Camillas kamp for at få et barn: "Jeg vil give håbet videre"

Go’ morgen, skat. Et par små, lavmælte grynt lyder fra slyngevuggen, der hænger i dørkarmen mellem stuerne i Camilla Dalby og Kasper Christensens hus i Randers. Camilla tager forsigtigt sin lille søn Oliver op på armen og smiler til ham. Han ser lidt søvndrukken ud, men inden længe vender de små mundvige opad i en tilfreds grimasse.

Camilla rækker Oliver til Kasper, som har forberedt en sutteflaske til junior. Den fire måneder gamle dreng holder om flasken med begge hænder og suger mælken i sig. Alt ånder fred og ro i det højloftede hjem, som Kasper, 31, selv har sat i stand til perfektion.

Parret har været kærester, siden de var teenagere, og i 2014 købte de den store rødstensvilla for at skabe en familie sammen. På det tidspunkt havde Camilla, der er professionel håndboldspiller, været i udlandet i to år. Derefter var hun ligesom Kasper meget opsat på at rette fokus på den private bane. En plan, der inkluderede et eller flere børn, som kunne fylde huset med liv.

– Vi vidste, at vi ville have børn sammen. Det var en helt naturlig ting, siger Camilla, der i dag er 30 år.

Få måneder efter var der bonus. I hvert fald viste graviditetstesten to streger i maj 2016, og Camilla og Kasper var glade. Glæden varede dog kun kort, for fosteret gik til i sjette uge.

Den spontane abort slog ikke parret ud, og Camilla blev hurtigt gravid igen.

– Jeg følte mig meget gravid. Jeg var træt og havde kvalme, husker Camilla om sin anden graviditet.

Men en scanning i uge 10 gav et nedslående svar: Fosteret havde ingen hjerteblink og havde formentlig været dødt i nogle uger.

– Da blev jeg hårdt ramt. Jeg lever af, at min krop skal præstere, men nu fejlede den. Jeg følte mig snydt, fortæller Camilla ærligt.

Ikke lykkens gang

Camilla og Kasper besluttede sig for, at de ville prøve igen. Og i foråret 2017 blev Camilla gravid for tredje gang. På baggrund af sin historie fik hun denne gang en scanning hver uge, og alt så fint ud. Fosteret slog kolbøtter i maven, og Camilla og Kasper glædede sig forsigtigt over udviklingen.

Men lykken blev slået til hjørne i graviditetsuge 12, hvor Camilla skulle have den såkaldte nakkefoldscanning. Sygeplejersken, der kørte scanneren frem og tilbage over Camillas maveskind, konstaterede blidt, at fosteret var sygt. Fem dage efter bekræftede en moderkageprøve hendes formodning, og lægerne anbefalede en abort.

– Det kunne ikke blive værre. Fosteret ville være totalt misdannet og blev det født, ville det formentlig dø efter kort tid. Vi følte ikke, vi kunne tillade os at vælge det fra, men følte heller ikke, vi havde noget valg.

Efter tre mislykkede graviditeter var Camillas humør på nulpunktet. Omkring hende vrimlede det med runde maver og barnevogne med sunde og raske børn i. Selv om hun fik en støttende skulder af Kasper, familien og sine veninder, følte hun sig alene.

– Lægerne sagde, at 25 procent af alle graviditeter ender i en abort. Det vidste jeg bare ikke, og jeg kendte ingen, der havde prøvet det. Jeg følte mig som en fejl, og mit problem var et tabu, man ikke kunne tale åbent om, fortæller Camilla, der undervejs fik konstateret symptomer på depression.

Kunne sænke paraderne

I august 2017 blev Camilla gravid for fjerde gang. Hun var stadig psykisk slået ud og turde ikke tro på, at det ville ende med et barn. Den første scanning viste masser af liv.

– Det var fantastisk. Jeg tænkte; nu er den der, fortæller Kasper, der hele tiden havde bevaret troen på en normal graviditet.

Camilla var stadig skeptisk.

– Jeg skulle mærke liv, før jeg kunne hvile i det. Så kunne jeg sænke paraderne, siger hun med et smil og rækker en sut til Oliver, der stadig ligger veltilpas på sin fars arm. Resten af graviditeten gik som en drøm.

– Du blev meget glad for salt mad, mens du var gravid, husker Kasper.

– Og karry, griner Camilla, der løbetrænede uden problemer indtil uge 33. Dagen før fødslen var hun i fitnesscenter. Den 10. april klokken 9.16 blev Oliver Aksel Dalby Christensen født i et badekar på Randers Sygehus. Det gik uproblematisk, men stærkt.

Camilla troede, at hun ville blive rørstrømsk ved synet af sin søn, men husker bare, at hun sagde til Kasper, "nu er han her“.

Den nybagte far fik straks sit barn i armene.

– Jeg fældede en tåre dér ved badekarret, fortæller han med øjne, der lyser af faderlig stolthed og glæde.

Åben om sin kamp

Camilla har valgt at fortælle sin historie, fordi hun selv savnede positive historier at spejle sig i.

– Det er normalt at miste, sagde de på sygehuset. Men når det er så normalt, hvorfor hører man så ikke om det? Man er ikke forkert, når man ikke kan få et barn. Og hvis jeg fortier min kamp, er jeg med til at puste til et tabu, siger Camilla, der har et mål om det modsatte:

– Hvis jeg kan hjælpe nogen ved at være åben, gør jeg gerne det. Jeg vil give håbet videre til andre. Uanset hvor sort det ser ud, skal man ikke give op, siger hun bestemt og svinger den mørke hestehale om på ryggen.

Hun lægger ikke skjul på, at parforholdet blev sat på en prøve på grund af barnløsheden, men kærligheden er stærk mellem Camilla og Kasper. Til næste sommer skal de holde bryllup. Oliver grynter lidt.

Han er et nemt barn, lyder det fra hans forældre. Camillas barsel er slut, og nu er det Kaspers tur til at gå hjemme. Det nyder de alle tre. De håber på at kunne give ham en lillesøster eller lillebror på et tidspunkt, men der må godt gå et par år, siger Camilla.

– Vi er meget ydmyge om det, vi har fået. Og lige nu skal vi bare nyde ham her.