dyr
Tre ud af seks stjerner Dolcino, Luxus fastvikle i økologisk bomuld, 0-5 år, fra 750 kr. hos Mamaslife.dk Førstehåndsindtryk Tykt, vævet stof, der føles blødt, og vi er allerede helt trygge ved at skulle bære baby i det. Eller er vi? En begynder kan da kun blive lidt modløs over de mange meter stof og den enorme instruktionsbog med forskellige bærestillinger. Vuggestilling, mave-mod-mave, rygsæk. Hvor skal vi dog starte? Funktion Puha, vi får sved på panden, og der skal mange forsøg til, før babyen sidder der. Og hvordan holder man en urolig baby, strammer stoffet til, binder og slår de rigtige knuder på samme tid? Det her er vist ikke for vikle-jomfruer, men ekstra point for de mange måder at bære babyen på. Komfort Babyen hygger sig og nyder nærkontakten – og det gør vi også! Når først mini sidder rigtigt, er det nemlig super-behageligt for begge, og der er ingen ømme muskler. Men temperaturen stiger altså, og efter noget tid bliver det lige lovligt varmt at være så tæt. Måske er stoffet for tykt? Pengene værd Hvis du er begynder, er det nok ikke her, du skal starte. Det kræver altså vikleerfaring at blive fortrolig med denne lidt komplicerede fætter. Og hold da op, den er dyr!