Vibeke Dorphs brevkasse

Min eksmand vil ikke se vores børn

Min eksmand vil ikke have kontakt til vores børn, men børnene savner ham, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om mistet kontakt til børns far 

Mine børns far og jeg gik fra hinanden for snart seks år siden, hvorefter jeg fandt sammen med min nuværende mand. Min eksmand og jeg har tre børn sammen, de er fra seks til 15 år gamle.

Den ældste har ikke set sin far i flere år, og han omtaler ham ikke som sin far længere. De to yngste har haft jævnlig kontakt med deres far indtil for et halvt år siden, hvor han pludselig aflyste deres ophold hos ham, fordi de skulle have håndværkere i det hus, han deler med sin nye kone.

Min eksmand nægter at have kontakt med mig, så al kommunikation skal foregå via hans kone. Sidst, jeg spurgte hende, hvornår de to yngste kunne komme hjem til dem, lød svaret, at hvis jeg blev ved med at plage dem, så ville de selv kontakte børnene og meddele dem, at de ikke kan komme mere hos dem på grund af samarbejdsproblemer med mig.

Nu er de to yngste knuste, fordi de savner deres far. Jeg har forsøgt at overtale min eksmand til i det mindste at hente dem i deres institution og tilbringe et par timer med dem, men det nægter han. Har du et råd til, hvordan jeg takler det her, for børnene er ulykkelige?

Louise

Vibeke Dorph råder til ikke at involvere børnene

Jeg ved ikke, hvordan din eksmand og hans kone kan bilde sig ind, at deres ageren i forhold til børnene på nogen måde er i orden. I min verden opfører de sig umodent tangerende til det ondskabsfulde, og din eksmand svigter sine børn fatalt, men det kan hverken du eller jeg desværre lave om på, det kan kun han.

Små børn har gerne et stort behov for at kunne forstå og forklare ting i deres liv for at skabe overblik. Kan de ikke det, så har de det med at vende ansvaret og skylden mod dem selv. Jeg frygter, at det kan gælde for dine to børn. Altså, at de inderst inde bebrejder sig selv, at deres far ikke vil se dem, netop fordi de – som os – ingen fornuftig forklaring kan finde på det.

Derfor er det vigtigt, at du får placeret ansvaret for denne her ulykkelige situation, hvor den hører hjemme, nemlig hos din eksmand. Du skal ikke involvere børnene i den konflikt, du har med ham, for det har de slet ikke gavn af.

I stedet skal du sige til dem, at deres far pt. har store udfordringer i sit liv, som intet har med dem at gøre, og at det er derfor, de ikke ser ham, og at de måske ikke kommer til det i det næste halve års tid. Jeg tror nemlig, at det er vigtigt, at savnet efter ham lukkes ned, så de kan koncentrere sig om alle de andre gode ting, der heldigvis også findes i deres liv.

Jeg vil også råde dig til at kontakte Børns Vilkår, der desværre godt kender til problemet med børn, der ufrivilligt er afskåret fra at have kontakt med en forældre.

Du kan ringe til deres voksenrådgivning på 35 55 55 57 og læse mere på: bornsvilkar.dk

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.