En barnepige, mens forældrene laver mad. Skærmen. Evig kilde til underholdning for store og små, men også kilde til fortvivlelse hos især forældrene. For hvor meget skærmtid er FOR meget skærmtid, og hvad er egentlig 'det rigtige' at se på skærmene?
Mavefornemmelsen er rettesnoren for mange, men i en øget digital virkelighed mener Børns Vilkår, at der er basis for en række anbefalinger på området. Derfor udgiver de nu en stor guide med deres anbefalinger til skærmbrug for børn og unge - og ikke mindst deres forældre.
”Mange forældre er, helt forståeligt, bekymrede og forvirrede over de mange nye muligheder, valg og svære dilemmaer, som digitale og sociale medier har ført med sig. Den tvivl, der kan opstå, vil vi gerne imødekomme med vores nye skærmguide, som vi synes, har manglet. Sandheden er, at vi stadig ikke ved ret meget om, hvordan skærmene præcis påvirker vores børn og unge, men vi mener, at der efterhånden er viden nok til at konkludere, at vi bør være mere forsigtige, end vi er i dag,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i en pressemeddelelse.
Du kan læse uddrag af skærmguiden længere nede i artiklen. Børns Vilkår oplyser, at den baserer sig på forskning, organisationens faglighed og et forsigtighedsprincip.
Mindre fokus på tid
Ifølge Børns Vilkår bør vi have mere fokus på de ting, børnene og de unge ser på skærmene frem for at tælle minutterne for, hvor længe de faktisk kigger på dem. Det er altså indholdet, der betyder noget, når man som forælder eller værge skal give de bedste rammer for poderne.
Derudover skal du se på de små mennesker i sin helhed, når du skal tage beslutninger om skærmbrug.
"Vi ved jo en hel del om, hvad der er godt for børn og unges trivsel generelt. Derfor anbefaler vi, når det kommer til skærmbrug, at forældre ser på barnets trivsel i sin helhed: Er barnet en del af fysiske fællesskaber? Får barnet sin søvn? Får det bevæget sig? Det siger sig selv, at hvis skærmaktiviteter fylder mange timer hver dag, så bliver der mindre tid til alt det andet, der fremmer den gode trivsel,” siger Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår.
"Alligevel mener vi, at man rundt om i familierne bør sætte sig sammen og aftale nogle klare rammer og også tidsbegrænsninger, der tager højde for de øvrige ting i dagligdagen, som børn og unge skal være en del af", siger direktøren i Børns Vilkår.
Han forklarer videre, at anbefalingerne dermed skal ses som et supplement til den sunde fornuft, og at man som forælder også bør se på sine egne vaner. For eksempel anbefales det, at man stopper med at tracke børnene via deres gps'er i telefonerne og også lægger den offentlige deling af billeder af børnene på hylden.
Nedenfor kan du læse anbefalingerne fra Børns Vilkår inddelt i alder. Du kan læse den
fulde guide her.
Generelle anbefalinger
- At du forholder dig nysgerrigt og ikke fordømmende til dit barns digitale liv og har en snak med barnet om fordele og ulemper ved at bruge digitale medier
- At du er en god digital rollemodel for dit barn, og ikke lader din egen brug af skærm forstyrre samværet med barnet
- At du sætter enkle og letforståelige rammer for dit barns skærmbrug og inddrager barnet i rammesætningen på en måde, som passer til barnets alder
- At du fokuserer mere på, hvad dit barn laver på skærmen og med hvem, end hvor længe barnet er på skærm - og om det gør dit barn glad eller trist
- At du hjælper barnet med at prioritere skærmbrug, hvor barnet er aktiv, kreativ og social over passivt brug
- At du er opmærksom på, at skærmbrug ikke går ud over andre vigtige aktiviteter for barnet
- At du respekterer dit barns ret til privatliv, når du tager og deler billeder og videoer
- At du er opmærksom på, at streamingtjenester, sociale medier og spil er designet til at tiltrække og fastholde brugerens opmærksomhed for at tjene penge, og at børn og unge derfor har brug for hjælp til at styre forbruget
- At du sørger for plads til andre aktiviteter i barnets liv – fordybelse, fysisk aktiviteter, socialt samvær
Små børn, 0-1 år
Guiden tager udgangspunkt i, at børn på 0-1 år ikke bruger skærm. Hvis dit 0-1-årige barn bruger skærm, kan du finde anbefalinger her.
Ingen skærmbrug for børn under 2 år
- Børn under 2 år lærer at forstå verden gennem fysisk kontakt med både ting og mennesker. De har brug for at røre, lugte, lytte og smage samt at spejle sig i voksne. Det kan de digitale medier ikke tilbyde.
Børn som er fyldt 2 år
- Begræns skærmbrug for børn på 2 år
2-årige børn har et stort behov for menneskelig og fysisk kontakt, og de har meget at lære om den fysiske verden. Det er vigtigt, at dette ikke bliver erstattet af skærmbrug. Mindst mulig skærmbrug og så kort tid ad gangen som muligt. Hvis barnet er på skærm, anbefaler vi, at du prioriterer skærmbrug, hvor barnet er aktiv eller kreativ højere end skærmbrug, hvor barnet er passiv forbruger. Med hensyn til skærmtid, kan en tommelfingerregel være maks. en halv time om dagen og maks. fire timer om ugen. - Børn på 2 år skal være sammen med en voksen, hvis de bruger skærm
Hvis børn på 2 år skal se skærm, skal det så vidt muligt være sammen med en voksen. Vær sammen om aktiviteten, og tal om det, der sker. Dit barn har brug for dig for at forstå, hvad det oplever. Og du kan på den måde følge med i, om indholdet passer til dit barn. - Hjælp barnet med at forstå og håndtere de følelser skærmbrug kan igangsætte
Dit barn har brug for, at du hjælper det med at komme gennem de frustrationer, der ofte opstår, når skærmen skal slukkes. Vis at du forstår barnets følelser, og tilbyd i stedet en fælles aktivitet. - Brug ikke skærm som trøst eller afledning fra følelser
Det kan være fristende at bruge skærmen, når dit barn er ramt af svære følelser. Det er dog vigtigt, at barnet lærer at håndtere og udholde alle slags følelser. Det sker ved at blive mødt og forstået. Ikke ved at blive afledt af en skærm. - Hold skærmfri tid under måltider
Under måltider er der god mulighed for at tale om dagen. Om hvad der skal ske, eller hvad der er sket. Barnet har også brug for at lære at mærke efter, hvad der sker i kroppen under et måltid, fx at kunne genkende sult og mæthed. Det kan en skærm under måltidet forstyrre. - Undgå skærm før sengetid og ved putning
Skærmbrug om aftenen gør det sværere at falde i søvn og forstyrrer nattesøvnen. Derfor er det bedst helt at undgå skærm efter aftensmaden.
Børnehavebørn - 3-6 år
Begræns skærmbrug for børn på 3-6 år
Børn lærer at forstå verden gennem fysisk kontakt med både ting og mennesker. De har brug for at røre, lugte, lytte og smage samt at have tæt kontakt med voksne, som de kan spejle sig i. Det kan de digitale medier ikke tilbyde. Det er vigtigt, at tiden foran skærmen ikke erstatter den tid, de har brug for til at bevæge sig, være sammen med andre og lege. Hvis barnet er på skærm, anbefaler vi, at du prioriterer skærmbrug, hvor barnet er aktiv eller kreativ højere end skærmbrug, hvor barnet er passiv forbruger.
Med hensyn til skærmtid kan en tommelfingerregel være maks. 5 timer på en uge, gerne mindre, og ikke mere end 45 min. pr. dag. En undtagelse kan være, hvis barnet ser en alderssvarende film sammen med en voksen.
- Børn på 3-6 år skal være sammen med eller under opsyn af en voksen, når de bruger skærm både til video og spil
Små børn har brug for at dele deres oplevelser på skærmen med en nær voksen. Sørg for at være tæt på dit barn, så du kan reagere og støtte barnet, hvis det ser noget, som er svært at forstå, eller som påvirker det følelsesmæssigt. - Hjælp barnet med at forstå og håndtere følelser, skærmbrug kan igangsætte
Dit barn har brug for, at du hjælper det med at komme gennem de følelser, som kan opstå i forbindelse med skærmbrug. Barnet kan fx blive frustreret, når skærmen skal slukkes. Vis, at du forstår barnets følelser og tilbyd i stedet en fælles aktivitet. - Brug ikke skærm som trøst eller afledning fra følelser
Det kan være fristende at bruge skærmen, når dit barn er ramt af svære følelser. Det er dog vigtigt at lære at håndtere og udholde alle slags følelser. Det gør vi ved at blive mødt og forstået. Ikke ved at blive afledt af en skærm. - Hold skærmfri tid under måltider
Under måltidet er der rig mulighed for at tale om dagen. Om hvad der skal ske, eller hvad der er sket. Barnet har også brug for at lære at mærke efter, hvad der sker i kroppen, fx at kunne genkende sult og mæthed. - Undgå skærmbrug før sengetid og ved putning
Skærmbrug gør det sværere at falde i søvn og forstyrrer nattesøvnen. Derfor er det bedst at undgå skærm helt efter aftensmaden.
6-9 år
Nu bevæger vi os ind i en aldersgruppe, som måske har sin egen telefon. Børns Vilkår går mere i dybden om generelle anbefalinger til børn, der ejer telefoner, her, men nedenfor er et udpluk, der især handler om spil og video.
- Børn på 6-9 år skal kun se alderssvarende indhold
Brug de vejledende aldersgrænser, men vurder også selv, om indholdet er passende for dit barn. - Hvis børn ser videoer på platforme, hvor de også har adgang til ikke-alderssvarende indhold, bør der være en voksen med
Hvis barnet ser videoer på en platform, som ikke kan indstilles til kun at vise aldersmærket indhold, kan barnet blive anbefalet videoer, der ikke er alderssvarende. På åbne platforme, hvor brugere selv kan lægge indhold ud, kan selv videoer, der ligner noget, man kender, være blandet med andet indhold. - Undgåpassivt skærmbrug, der er styret af algoritmer
Det vil sige skærmbrug, der ikke har et naturligt ophold men fortsætter og er udvalgt på baggrund af algoritmer. Det kan fx være korte videoer, som fastholder barnet i skærmaktiviteten. - Slå autoplay fra, hvis platformen tillader det
Autoplay gør, at skærmaktiviteten aldrig stopper af sig selv. Det kan gøre det sværere for barnet at afslutte skærmbruget. Ved at slå autoplay fra, passer afslutningen til det, man ser, så barnet ikke afbrydes midt i en video. Det har desuden den fordel, at der er mindre risiko for konflikt, når du slukker. - Hjælp barnet med at stoppe skærmaktiviteten ved en naturlig afslutning, hvis autoplay er slået til
På nogle streamingtjenester kan man ikke slå autoplay fra. Her kan du hjælpe barnet med at få slukket på et godt tidspunkt, når et program eller en video er slut.
Specifikke anbefalinger om spil på skærm
- Undersøg indholdet i de spil, barnet spiller
Prøv spillet sammen med dit barn, så du ved, hvad det går ud på og kan vurdere, om det er et spil, der passer til barnet. - Spil (indimellem) sammen med dit barn
Det kan være sjovt at spille digitale spil sammen. Prøv at finde nogle spil, som både du og barnet kan lide, og som kan være en fælles aktivitet. - Børn på 6-9 år bør kun spille i lukkede grupper, hvor der ikke er mulighed for at blive kontaktet af fremmede
Ved kun at spille i lukkede grupper med mennesker, som du og barnet kender, er du med til at beskytte barnet mod ubehagelige oplevelser og grooming. - Tal med barnet om, hvordan man er en god ven i spillet, hvis det spiller med andre
Så snart barnet begynder at spille med andre, er det vigtigt at støtte barnet i at bidrage til gode, digitale fællesskaber, hvor man ikke mobber eller holder nogen udenfor. - Hjælp barnet med at udvælge spil
Det kan være en god anledning til at tale om, hvilke spil barnet interesserer sig for, hvorfor nogle spil kan påvirke ens humør, og hvad du som voksen synes, er gode spil for barnet at spille. - Inddrag dit barn i at lave aftaler om, hvor mange spil eller spilrunder, barnet må spille ad gangen
De fleste spil har naturlige ophold eller afslutninger. Hvis du kender til dem og taler med dit barn om dem, kan det hjælpe jer til at lave gode aftaler for, hvor længe barnet må spille. - Børn skal kun spille alderssvarende spil
Her skal du være opmærksom på, at aldersmærkninger ikke nødvendigvis er lavet ud fra børns behov. De er ofte baseret på lovgivning om dataindhentning og på spiludbyderens egen vurdering. - Børn på 6-9 år bør kun spille i et rum, hvor der er en voksen inden for rækkevidde
Selvom spil kan larme anbefaler vi ikke, at børn i denne aldersgruppe sidder alene og spiller. Det er vigtigt, at der er en voksen inden for rækkevidde, hvis barnet oplever noget ubehageligt i spillet. - Børn på 6-9 år skal ikke spille spil med mulighed for tilkøb
Det kan skabe frustrationer og konflikter, hvis det kræver betaling at opnå resultater eller komme videre i spillet. - Sæt dig ind i hvilke data, spillet henter og deler på dit barn
De fleste spil har standardsindstillinger, der henter data på brugeren. Når du downloader et spil, vil du ofte blive spurgt, om spillet (appen) må dele data til og fra andre apps og websteder. Begræns i videst muligt omfang disse tilladelser.
9-12 år
Specifikke anbefalinger om digitale spil
- Undersøg indholdet i de spil, barnet spiller
Prøv spillet sammen med dit barn, så du ved, hvad det går ud på og kan vurdere om det er et spil, der passer til barnet. • Prøv at spille sammen med dit barn Det kan være sjovt at spille digitale spil sammen. Prøv at finde nogle spil, som både du og barnet kan lide, og som kan være en fælles aktivitet. - Børn på 9-12 år skal kun spille alderssvarende spil
Her skal du være opmærksom på, at aldersmærkninger ikke nødvendigvis er lavet ud fra børns behov. De er ofte baseret på lovgivning om dataindhentning og på spiludbyderens egen vurdering. - Børn på 9-12 år bør kun spille i lukkede grupper med familie, venner eller bekendte
Ved kun at spille i lukkede grupper med mennesker, som du og barnet kender, er du med til at beskytte barnet mod ubehagelige oplevelser og grooming. Hvis du tillader, at dit barn spiller med nogen, det kun har mødt online, anbefaler vi derfor, at du sætter dig ind i, hvem det er, og løbende spørger ind til dem. - Tal med barnet om det fællesskab, der er i spillet; hvordan tonen er, og om der er nogen, der bliver holdt udenfor
Så snart barnet begynder at spille med andre, er det vigtigt at støtte barnet i at bidrage til gode, digitale fællesskaber, hvor man ikke mobber eller holder nogen uden for. - Anerkend barnets interesse i at spille spil, hvor man kan købe sig til bedre chancer i spillet
I mange spil kan man købe virtuelle ting som fx tøj til ens avatar, nye våben, overraskelser o.l. Hvis det, man køber, har betydning for, hvor godt man klarer sig i spillet, eller er en del af en social trend, kan det være rigtig svært for barnet at sige nej til tilkøb. - Inddrag barnet, når du sætter beløbsgrænser og hjælp barnet med at håndtere de situationer og følelser, som begrænsningen resulterer i
Hvis barnet bliver inddraget i beslutningen om, hvor meget det må købe, kan det være nemmere for nogle børn at forstå hvorfor og respektere beslutningen. - Inddrag dit barn i at lave aftaler om, hvor mange spil/runder det må spille ad gangen
De fleste spil har naturlige ophold eller afslutninger. Hvis du taler med dit barn om dem, kan det hjælpe jer til at lave gode aftaler for, hvor længe barnet må spille. - Sæt dig ind i hvilke data, spillet henter og deler på dit barn
De fleste spil har standardsindstillinger, der henter data på brugeren. Når du downloader et spil, vil du ofte blive spurgt, om spillet (appen) må dele persondata til og fra andre apps og websteder. Begræns i videst muligt omfang disse tilladelser.
Specifikke anbefalinger om sociale medier
- Børn på 9-12 år bør ikke have en profil på sociale medier
Sociale medier er ikke lavet til børn i denne aldersgruppe. Der er stor risiko for, at 9-12-årige børn støder på ikke-alderssvarende og ubehageligt indhold, hvis de har en profil på et socialt medie. Der kan være situationer, hvor barnet færdes i en social omgangskreds, hvor venner og bekendte har profiler på sociale medier. I de tilfælde er det vigtigt at prioritere, at barnet er en del af det digitale fællesskab. - Hvis dit barn har en profil på et socialt medie, bør det være en lukket profil (se anbefalinger 13-15 år)
13-15 år
Barnet har nu nået en alder, hvor der både kan være gaming, sociale medier og meget andet på det unge menneskes skærm. Derfor er anbefalingerne også omfattende, og du kan læse dem i fuld længde her.
Her er et uddrag:
Generelle anbefalinger:
- Tal åbent og anerkendende med dit barn om digitale medier
Når dit barn får profiler på sociale medier, er det en god anledning til at spørge nysgerrigt ind til, hvad dit barn glæder sig til ved at få dem, hvad de bruges til, om der er noget, barnet bekymrer sig for, hvem barnet gerne vil følge og være venner med osv. - Vær imødekommende og hjælp dit barn, hvis noget er svært eller går galt på digitale medier
Børn og unge er i gang med at lære, hvordan de bedst agerer på digitale medier. Undgå at fordømme eller skælde ud, hvis dit barn begår fejl online, men hjælp med at håndtere konsekvenserne. Brug anledningen til at få indblik i, hvad der er foregået, og tal om hvad man kunne gøre anderledes en anden gang. - Stå til rådighed, hvis dit barn oplever noget ubehageligt online
Hvis dit barn fx får delt et billede uden samtykke, er det vigtigt ikke at lægge skylden og skammen på dit barn, men lytte og hjælpe med at håndtere det. Start med at lytte før du skrider til handling og tal med dit barn om, at det ikke selv er skyld i, at det har oplevet noget ubehageligt, og tal om hvordan man kan sige fra. - Tal med dit barn om tonen i spil og på sociale medier
Spørg hvordan tonen er på de sociale medier og spil, dit barn bruger, og hvordan dit barn oplever den. Sprogbrug kan variere meget mellem forskellige sociale situationer, så det vigtige er, hvordan deltagerne i gruppen oplever den. - Lav fælles aftaler for skærmbrug i hjemmet sammen med dit barn
Børn og unge har ret til at blive inddraget i beslutninger, der har betydning for deres liv og vi anbefaler, at I aftaler regler for skærmbrug, som gælder for alle i familien. Det kan fx være hvornår, I lægger jeres telefoner væk. - Vær opmærksom på dynamikker, der kan påvirke dit barn negativt på sociale medier og støt barnet
På sociale medier kan man hele tiden sammenligne sig med andre; fx ved at se hvad de andre laver, hvor de befinder sig, hvem de er sammen med og hvor mange likes, de har fået. Det kan nemt skabe en følelse af at være uden for eller en frygt for at gå glip af noget. På mange sociale medier dominerer bestemte kropsidealer, som kan få børn og unge til at føle utilfredshed og usikkerhed over deres egen krop. En tredje ting er radikale holdninger og grupper, som hurtigt kan spredes på sociale medier. Skab et trygt rum, hvor du kan tale med barnet om, hvad det oplever, og vær opmærksom på hvis barnet ændrer holdninger eller attitude markant. - Tal med dit barn om udvælgelse af apps
Det kan være svært for børn og unge at gennemskue, hvordan forskellige apps fungerer, hvilke konsekvenser, det kan have at bruge demog hvordan de kan lave privatlivsindstillinger. Det er en god idé at undersøge apps sammen og tale om de situationer, som de skal bruges i. - Hjælp barnet med at modstå fastholdelse på sociale medier og i spil
Både spil og sociale medier tjener penge på vores opmærksomhed og indfører hele tiden nye funktioner, der kan fastholde den. Det kan fx være streaks eller en strøm af korte videoer, som er tilpasset i længde, rækkefølge og indhold til at fastholde opmærksomheden. Det kan være vanskeligt for børn og unge (og voksne) at modstå. Men vi kan hjælpe hinanden ved at blive opmærksomme på det og tale om, hvor meget tid vi vil bruge på det, og hvordan vi selv kan sætte grænser og bestemme over vores tid. - Hjælp barnet med at begrænse passivt brug, der er styret af algoritmer
Passivt brug er fx at scrolle gennem video efter video, billede efter billede, post efter post. Aktivt brug er fx når man kommunikerer med andre, spiller, søger information, laver videoer o.l. Det er nemt og fristende at scrolle passivt på et socialt medie, derfor kan barnet have brug for hjælp til at blive afbrudt i aktiviteten. Hjælp fx dit barn med at sætte en alarm efter 10 minutter på et socialt medie, hvor det scroller igennem videoer udvalgt af algoritmer. - Prioriter tid sammen uden skærm – fx fælles måltider
Skærme kan distrahere samværet og nærværet. Beslut jer for, hvornår I vil have skærmfri tid sammen. - Hjælp dit barn med at begrænse brug af skærme en time før sengetid
Lyset fra skærmen kan både gøre det sværere at falde i søvn og gøre kvaliteten af søvnen ringere. Vær opmærksom på at mange børn og unge har vigtige sociale relationer og fællesskaber online, som de kan have brug for at afslutte en chat e.l. med inden, den skærmfri tid starter.
16-18 år
- Stå til rådighed, vis interesse, gå i dialog og vær ikke fordømmende
Alle unge kan begå fejl eller opleve problemer online. Ved at holde dine voksne holdninger tilbage og lytte til dit barn, kan I sammen nå frem til, hvordan I bedst håndterer situationen. Hvis der fx er en sag fremme i medierne, kan det også være en god anledning til forebyggende dialog med dit barn, hvor du samtidig kan vise, at du forholder dig anerkendende og fordomsfrit til unges digitale liv. - Lav aftaler, der gælder for alle i familien
Kig på din egen brug af skærm og tal med dit barn om, hvad I sammen kan blive enige om, er gode rammer for skærmbrug i familien. Når I laver aftaler, er det vigtigt, at de voksne går forrest i at følge dem. - Aftal skærmfri tidspunkter
Når I laver aftalerne, er det en god idé at have nogle specifikke tidspunkter, som er uden skærm for alle. Det kan være måltider, den sidste time inden man går i seng eller lignende. - Tilbyd aktiviteter sammen uden skærm
Prøv at finde aktiviteter uden skærm, som dit barn synes er sjove, og som I kan have lyst til at lave sammen. Positivt samvær om noget skaber bedre grundlag for dialog – også om det svære. - Respekter dit barns privatliv
Mange unge i denne alder har og dyrker flirter, kærligheds- og sexliv online. Derfor er det ekstra vigtigt, at du respekterer dit barns privatliv og ikke fx kigger i telefon eller browserhistorik uden at få lov. Hvis du har mistanke om, at dit barn er offer for en krænkelse eller selv har begået en, har du dog pligt til at handle (ring fx til Forældretelefonen for hjælp hertil). - Støt dit barn i at forholde sig kritisk til informationer på nettet
Unge finder de fleste af deres nyheder og informationer på sociale medier, ved søgninger på nettet eller gennem chatbotter. Derfor møder de potentielt meget misinformation. Du kan støtte dit barn i at forholde sig kritisk til misinformation, være kildekritisk, bruge faktatjek og vise dit barn steder på nettet, hvor man kan finde informationer og nyheder. - Støt dit barn i at forholde sig kritisk til holdninger og værdier på nettet
Sociale medier promoverer bestemte ideer og idealer og favoriserer populært og til tider ekstremt indhold, fordi det giver mange reaktioner, visninger og klik. Derfor må du støtte dit barn i at forholde sig kritisk til de til tider urealistiske billeder/videoer (af fx kroppe) og radikale holdninger og værdier, barnet møder online. Vær ekstra opmærksom på, om dit barn begynder at udtrykke ekstreme holdninger og tale grimt om bestemte grupper mennesker fx kvinder, muslimer, homoseksuelle eller jøder. - Spørg om lov før du tager eller deler billeder og videoer af dit barn - og støt dit barn i at gøre det samme
Du kan stadig spille en rolle i at støtte en etisk og juridisk forsvarlig brug af billeder og videoer, som ikke overtræder andres grænser eller gør skade på andre. Selvom det kan virke fjollet at spørge hver eneste gang, man tager eller deler et billede eller en video i familien, kan det også være med til at starte samtalen om hvorfor, du spørger hver eneste gang. Du kan i den situation forklare, at det er fordi, du ikke vil gøre noget, som gør dem kede af det eller udsætter dem for ubehagelige oplevelser online, og da det er billeder/videoer af dem, har de ret til at sige fra. - Spørg ind til de digitale fællesskaber i gaming og på sociale medier
Rigtig mange unge har gode fællesskaber online. Det kan være fællesskaber omkring en interesse; et bestemt onlinespil, en sport, de dyrker, bøger, modetrends eller et nyt sprog. Men især hvis de har åbne profiler eller gamer på åbne platforme, kan de opleve ubehagelige ting som uønsket seksuel kontakt eller hadefuld tale. - Overvåg ikke dit barns fysiske placering via lokaliseringstjenester
Dit barn har ret til privatliv. Det privatliv krænkes, hvis du – uden de ved det eller vil have det - overvåger dit barn med gps eller andre lokaliseringsfunktioner. Mange unge udtrykker, at de oplever overvågning som mangel på tillid, så arbejd hellere på en tillidsfuld relation, hvor dit barn kan komme til dig, også når det har begået en fejl. - Interesser dig for influencere
Influencere promoverer ofte bestemte idealer, synspunkter og ikke mindst produkter. Ved at spørge ind til og kende til de influencere, som dit barn følger, kan du hjælpe dit barn med at få øje på de ofte pengemæssige grunde til, at en influencer fx anbefaler et bestemt produkt, samt på de idealer som influenceren er med til at skabe.