Victoria gravid 16 år

Én tanke ramte 16-årige Victoria, da hun opdagede, at hun er gravid: Det gjorde mig stresset

Da hendes menstruation ikke kom, slog 16-årige Victoria sig i første omgang til tåls med, at det nok bare var stres. Kort efter viste graviditetstesten “gravid, 1-2 uger”.

Denne artikel er første gang udgivet hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.

“Jeg har normalt en regelmæssig menstruation, så da jeg ikke fik den om morgenen den dag, jeg skulle have haft den, blev jeg lidt bange, men tænkte, at det nok bare var stres. Det var lige midt i eksamensperioden,” siger 16-årige Victoria Mo.

Hun tænkte ikke mere over den manglende menstruation, før hun gik på toilettet i skolen og igen kunne konstatere, at den lod vente på sig.

“Om aftenen havde jeg en veninde på besøg, og jeg fortalte hende, at jeg ventede på min menstruation. Hun spurgte, om jeg var syg, men jeg svarede, at det nok bare var stres. Det var først, da hun var gået hjem om aftenen, at det gik op for mig: Der kunne være en anden grund til, at jeg ikke havde fået min menstruation,” siger Victoria ærligt.

Samme aften tog hun en test, men selv om den var positiv, kunne hun knap nok se stregen. Hun slog sig til tåls med, at hun nok ikke var gravid, og gik i seng.

“Næste morgen havde jeg så meget kvalme og hovedpine, at jeg blev hjemme fra skole. Jeg tog en ny test, som også var positiv, men denne gang med en tydeligere streg.”

Det var dog stadig svært at se et tydeligt resultat, så Viktoria tog også en digital graviditetstest. Efter tre minutter lyste svaret op: “Gravid, 1-2 uger”.

“Jeg var så bange, men samtidig var der noget inden i mig, som vidste, at det her nok skulle gå,” siger den 16-årige.

Visheden om, at hun skulle fortælle det til sine forældre, gjorde hende ikke bange – nok nærmere stresset. Den første tanke, der slog hende, var: Hvad nu, hvis de bliver vrede?

“Jeg tog hen til min mors arbejde og viste hende testen. Jeg begyndte at græde. Hendes svar var: “Det er okay, du skal ikke være ked af det, vi skal nok finde ud af det”. Det var så betryggende at høre.”

Hendes mors umiddelbare reaktion var, at de var nødt til at finde ro i situationen og finde ud af, hvad hendes datter nu ville.

“Så snart det var besluttet, at hun skulle beholde barnet, måtte vi acceptere det og støtte hende, så godt vi kunne,” siger Veronica, som er 33 år.

Victorias far, 35-årige Ronny, blev også meget overrasket over sin datters nyhed.

“Jeg havde ingen mistanke om, at hun var gravid. Min første tanke var, at det var lidt til den unge side. Hun har ingen indkomst og ingen uddannelse. Og så var der selvfølgelig det store spørgsmål, om hun ville beholde barnet eller få en abort.”

Victoria 2.jpg
Viktoria med sin søster. Foto: Privat

Han ved, at hans datter vil indse, at hun ikke kommer til at kunne deltage i alt, hvad hendes venner deltager i, og at det kan være svært at opretholde venskaber over tid, når man lever så forskellige liv.

“Pengene skal bruges på bleer i stedet for ture til havet og lignende. Der vil være mange opvågninger om natten og nye bekymringer, som hun ikke har haft før. Men der vil også være en masse sjov og glæde.”

En af de første ting, familien diskuterede, var skolegang. Victoria var blevet optaget på gymnasiet, og de var alle enige om, at det var vigtigt for hende at fortsætte sin uddannelse, og at de måtte sørge for, at det gik så godt som muligt.

Men først vil hun tage et års orlov for at blive hjemme og fokusere på sin søn, som kommer til efteråret.

Glæder sig til fødslen

Victoria lægger ikke skjul på, at hendes graviditet indtil videre har været meget op og ned. Hun har ligget på sofaen, været meget utilpas, kastet op og ikke kunnet stå på sine ben.

“Men jeg har også kunnet træne, mærke spark og masser af bevægelse i maven. Jeg glæder mig virkelig til resten af graviditeten - og til at kunne se endnu tydeligere, når lille Nicolai sparker og vrider sig inde i min mave.”

Victoria 3.jpg
Victorias forældre, Ronni og Veronica, var selv meget unge, da de fik børn. Foto: Privat.

Fødslen er hun slet ikke bekymret for.

“Jeg kan slet ikke vente! Mange siger, at det er sindssygt smertefuldt, men at det er det hele værd. Det kan jeg godt forstå, men alt i alt ser jeg frem til fødslen og glæder mig til at få min søn på mit bryst,” siger den kommende mor.

Hun mener, at hun har været heldig med de mennesker, der er omkring hende. Selv tænker hun ikke så meget på, hvad hun måske går glip af i fremtiden.

“Jeg har altid sagt: “Når jeg får børn, så begynder mit liv”. Jeg har ikke noget imod at hjælpe med at arrangere sjove ting med familie og venner, men at gå til fester og i byen i weekenden er ikke lige mig,” smiler Victoria.

Selv om det er betryggende at vide, at hendes forældre vil være der til at hjælpe, er Victoria også helt på det rene med, at hun selv vil have ansvaret for sin lille dreng.

“Min mor og far er i øjeblikket ved at bygge en tilbygning, jeg skal bo i de næste par år. Vi ved ikke, hvor længe det bliver. Men jeg vil gerne flytte ud, når jeg har en sikker indkomst og en sikker økonomi.”

For Ronny og Veronica er det en selvfølge at være der for deres datter uanset hvad.

“Vi bliver nødt til at være der for at få hende igennem skolen. Nicolai er Victorias barn og hendes ansvar - men vi er der,” siger Ronny.

Unge bedsteforældre

Ronny og Veronica var selv meget unge, da de fik Victoria, men de har aldrig ønsket at blive bedsteforældre så tidligt. Med det sagt er de fuldt fokuserede på at få det bedste ud af situationen.

“De fleste omkring os synes, at det er lidt tidligt. Det synes jeg også. Men jeg vil sige, at jeg indtil videre kun har mødt positive reaktioner i min omgangskreds,” siger Ronny.

Victoria 1.jpg
Victorias forældre, Ronni (35) og Veronica (33), var overraskede, men glæder sig nu til at blive bedsteforældre. Foto: Privat.

Han mener, at fordelen ved at han selv var så ung, da han fik sin datter, er, at den hjælp, hun har brug for, sandsynligvis vil være den samme, som han selv havde brug for dengang.

“Vi kan nå at være lidt foran på nogle områder,” siger faderen og tilføjer:

“Vi vil forsøge at støtte hende, hvor vi kan, så hun kan deltage i det, hun har lyst til. Det råd, jeg vil give hende, er at færdiggøre sin uddannelse, så det bliver lettere for hende at få et job.”

Veronica har heller aldrig har fortrudt, at hun fik børn så tidligt. Hende og Ronny har arbejdet sig op ad rangstigen med to små børn ved deres side, og det har også fungeret fint.

Den kommende mormor lægger da heller ikke skjul på, at hun hurtigt blev ramt af babyfeber og allerede har købt en hel del babyudstyr på nettet.

“Vi vil sørge for, at de har præcis, hvad de har brug for, så det er næsten, som om vi har nummer tre i huset. Jeg skal bare huske, at jeg skal være mormor og ikke mor.”

Ronny og Veronica har venner og bekendte, der får børn i denne tid, og de synes, at det er lidt sjovt, at de selv også får en baby i huset. Bare på en anden måde.

Hun er klar over én ting: Victoria kommer ikke til at gå glip af noget. Hun kommer til at opleve alt det, hun gerne vil i livet, bare i en lidt anden rækkefølge end andre.

“Jeg fandt det meget givende at være hjemme med mine børn, da de var små, og jeg gik aldrig glip af at feste, rejse eller gøre, hvad andre på min alder gjorde. Så det håber jeg også, at Victoria får lov til,” siger Veronica.