Amalie Dollerup

Amalie Dollerup om at være barnestjerne: ”I dag ville jeg ikke sende min egen søn ind i den verden”

34-årige Amalie Dollerup skærmer sin søn mod offentligheden. Hun har nemlig selv mærket omkostningerne ved at blive kendt i en tidlig alder, fortæller Badehotellet-skuespilleren i denne uges Hendes Verden.

Amalie Dollerup taler af erfaring.

TV- og filmbranchen er ikke et sted for børn, og derfor vil hun også gøre alt for, at hendes 1,5-årige søn, August, ikke får smag for at stå foran kameraet. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

”Jeg blev meget hurtigt voksen, fordi jeg altid var sammen med voksne, og så blev det svært for mig at navigere i børneland. I dag ville jeg ikke sende min egen søn ind i den verden,” siger den kendte Badehotellet-skuespiller.

34-årige Amalie Dollerup oplevede allerede at blive et kendt ansigt, da hun var otte år. I 1995 fik hun sit gennembrud i filmen Kun en pige, og med tv-serien Strisser på Samsø i 1997-1998 fik familien Danmark for alvor øjnene op for hende:

”Strisser på Samsø blev sendt, da jeg var ti år, og der blev jeg meget kendt. Jeg var blevet forberedt på, at det ville gå stærkt, for det blev en stor succes med over to millioner seere. Vi blev alles darlings, og damerne piftede efter Lars Bom på gaden. Det var en helt anden tid, for dengang var der jo ikke så mange serier, og der var heller ikke ret mange børneskuespillere,” lyder det fra skuespilleren, der i dag villet have ønsket, at der havde været mere tid til bare at lege – og være barn, fortæller hun.

”Vi får nok lange diskussioner derhjemme, den dag han gerne vil i gang med at lave film. Han skal finde sin egen vej, men jeg håber, det bliver en anden vej end den, jeg tog. I tv- og filmverden bliver man voksen så hurtigt, og jeg synes, at jeg selv skulle have haft lov til at lege mere. Jeg ønsker ikke for August, at han bliver et kendt ansigt som barn og får et så stort ansvar så tidligt.”

Et kreativt teaterbarn

Amalie Dollerup har sammen med sin mand, skuespilleren Andreas Jebro, valgt at skærme sønnen fra offentligheden.

De lægger ikke billeder ud af ham på de sociale medier, og de ville sige nej, hvis han gerne ville lave tv, når han bliver ældre. Men hvis han på et tidspunkt skulle synes, at teater var sjovt, vil de ikke nægte ham det.

Det er trods alt bedre end tv og film.

”August bliver måske et kreativt teaterbarn, men jeg håber, det bliver teater – ikke film og tv. På teatret er der et socialt aspekt, og man tager ansvar for hinanden. August skal finde sin egen vej, og så bliver jeg hellere hende moren, der ikke fatter noget af det, der foregår på en fodboldbane, end at han skal til at lave film,” siger Amalie Dollerup.

Læs hele interviewet med skuespiller Amalie Dollerup, hvor hun også fortæller om at være blevet en familie på tre og om at føle sig ensom som ung.

Om Amalie Dollerup

  • 34 år
  • Fik sit gennembrud i filmen Kun en pige fra 1995 og senere i tv-serien Strisser på Samsø
  • Udannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og har været fastansat i fire år på Aalborg Teater, inden hun blev freelanceskuespiller i 2015
  • Gift med sin kollega Andreas Jebro, som hun har sønnen August med
  • Fra 30. januar aktuel som Inger i Ordet på Folketeatret