Talk Town lancerer podcast for de helt små børn: Mød Bamsen Berta

Talk Town lancerer podcast for de helt små børn: Mød Bamsen Berta

PLASK siger hænderne i badekarret, WUIT siger lynlåsen på jakken og TSSH siger vandhanen. Hverdagen er fuld af sjove og mærkelige lyde, som vi voksne tager for givet, men som er afgørende for at danne børns sprog og virkelighedsopfattelse. Ny podcast hjælper de små poder godt på vej.

Det er med de helt små børn i fokus, at Egmonts podcasttjeneste Talk Town nu lancerer podcasten ’Bamsen Berta’. Her kommer børn i alderen 1-3 år med Berta i bad, de laver kage i køkkenet, går tur blandt larmende busser og fejer terrassen med et SWUIT.

Og det er en god idé med sådan en podcast for de helt små, for de forstår netop verden igennem lyde, forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som har været med til at definere podcastens format.

”Hvis kaffen begynder at snorke henne på kaffemaskinen, så vender børnene sig og siger: ’Årh’. Hvis en dør smækker, peger de hen imod den. Eller måske de laver små bevægelser til lyde, musik og sang. Det er deres tilkendegivelse af: Nu har jeg forstået, hvad det her er, og så tøffer de videre. De forstår verden i lyde, for de har jo ikke sproget endnu. Lyden giver dem sproget,” siger Margrethe Brun Hansen.

For Mette Hovmand-Stilling, som er redaktør på Talk Town og tillige chefredaktør for Vores Børn, har det været afgørende, at børnene får noget ud af at lytte til Bamsen Berta.

”Det er ikke bare ren underholdning. Det er vigtigt for os, at der er et element af udvikling og læring i vores indhold til børn. Nogen tænker måske, om det ikke er for tidligt at introducere podcast til de helt små, men hverdagslydene spiller allerede en central rolle i børnenes liv. Vi vil gerne sætte skub på barnets udvikling og øge forældrenes bevidsthed om lydenes betydning,” forklarer hun.

Og det er børnepsykologen enig i:

”Selvom det ikke er alle lyde, som dit barn måske vil genkende – så er det interessante ved den her podcast, at vi prøver at tale med barnet og ikke til barnet. Jeg er sikker på, at børnene vil føle, at her bliver jeg forstået, for de er faktisk klar til at lytte og identificere forskellige lyde, når de er meget små. Og det er utrolig vigtigt, at vi som voksne ikke altid kun siger ’lalla, lullu,” siger Margrethe Brun Hansen.

Ifølge børnepsykologen kan podcasten bruges til at træne de små børns sprog.

”Når Berta bager kage, slår æg i skålen eller bruger håndpiskerne, så lytter de til lydene, og så kan vi som voksne begynde at træne dem i sproget og bekræfte dem i de lyde, de genkender: ’Ja, nu kommer håndpiskeren, den laver meget larm,” forklarer hun.

”Barnet kan lære, at vi som voksne forstår deres tavse sprog. For Bamsen Berta hjælper med at sætte ord på: ’Ja, det er et toilet. Ja, det siger plask, når du putter ting i kummen.’ Og så griner barnet måske af, at toilettet siger ’buh’. Og vi voksne griner af, at sådan siger det jo egentlig - det tænker vi bare ikke over. Og det synes jeg er en smuk, lille samtale at have med sine små børn,” siger Margrethe Brun Hansen.

Du kan lytte til hele serien med ’Bamsen Berta’, som udkommer på Talk Town i dag eller høre første afsnit gratis på iTunes.

Foto: Ditte Breineberg | Sammen med Berta kan de helt små lære at koble forskellige lyde sammen med hverdagens gøremål og aktiviteter.

Sammen med Berta kan de helt små lære at koble forskellige lyde sammen med hverdagens gøremål og aktiviteter.

Om Talk Town

FB_profilbillede.jpg

Talk Town er ejet af Egmont Story House, som blandt andet ejer magasinerne Vores Børn, Alt for Damerne, Eurowoman og Anders And. Hvis du er printabonnent på en af vores titler, er Talk Town gratis for dig.