Min ekssvigerdatter opfører sig som en heks
Min ekssvigerdatter opfører sig egoistisk og tænker ikke på mit barnebarns ve og vel, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om en egoistisk svigerdatter
Jeg er som farmor som står i en svær situation, der handler om min søn og ekssvigerdatter. De har sammen en lille dreng på syv år, som de har fælles forældremyndighed over. Min eks svigerdatter var min søn utro og har i dag en mand, som hun også har fået et barn med. Min søn blev efterfølgende kæreste med en anden kvinde, som han har det godt med i dag.
Problemet er min ekssvigerdatter, som i øjeblikket opfører sig som en heks. Hun sender f.eks. mit barnebarn hjem til sin nye kærestes forældre for at blive passet i stedet for hjem til os eller min søn, som hellere end gerne vil passe ham. Hun formåede også at ødelægge min søns sommerferie med mit barnebarn. Han havde lagt sin ferie i tre uger, hvor det var meningen, at han skulle være sammen med drengen.
Artiklen fortsætter under videoen...
Pludselig ændrede hun planer, så min søn kun kunne få lov til at holde en uges ferie med drengen. Vi indrettede os efter det, men så lavede hun det så om igen, så mit barnebarn skulle komme i en helt anden uge. Vi havde ellers planlagt en tur i Tivoli og købt billetter til et teater, hvilket vi måtte droppe. Da min søn så hentede sin søn om fredagen lød beskeden, at han skulle hjem igen allerede om søndagen, fordi min ekssvigerdatter ønskede, at han skulle køres ind i sin nye SFO i stedet for at holde ferie med sin far.
Både vi og min søn føler, at hun lægger alle sine kræfter i at ødelægge forholdet mellem ham og mit barnebarn. Da min søn og svigerdatter boede sammen, var det ham, der stod for alt det praktiske med mit barnebarn. Far og søn er derfor tæt knyttede til hinanden, og mit barnebarn er ulykkelig over, at han ikke får lov til at se sin far mere. Hvad gør vi?
- Lene
Vibeke Dorph råder til, at fokusere på den lille drengs ve og vel
Hvor er det pinagtigt igen at skulle høre om forældre, der ikke kan finde ud af at opføre sig som voksne mennesker. For umodent er det, når man som her obstruerer for, at din søn og dit barnebarn kan få tid og mulighed for at være sammen. Den slags opførsel er ikke kun tarvelig overfor din søn, men da mest af alt overfor dit lille barnebarn, der kun har en far, som han skal have lov til at få et tæt og trygt forhold til.
Alt det, er du helt sikkert enig med mig i, så jeg vil undlade at hælde mere brænde på bålet ved at skrive yderligere om, hvad jeg mener om din ekssvigerdatters opførsel. Jeg tænker nemlig, at der ikke er brug for mere spild her, det har ingen glæde af, for det løser ikke problemet, tværtimod.
Nu er din eks-svigerdatter ikke den eneste umodne forældre i dette land. Der bruges derfor uforskammet mange skattekroner og kræfter på at lave lovgivning om, hvordan man skal gebærde sig som skilsmisseforældre. I sådanne regler står der bl.a. at man som skilt forældre har ret til at holde et vist antal ugers ferie med sit barn. Kan forældre ikke selv finde ud af at arrangere sig, så kan det, der hedder forældreretshuset ”hjælpe” dem med det.
Prøv at gå ind på deres hjemmeside og læs nærmere derom, jeg sender dig linket. Men søg først at finde en løsning i al mindelighed. Splid fører ingen gode steder hen, hold derfor fokus på, at det er den lille drengs ve og vel det skal handle om og ikke din umodne ekssvigerdatter.