Klumme: Hvis vi åbner op for denne børne-filosofi, vil vi få flere aha-oplevelser
Når vi imødekommer vores børns følelser, betyder ikke, at vi ikke samtidig formår at sætte grænser, mener Kjersti Salvesen, der har arbejdet som forældre- og parforholdsjournalist i mere end 20 år.
Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave.
Her er en scene fra det virkelig liv: Den femårige kunne protestere højlydt, hvad enten hun ville have sin bedstemor til at babysitte eller ej – eller hun nægtede at lege med børnene i sin legegruppe i dagplejen.
Andre gange var det maden, hun ikke ville røre ved, eller et sted, hun nægtede at gå hen.
"Du er nødt til at sætte grænser og være konsekvent," var et af de forslag, moren fik, da hun bad om hjælp fra en professionel.
Den professionelle sagde, at den femårige er gammel nok til at indse, at hun er nødt til at respektere, at hun skal lege med de børn, hun er i legegruppe med.
Annonse
Hvem der skal være babysitter, er heller ikke en beslutning, barnet skal tage. Rådet var derfor at få barnet til at forstå, at hun skal respektere de voksnes beslutninger.
"Men hun bliver ofte så vred, ked af det, irriteret og ude af sig selv," siger moren.
"Det gør det endnu vigtigere at være konsekvent," konkluderede den professionelle.
Alle følelser er rigtige
Da jeg begyndte at studere EQ-terapi, lærte jeg, at alle følelser er rigtige for den person, der ejer dem. Da jeg fortalte dette til forskellige mennesker, udfordrede de mig på nogle af de samme ting, som denne mor prøver at finde ud af: "At skulle forholde sig til alle barnets følelser giver en dårlig struktur. Børn kan blive grænseløse, hvis vi altid tager hensyn til deres følelser."
Men er der virkelig en modsætning mellem at anerkende følelser – og at sætte grænser?
Da jeg som journalist for nylig lavede en reportage om at anerkende børns følelser i børnehaven, kom spørgsmålet op igen.
Annonse
Den psykiater, jeg interviewede, mener, at vi skal forstå børns følelser, men at vi ikke skal gå så langt, at vi ikke formår at sætte grænser.
Med andre ord bygger vores samfund på en antagelse om, at vi ikke kan anerkende børns følelser – og SAMTIDIG sætte gode og klare grænser.
Anerkend følelserne
Min vurdering er, at det er en misforståelse: At anerkende børns følelser betyder ikke nødvendigvis, at vi voksne skal ændre mening og lade børnene få det, som de vil have det.
Annonse
At anerkende følelser involverer at vise empati og forståelse for, at børn har de følelser, de har. Følelserne er der alligevel.
Netop derfor er der især én strategi, som fungerer dårligt: Nemlig at gennemtvinge det, vi har besluttet, og kræve respekt for beslutningen – og gerne tilføje et generelt krav om respekt – fordi man er voksen.
Denne strategi fører ofte til, at børnene bliver endnu mere frustrerede. Resultatet er ofte, at situationen bliver mere fastlåst – og at adfærden kun bliver mere vanskelig.
Alternativt finder børnene sig i det, samtidig med at de lukker sig inde og distancerer sig mentalt.
Jeg tror, vi opnår mest og kommer tættere på det resultat, vi ønsker, når vi formår at tage børnenes følelser alvorligt.
Jeg tror, det hjælper at møde de små mennesker på nogle af de ting, de synes er svære.
Når det er sagt: Nogle voksne lever ud fra en overbevisning om, at de fortjener børns respekt, "bare" fordi de er voksne. Dén overbevisning bør efter min mening genovervejes.
Tante Sofie mod fru Bastian
Da denne klumme er tiltænkt forældre og voksne, der arbejder med børn, er det passende at fremhæve to typer voksne:
Nemlig tante Sofie og fru Bastian i Kardemomme By. Hvor tante Sofie er superstreng og "oser af konsekvens", når hun forsøger at få røverne Kasper, Jesper og Jonathan til at vaske op, har fru Bastian en mere ligeværdig fremtoning.
Hun råber ikke, truer ikke og låser ikke døren. Fru Bastian er i stand til at møde røverne på deres følelser – og de vælger at vaske sig, uanset hvor meget de hader det, alle tre.
Giv børnene kærlighed
Nu vi er ved børnelitteraturen: Astrid Lindgren havde også en mening om, hvordan vi skal behandle børn. Hun sagde: "Giv børn kærlighed, mere kærlighed og endnu mere kærlighed, så kommer manererne af sig selv."
Det var mottoet hos Sofienberg Park i Oslo, hvor min nu 16-årige datter startede som toårig.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var så fint: At det var filosofien hos de to damer, der arbejdede her! Men det er først nu, 16 år senere, at jeg virkelig forstår værdien af mottoet, og hvad det betyder i praksis.
Jeg har stor respekt for, at det ikke er så nemt i "kampens hede" med børn, der nægter at lytte til én. Men jeg tror på, at hvis vi tør åbne op for denne filosofi, så vil vi også få nogle aha-oplevelser – og på sigt bedre og tryggere relationer til både børn og andre voksne.
Kærlighedskulturen
I en daginstitution, som jeg har fået lov til at besøge som journalist, har de udviklet det, de kalder en kærlighedskultur.
Essensen af kulturen er at turde være tæt på børnene. Når de voksne kan det, tør de små åbne op, siger en af de pædagogiske ledere.
Hun har tidligere erfaring fra børnehaver, hvor personalet har været opmærksom på ikke at vise deres egne følelser, hvilket hun beskriver som dårligere kommunikation.
I debatten om følelser og grænser synes jeg, at vi voksne har en opgave: Vi skal turde stå i børnenes følelser – og ikke mindst skal vi turde stå i vores egne følelser!
Når voksne synes, at grænser er vigtigere end følelser, skyldes det måske en frygt hos dem selv? Jeg tror, at nogle voksne er meget mere bange for svære følelser, end børn er.
