Børneflok på 4: "Det er en gave at have mange børn"

OBS: Denne artikel er udgivet i magasinet Vores Børn nummer 01/2020

Jeg har ikke altid vidst, at jeg skulle have mange børn. Det var heller ikke noget, min mand og jeg på noget tidspunkt aftalte. Vi tog én ad gangen og blev bare ved med at tænke: “Selvfølgelig skal vi have en mere”.

Jeg var 22 år, da jeg fik Oscar. Det var ikke så lang tid efter, at vi havde mødt hinanden, min mand Mikkel og jeg. Vi boede i en toværelseslejlighed med bad i kælderen, og jeg var i gang med min uddannelse. Jeg er glad for, at vi ikke ventede med at få børn, til vi havde det hele – hus, bil og job – Oscar er virkelig vokset med os.

Der gik seks år, inden Alma kom. Vi havde svært ved at få hende, indtil jeg gik til lægen og fik renset mine æggeledere og fik at vide, at jeg skulle komme tilbage efter sommerferien og starte i behandling. Det skete aldrig, for så blev jeg gravid.

Nummer tre, Konrad, kom hurtigt efter, fordi vi netop tænkte, vi skulle bruge tid på at blive gravide igen. Det skulle vi ikke. Vores mindste, Viggo, var faktisk ikke helt planlagt. Man tror hele tiden, man har fundet en metode til at være forælder, men der bliver ved med at være nye ting, der kræver noget nyt af dig. Fordi alle børn er forskellige, og tiden ændrer sig.

Da Oscar kom hjem med kærestesorg, tænkte jeg først: “Fuck, hvad gør jeg nu for at være en god mor?” og “Hvordan hjælper og støtter jeg ham bedst”? Så kommer Alma hjem og er frustreret over en engelsk stil, og så er der lus i Konrads klasse, og alle skal kæmmes, og jeg kan nogle gange grine af, hvor vidt omkring jeg skal i løbet af en dag.

Heldigvis holder jeg af det. Der er hele tiden nye ting at glædes over og glæde sig til. Jeg kan kun anbefale mange børn, jeg synes, det er en gave – og en stor fest. Mikkel og jeg har været sammen i snart 24 år, og vi værdsætter stadig at gøre ting sammen bare os to. Vi vinterbader fast et par gange om ugen, men ellers prøver vi at være så meget sammen som familie som muligt.

Vi samles og spiser sammen en dag om ugen, selvom det kan være sin sag at få til at gå op med alle børnenes fritidsaktiviteter. For os er det også en værdi at involvere dem i familiefirmaet: Mikkel, som er kok, og jeg kører nogle pop-up middage en gang om måneden, hvor han laver maden, og jeg står for alt andet. Vores børn er også en del af det, og det er skønt at lave det sammen med dem.

En gang imellem tager vi ud i naturen alle sammen og samler svampe og lignende ind til maden. Børnene gider aldrig, når vi foreslår det, men vi ved, at når vi først er af sted, ender de altid med at blive helt vilde. Vores glæde smitter også af på dem. Moderskabet er vel egentlig altid faldet mig naturligt, uden at jeg har tænkt så meget over det.

Jeg er omsorgsfuld storesøster i min egen søskendeflok på to, og det er også det, jeg laver på mit arbejde – hjælper direktionen til at blive den bedste udgave af sig selv. Og så planlægger jeg! Ligesom derhjemme. Jeg har kunnet arbejde fuldtid, også mens mine børn var små, fordi vi har nogle gode bedsteforældre i nærheden, men også fordi det giver mig energi. Jeg er glad for mit arbejde.

Det er også vigtigt på hjemmefronten. Heldigvis er jeg ikke en person, der har brug for at sidde meget i sofaen, jeg er ret effektiv og kan klare mange ting, inden jeg bliver træt. Når det endelig sker, tager vi en hel dag derhjemme, hvor der ikke skal ske noget, og hele familien kan gå rundt i nattøj.

Jeg er på ingen måde perfekt, men jeg forsøger at lade være med at belemre mig selv for meget, når jeg ikke synes, jeg gør det godt nok. Ligesom de fleste andre forældre tænker jeg over, om vi er nok til stede, og hvad det betyder for Viggo, den mindste, at han ikke får læst så meget godnathistorie som de andre gjorde, eller at vi ikke lige får prøvet rulleskøjterne med ham.

På et tidspunkt kom vi i tanke om, at vi havde glemt at lære ham at cykle! Så det kom han først i gang med sent. Alt det, som er glædeligt med børn, er jo på en og samme tid det, der også er svært. Jeg prøver at fokusere på alt det, jeg får gjort og alt det, jeg giver dem, blandt andet den store gave, at de har hinanden. Jeg kan sidde og betragte dem og tænke: “Nøøj, hvor er I heldige, hvor er det fantastisk med en hel børneflok”.