Anna Flodberg

Da pædagogen sagde ét ukendt ord om hendes søn, forstod Anna intet – så fik hun et chok

Da Anna Flodbergs ene søn blev diagnosticeret med autisme og den anden med ADHD, blev Anna først ked af det og bekymret. Nu deler hun sine erfaringer for at hjælpe andre i samme situation.

”Jeg tror, det er noget neuropsykiatrisk.”

Da pædagogen i børnehaven sagde ordene, forstod Anna Flodberg næsten ingenting.

"Jeg kiggede på hende... det lød så mærkeligt. Jeg havde aldrig hørt det ord før. Da jeg kom hjem og googlede det, dukkede der nogle sider om autisme op. Det var et chok. For mig var autisme Dustin Hoffman i filmen 'Rain Man'. Det var alt, hvad jeg vidste," fortæller Anna, 49.

Annas ældste søn, som nu er teenager, var på det tidspunkt to år gammel, og i børnehaven havde man bemærket, at han bl.a. havde svært ved at følge instruktioner. Han blev indstillet til en udredning, og da han var tre år gammel, blev han diagnosticeret med en autismelignende tilstand.

"Han var så lille, at det var svært at udføre alle trin i udredningen," siger Anna. Men senere fik han en diagnose på autismespektret.

Efter en kort pause tilføjer Anna:

"Vi havde lagt mærke til mange ting, der skilte sig ud ved vores søn, men uden at koble det til autisme. Nogle gange blev han virkelig vred og frustreret eller blev usædvanlig interesseret i ting som vaskemaskinen eller hjul, der snurrer. Han kunne også få hysteriske udbrud. Engang stod jeg grædefærdig i et indkøbscenter, mens han skreg højt og rev sig i håret. Det føltes, som om alle kiggede på os."

Så kun mørke

Anna konstaterer, at det i sidste ende ikke kom som nogen overraskelse, da hendes søn fik diagnosen.

"Men jeg troede, at jeg kunne ”kurere” ham, selvom han ikke havde nogen sygdom. Jeg blev helt udmattet af at sidde oppe hele natten og google alternative metoder."

Da Annas godt to år yngre søn begyndte i børnehave, var det tydeligt, at også han skilte sig ud. Han havde svært ved at lytte og sidde stille.

"Vi fik også lavet en udredning på ham, og sommeren inden han skulle starte i første klasse, fik han diagnosen ADHD. Jeg blev ked af det og bekymret. Det var ikke sådan, det skulle være at få børn. Jeg så kun mørke dengang."

Anna tænker lidt, men fortsætter hurtigt:

"Jeg ville ønske, at vi forældre også havde fået en eller anden form for hjælp. Jeg er brudt sammen så mange gange. Det har tæret hårdt på mig og min mand. I begyndelsen følte vi os magtesløse. Jeg tænkte, "Jeg vil også kunne sidde og spise middag eller tage på ferie uden kaos"."

Anna fortæller videre, at da børnene var mindre, isolerede familien sig meget på grund af drengenes usædvanlige opførsel og de mange konflikter.

"Vi tilbragte som regel vores ferier et sted, hvor vi ikke forstyrrede nogen. Vi ville ikke udsætte os selv for andres blikke. Børn, der opfører sig anderledes, bliver ofte set som uopdragne. Det er frustrerende. De her børn ønsker ikke at gøre noget forkert, de ønsker at gøre det rigtige. Men deres funktionsvariant betyder, at de ikke altid kan. Man lever også med konstant stress, når man har børn med denne type diagnoser, man må hele tiden være et skridt foran."

"Nu føler jeg, at "selvfølgelig skal de nok klare sig", men vi lever stadig et liv med ekstra pres, fordi man har så mange roller. Man skal håndtere kontakten med skolen og forskellige myndigheder, samtidig med at man er barnets støtte og talerør. Måske skal man også håndtere angst og motivere sit barn til at gå i skole."

Gode strategier

Sammen med veninden Ann-Charlotte Runnvik, som også er mor til et barn med udviklingsforstyrrelse, har Anna skrevet en bog til støtte for andre forældre i samme situation.

"Det føles vigtigt at hjælpe andre, og det var sådan en bog, jeg gerne ville have læst, da mine børn fik diagnosen. Jeg ville læse andre menneskers historier, ikke bare fakta. Men vi håber, at også bedsteforældre, embedsmænd og folk fra skoleverdenen vil læse bogen."

Når det gælder de nærmeste, som f.eks. bedsteforældre, påpeger Anna, at det kan være nyttigt at give dem viden gennem tips om kurser og bøger.

"Man kan ikke tage for givet, at alle forstår."

Selv er Anna blevet meget bedre til at acceptere, at livet er, som det er.

"Nogle gange falder jeg tilbage...:  ”Jeg vil ikke det her”. Men jeg har fundet gode strategier. Jeg arbejder meget hjemmefra nu, og vores hunde Juni og Stella har været en redning. De giver hele familien en tryg favn og ubetinget kærlighed. Jeg har lært at værdsætte de små øjeblikke. Når vi har et sjovt øjeblik sammen, lever jeg på det i dagevis."

"Mine børn gør deres bedste ud fra deres evner, og mit råd til andre forældre er, at man skal passe på sig selv, for man skal holde i det lange løb."

Gode råd til forældre om autisme/ADHD

  • Acceptér - det er supervigtigt. "Det blev ikke, som vi ønskede, men vi får det bedste ud af det."
  • Opgiv at forsøge at være perfekt. Og lad være med at sammenligne dig selv og din familie med andre.
  • Vælg dine kampe.
  • Tag dig tid til at gøre ting, du nyder. Yoga, gåture i skoven – hvad det end måtte være.
  • Hvis du har en partner, så plej jeres forhold. Det er vigtigt at være på samme side og at være fair over for hinanden.
  • Vær sammen med mennesker, der giver dig energi. Mange isolerer sig, men prøv at finde nogen at slappe af sammen med.
  • Få hjælp til aflastning. Fortæl dine venner og familie, at du har brug for støtte.
    Anna Flodberg har skrevet bogen 'Med hjertet i hånden og nerverne udenpå', i samarbejde med Ann-Charlotte Runnvik. Bogen er udkommet på svensk hos Adlibris.