Min kæreste gider ikke min lille datter
Min kæreste betragter min datter som en belastning, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kæreste der vælger steddatter fra
Jeg bor i en sammenbragt familie, og er selv mor til en syvårig datter fra et tidligere forhold, mens min kæreste har en jævnaldrende pige. Sammen har vi en søn, der nu er knap to måneder gammel.
Min datter har desværre nogle udfordringer med sig på grund af svigt fra hendes far i barndommen. Hun har derfor haft svært ved at tilpasse sig og er ofte gået amok og har væltet det meste af huset her. Min kæreste har ikke kunne rumme den ubalance, som min datter har haft med sig, så for at hun skulle få en bedre trivsel, bor hun nu fast hos sin mormor og morfar.
Min kærestes datter er derimod hos os i fem dage hver anden uge, og jeg har altid følt, at der bliver gjort meget stor forskel på pigerne. Mens min datter ikke må være her, må hans gerne, fordi hun kan tilpasse sig og indordne sig vores hverdag. Jeg føler derimod, at pigen er en belastning, fordi min kæreste og jeg ikke kan være kærester, når hun er her. Hun skal have al hans opmærksomhed og konstant være i fokus i de dage, hvor hun er her.
Jeg føler også, at der kun er plads til hans datter, mens min ikke må være her, fordi hun har udfordringer. Min kæreste vil hverken min familie eller min datter. Når hun er på besøg, værdiger han hende ikke et blik, men giver derimod sin egen datter al opmærksomheden.
Jeg står på en skillevej, hvor jeg enten skal vælge min kæreste og hans datter, eller også min egen datter og familie. Det skal lige siges, at vi er det bedste par, når der ikke er børn omkring os, der kræver os, så hvad gør jeg?
Anja
Vibeke Dorph råder til at tage ansvaret på sig
Det kan da godt være, at din datter har udfordringer med sig på grund af et tidligere svigt fra sin far. Hun får det dog sten sikkert ikke bedre af de grumme svigt, som hun oplever fra dig og din kærestes lige nu.
For mens din utrolig egoistiske kæreste har sendt din datter væk med en umoden begrundelse om, at han ikke kan rumme hende, så har du fundet dig i det og dermed også svigtet din datter fatalt. For vi forlader ikke vores børn eller sender dem væk, blot fordi vi ikke kan rumme deres følelser og afmagt. Vi gør det modsatte; Vi bliver og viser dermed vores børn, at vi er der for dem uanset hvad.
Det har I ikke gjort, tværtimod har I kvitteret for din datters råb om hjælp ved at sende hende væk. Vi kan sikkert godt blive enige om, at det er sket på din kærestes initiativ, men du har ladet det ske, og undskyld mig, det fatter jeg simpelthen ikke, at du har kunnet få dig selv til.
For du er mor, din fornemmeste opgave er at tilgodese og varetage din datters behov, det er ikke sket, i stedet har det været din kærestes behov, der har vundet. Det er i sidste ende dit valg, og det forstår jeg da godt, at du lige nu har det svært med. Jeg er faktisk glad for den dårlige samvittighed, jeg aner i din mail, for det tyder på, at du trods alt har en samvittighed.
Den samvittighed synes jeg, du skal lytte til. For at dele sit liv med en mand, der sender ens barn bort, fordi han ikke gider det, en sådan mand bliver aldrig værd at samle på. Det kan da godt være, at han er sød og rar, når I ikke har børn omkring jer, men I er nu engang forældre til hele tre af slagsen. Så vågn op og tag ansvaret på dig. Skynd dig væk og skab i stedet et hjem, der også kan rumme den datter, som i den grad har brug for dig, og som du i øvrigt selv har valgt at sætte i verden.