Børneopdragelse: Er I altid enige?

Hvor er I uenige om børneopdragelsen?

Alessia: Vi sætter grænser over for børnene på to forskellige måder.

Palle: Ja, det er nok vores største udfordring. Jeg synes godt, børnene må løbe rundt og råbe og skrige i gården, hvor Alessia synes, vi skal tage hensyn til de andre beboere.

Alessia: Vores børn får lov til at være vilde, men det kan også blive for meget. For eksempel da vi holdt housewarming for nylig: Selv om de har hvert deres værelse nu, løber de rundt og råber blandt gæsterne, og det takler Palle og jeg meget forskelligt. Men ingen af os har knækket koden til, hvordan vi får dem til at høre efter og gøre, som vi siger.

Palle: Alessia siger ‘ej, kan I ikke godt forstå …’ og ‘nu må I lige …’, hvor jeg råber ‘så er det stop!’ og får mere respekt. Men selv om Alessia siger det sødt tre gange i træk, ender hun faktisk med at råbe endnu højere end mig, når de ikke hører efter.

Alessia: Ja, men jeg ved ikke, om du får respekten på den fede måde. Jeg ville så gerne lære at sætte grænser uden at krænke dem.

På hvilke punkter ser I ellers forskelligt på det?

Palle: Vi kan godt være uenige om, hvordan vi skal være sammen med dem. Alessia synes, at vi

skal lave noget sammen – spille et spil, for eksempel, eller lege. Men jeg har svært ved at sidde i tre timer og lege med mine børn. For mig er kvalitetstid, at vi er hjemme samtidig. Så kan jeg have gang i nogle projekter, mens børnene leger.

Alessia: Jeg kommer fra Italien og er opvokset i en familie, hvor det var vigtigt at være meget sammen.

Palle: Jeg kommer fra en bondegård og har også brugt mange timer med min far, men vi lavede noget praktisk, og det var på hans præmisser.

Alessia: Jeg synes, det er vigtigt, at vi gør noget sammen, for eksempel tager i Zoologisk Have, fordi hverdagen er så travl.

Er der andet, I er uenige om?

Alessia: Ja, jeg synes, Palle får drengene til at konkurrere for meget både med hinanden og med sig selv.

Palle: Jeg er konkurrencemenneske og synes, det er sjovt at se, hvem der først kan lave ti armbøjninger eller stå på hovedet i længst tid.

Alessia: Jeg synes bare, de bliver målt for meget på, hvad de præsterer. Jeg er bange for, at de bliver presset. Emilio vil virkelig gerne være med, fordi han kan se, at det er der, der er credit fra far.

Palle: Jeg måler dem ikke kun på, hvad de præsterer. Jeg anerkender dem også for, hvem de er. Den anden dag, da Luca og Emilio lige havde skændtes, gav Luca sin lillebror sit sidste stykke tyggegummi. Der sagde jeg ‘hvor er jeg glad for, at du er så god over for andre mennesker’.

Læs familieterapeutens råd til familien på næste side>>

Familieterapeut Fie Hørby om …

… grænsesætning

“Børn hører bedst, når vi henvender os kort og præcist i en ordentlig tone. Undgå at sige ‘ej, kan I ikke godt forstå’ og så videre. Vi kan ikke forvente, at børnene skal være enige med os i vores krav. Sæt grænser, inden vreden løber af med jer – så er det nemmere at holde kammertonen. Børn er lyststyrede, og en stemme langt væk er sjældent nok til at rive dem ud af det, de er i gang med. Det er et udviklingsspørgsmål og ikke en provokation.

Derfor er det godt at koble ord og handlinger: Gå hen til barnet, få kontakt, og læg venligt en hånd på barnets ryg. Sig: ‘I dag vil jeg gerne have, at du leger på værelset. Hvis du skal være herinde, skal det være stille og roligt.’ Punktum. Bliver barnet ved, må du gentage det flere gange på samme vis. Undgå at råbe. Det er voldsomt for barnet, og råber du regelmæssigt af dine børn, bliver de immune over for det. Der er forskel på at råbe og hæve stemmen, og at det er o.k. at blive vred – så lærer barnet også at have med den følelse at gøre.”

… kvalitetstid

“Sæt jer ned, og find ud af, hvordan I gerne vil bruge tid sammen i jeres familie. Tal om, hvad I vil lave sammen, og hvad I må lave med børnene alene, fordi den anden ikke ønsker at deltage. Palle skal ikke bebrejdes, at han ikke gider Zoologisk Have. Det er Alessias ønske, og hun må tage ansvar og sige ‘jeg vil så gerne have, at vi alle sammen tager med. Jeg ved godt, du ikke er vild med det, men vil du gøre det for min skyld?’. Er svaret nej, er det en af de ting, man må gøre på egen hånd eller måske sammen med nogle veninder.”

… konkurrence

“Vi lever i et præstationssamfund, og der er prestige i at klare sig godt. Børn bliver derfor rost i rigelige mængder: ‘hvor er du dygtig!’ ‘hvor er den flot!’ ‘hvor er du fin!’. Der er o.k. at rose, så længe vi anerkender mere. Når du roser, kan barnet tro, at det skal præstere for at være god nok.

Når du anerkender dit barn, styrker du selvværdet, og barnet får oplevelsen af at være god nok, præcis som det er. Det er en hårfin balance, hvornår konkurrence bliver for meget. Mænd konkurrerer, men Palle skal lægge mærke til, om børnene hygger sig, så han ikke bliver for fokuseret på præstationen.”

Michael og Pi er blandt andet uenige om pasning af deres lille søn – læs om deres familie på næste side>>

“Jeg er nok for blød, når vi spiser.”

Familien består af:

Pi, 30 år, lærer

Michael, 32 år, bådbygger og arkitektstuderende

August, 1½ år

Hvor er I uenige om børneopdragelsen?

Michael: Pi og jeg er enige om det meste, og vi har en fast aftale om, at hvis en af os sætter en grænse for August, skal den anden følge trop. Så må vi tale det igennem senere, hvis vi er uenige. Men når vi spiser aftensmad, er vi nok lidt forskellige.

Pi: Jeg er nok for blød, når vi spiser. August får lov til at gå fra bordet, når han er færdig, men når han så har leget lidt, vil han op til mig. Michael siger måske ‘nej, mor spiser’, men så siger jeg alligevel ja. Når August sidder hos mig, har Michael og jeg ikke ro til at spise og snakke sammen. Der skal jeg blive bedre til at holde fast, men jeg kommer til at bryde vores aftale, når jeg bliver stresset.

Michael: Jeg kunne godt tænke mig, at vi begge var mere konsekvente og ikke tog ham op i de spisesituationer. Der er jeg nok mest skurken, der siger nej, mens Pi giver lettere efter.

Hvad ser I ellers forskelligt på?

Pi: Michael vil gerne have, at August bliver passet over en weekend, så vi kunne have lidt tid for os selv, eller jeg kunne tage på weekend med mine veninder. Men det har jeg svært ved, selv om jeg også har lyst – jeg får bare så dårlig samvittighed.

Michael: Jeg synes, det ville være fint, hvis August blev passet en weekend en gang i mellem. Jeg har nogle rigtig gode minder, fra jeg var barn, hvor jeg blev passet i op mod en uge af mine bedsteforældre i sommerferien. Det er en anden måde at være sammen på, når forældrene ikke er der.

Er der andet, I er uenige om?

Michael: Pi synes, at jeg leger lidt for vildt med August og tumler ham meget med kildeture inden puttetid. Men August elsker det, og jeg synes ikke, han har sværere ved at falde i søvn, når jeg har tumlet ham. Vi har et godt putteritual.

Pi: Jeg siger nok også tit ‘pas på’ og ‘hjælp ham nu lige’. Jeg synes, at han kommer mere galt af sted, når han er sammen med Michael. Jeg ved godt, at børn slår sig nogle gange, men jeg vil bare gerne hjælpe ham, så han undgår at slå sig.

Michael: Jeg synes ikke, vi skal være over ham. Selvfølgelig skal vi undgå farlige situationer, men hvis han aldrig slår sig, finder han heller ikke ud af, at det, han gør, har konsekvenser.

Læs familieterapeutens råd på næste side og se hendes tre hurtige råd til en god dialog>>

Familieterapeut Fie Hørby om …

… spisesituationen

“Aftalen med at følge trop, når den anden siger noget, er umulig at overholde i praksis, hvis man står i en presset situation. Det er vigtigt, at Pi finder ud af, om hun selv har lyst til at tage August op ved bordet, og i den situation er det bedst, at Michael ikke sætter grænser for Pi. Hvis Michael vil undgå at være skurken, skal han ikke tage rollen. Det er nok lidt for ambitiøst at forvente at kunne spise færdig, uden at jeres lille barn vil op. Han er for lille til at forstå bordskik og voksentid. Han har været i institution hele dagen og har brug for tæt kontakt, så vent med voksentid, til han sover, eller tag den, mens han sidder på skødet.”

… pasning

“En weekend er lang tid at være væk fra sin mor og far, når man er halvandet år. Op til treårsalderen har børn bedst af ikke at være væk fra mor og far for længe ad gangen. Måske er det også for lang tid for Pi at være væk fra barnet? Prøv at finde ud af, hvad den dårlige samvittighed handler om. Børn

er født med antennerne helt inde i maven på deres forældre og kan mærke, hvis du er utryg. Jo mere afklaret du er med at skulle være væk, jo bedre har barnet det også. Start eventuelt med én overnatning, og se, hvordan det går.”

… tumleri

“Her vil jeg anbefale Pi at nyde, når far og søn tumler rundt. Pyt med om det så tager fem minutter mere, inden pulsen kommer ned, når August skal sove. Børn, der slås med deres forældre for sjov, lærer at være vilde og passe på hinanden samtidig og at gå ind i en leg uden at slå for hårdt. Prøv at undgå at sige ‘pas på’. Børn har en ret god fornemmelse for deres egne evner, men mærker de vores frygt, kan den få dem til at tvivle.”

3 hurtige til en god dialog

1. Prøv ikke at få ret, men at forstå

Giv slip på behovet for at få ret, når I diskuterer. Acceptér, at I ser forskelligt på nogle ting, og at der godt kan være fred i stuen, selv om I er uenige. Vær nysgerrige på hinanden og stil spørgsmål, så målet med at tale sammen ikke er at nå frem til, hvad der er rigtigt og forkert, men at forstå hinanden. Hav tillid til, at den anden vil dig det godt.

2. Sig ‘jeg’ i stedet for ‘du’

Sig for eksempel ‘jeg kunne godt tænke mig, at vi får Ellen passet’ i stedet for ‘det er irriterende, at du aldrig vil have hende passet’. Så tager du selv ansvar og undgår at kaste skyld på din partner.

3. Gør jer umage, når I taler sammen

Bliv ved med at gøre jer umage, og byd på gode sider af jer selv, ligesom I gør i relationer uden for hjemmet. Når I står i en konflikt, så hav en god dialog og forhandling. Sig ‘okay, vi ser forskelligt på det, men hvordan kan vi mødes?’.

Kilde: Fie Hørby, familieterapeut.