Amning er det eneste rigtige – eller hvad?

Det kan godt være, det er lidt af et tabu, men jeg kan lige så godt indrømme det fra starten af: Jeg hader at amme. Slut.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg synes, det er meget ubehageligt at blive pillet på mine nipples, eller om jeg blev traumatiseret på sygehuset, da Frk. Tumling blev født. 

Inden hun blev født, sad jeg og smågrinede af et spørgsmål, som min sundhedsplejerske stillede mig til vores graviditetsbesøg, nemlig spørgsmålet “Har du planer om at amme?”

I min verden var det da, det mest naturlige at gøre. Det gjorde alle kvinder jo, og noget alle kvinder kunne. Det var først, da vi var indlagt på barselsgangen på sygehuset, og jeg bad om hjælp til at få gang i amningen, at det gik op for mig, hvor hårdt arbejde det egentlig kræver at fodre sit barn via det sæt yver, naturen havde givet mig.

I de fem dage vi var indlagt, kom der, hver tredje time, en sygeplejerske ind, greb mig om patten for at hjælpe mig med at lægge Frk. Tumling til, sådan hun kunne få noget at spise. Det var ikke længe hun gad, men lidt havde også ret. For at få gang i mælken krævede det så, at jeg efterfølgende sad med et gult monster (også kaldet en elektrisk brystpumpe) fast monteret på mine forpartier i 10-20 minutter, i håb om jeg kunne samle dråber nok, til jeg kunne tilbyde hende min egen mælk i stedet for modermælkserstatning, når hun ikke gad at spise ved mig mere.

Kan I se det for jer? Mig siddende i skrædderstilling på kanten af min sygeseng med åben skjorte, gul hængevom, fedtet hår, poser under øjnene og så med en sugekop på hvert bryst, der på skift pumpede der ud af. 

Behøver jeg sige, at al hvad jeg havde, af blufærdighed og selvrespekt forsvandt i de dage?

Da vi kom hjem fra sygehuset, slap jeg heldigvis for det gule monster, men så startede kampen i stedet med at kunne levere nok mælk, til den lille diva var tilfreds. Dette kunne jeg slet ikke, så hvert måltid endte næsten i skrig fra hendes side og frustration fra min. Fordi alle kunne jo amme – undtagen mig.

Efter cirka to måneders kamp, kastede jeg håndklædet i ringen og gik over til at give hende modermælkserstatning. Det er den bedste beslutning, jeg længe har taget.

Der er ikke nogen skam i ikke at kunne amme, men jeg er glad for, jeg gav det et forsøg alligevel. Og selvom jeg hader det, så meget som jeg gør, så vil jeg også prøve at amme så lang tid som muligt, når tvillingerne kommer. Mine forventninger til forløbet er bare noget helt andet denne gang.

Respekt til de mødre, der kan fuldamme til barnet er et år eller mere, men lige så meget respekt til de mødre, der vælger flasken, fordi det er det rette for dem.

Læs mere på Tumlingogtvillinger.dk