Er jeg sart, fordi jeg gerne vil skærme mine børn for dårlige nyheder fra medierne?
Krig, dødsfald og kaos fylder i mediebilledet, men er det noget, man skal tale med sine børn om? Psykolog Rosa Øllgaard svarer i denne brevkasse på, hvordan man kan håndtere situationen.
Mine børns mormor og morfar refererer ofte til ting, de har set
i nyhederne – krig, dødsfald og lignende – ligesom de
kan finde på at tale om, at de nok ikke har så mange år
igen.
Ting, som jeg ikke synes, vores børn på 9 og 12
år behøver at høre.
Er det okay, at jeg beder dem om
at tænke over deres emnevalg, når de er sammen med
børnebørnene, eller er det mig, der er lidt sart
og berøringsangst?
Annonse
Psykolog råder til at tage hensyn til børnene
Det korte svar er, at ja – det er helt okay, at du siger
fra!
Ofte glemmer vi, at større børn også er børn, fordi de
sprogligt fremstår store i det, og vi kan snakke om store
ting med dem. Men indeni er de jo stadig deres alder og
nogle gange yngre, og det kan bedsteforældre godt glemme
– ofte i deres iver for at tiltale børnene som de hele mennesker de er.
Vi glemmer alle indimellem at, at selv store
teenagebørn har brug for omsorg og vores voksenoversættelser af verden til dem. Det er klart mere et voksenbehov
end et børnebehov at drøfte krig, dødsfald osv., og vi har
heldigvis de senere år fået langt bedre forståelse for, hvad
en børnehjerne har brug for og kan forstå.
Tag en åben
snak med mormor og morfar om det og spørg, hvad de tænker om det. Fortæl med udgangspunkt i dine unger, hvorfor
du tænker, at det er for tunge emner, og hvad det sætter
gang i hos børnene. Ofte tænker bedsteforældre slet ikke
over, hvor bange børn kan blive over at høre den slags.
Andre bedsteforældre kan have en ”vi voksne skal også
have lov at være her”-tilgang, der kan clashe med et mere
moderne familiesyn om, at børn har brug for nogle andre
ting end voksne har. Men det er altid de voksnes ansvar at
passe godt på børn, og det gælder også tunge emner, som
børns hjerner ikke er udviklet til at kunne forstå nuancer og
kompleksiteterne af endnu.
Hvis et tungt emne er meget oppe i medierne, kan man
spørge barnet, hvad det tænker om det. Børn kan også selv
tage større emner op, men husk kun at svare på, hvad de
faktisk spørger om – ofte kommer vi voksne til at sige alt
for meget og meget mere, end barnet kan kapere. Det her
er jo svære snakke for alle forældre, og nogle gange hjælper
det at have noget fælles tredje at tale ud fra. Der findes fx
gode vejledninger hos Red Barnet og Børns Vilkår. De er
ofte tilpasset de nyeste emner, og I kan måske sende dem til
bedsteforældrene, og som I kan have en fælles snak ud fra.
Hvis bedsteforældrene fortsætter, kan du på forhånd overveje, hvordan du blidt gør opmærksom på, at det ikke er
børnevenlige emner. Spørg evt. morfar og mormor, hvordan
du kan sige det til dem på en god måde, hvis de glemmer
det. Du kan også samle op med dine unger på vej hjem.
Spørg ”hvad tænker I om det, morfar sagde om dit og dat?”
for at finde ud af, hvad dine børn hæftede sig ved, og om
de har spørgsmål til det.
Børn går ikke i stykker af at høre
om ikke-alderssvarende emner, og det kan også være en
fin læring i, hvad de kan gøre med ting de ikke forstår eller
bliver bange for – nemlig at de altid kan komme til dig og
få det oversat, så de forstår det. Og at de forstår, at de ikke
behøver forstå det endnu.
Om eksperten
Rosa Øllgaard er autoriseret familiepsykolog med speciale i familiedannelse, fertilitetsforløb, efterfødselsreaktioner og krisehjælp.
