Wow, jeg er gravid: Carina

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid …

… blev jeg meget overrasket. Jeg løb rundt om mig selv og sagde ‘Oh, my God, jeg er gravid!’ mindst 1.000 gange – min læge havde nemlig fortalt mig, at det ville blive svært for mig at få børn. Jeg sendte André i Netto efter flere graviditetstest og tog i alt seks den formiddag.

Da jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg var gravid …

… turde jeg ikke tro på det selv. Vi var begge hjemme, da jeg tog testen, og vi gik og skævede til pinden sammen.

Da jeg skulle fortælle min mor, at at jeg var gravid …

… glædede jeg mig helt sindssygt meget til det. Jeg forestillede mig, at hun ville knibe en tåre og kramme mig – og det var lige præcis, hvad hun gjorde. Da kvalmen satte ind … var jeg uafklaret omkring mit job, og det gav nogle spekulationer. På den ene side havde jeg mest lyst til at holde det for mig selv, på den anden side havde jeg brug for, at mit arbejde tog nogle hensyn til mig.

Da jeg skulle fortælle det på jobbet …

… var jeg i syv sind. Det endte med, at jeg fortalte chefen, hvorfor jeg var så glad, mens jeg lå foran de mikroskopiske håndvaske ude på toilettet og plaskede vand i ansigtet. Min chef kom tilfældigvis forbi, da jeg lå der og prøvede på ikke at kaste op.

Da jeg voksede ud af mit almindelige tøj …

… begyndte jeg at græde. Jeg elsker at gå i leggings og kjoler, og nu kunne jeg ikke lyne min yndlingskjole! Jeg ringede stortudende til André, som sendte mig ned i den nærmeste H&M efter noget ventetøj. Han har lagt øre til mange af den slags opkald på det seneste og lånt mig adskillige af sine T-shirts.

Da jeg var til skanning første gang …

… hørte jeg overhovedet ikke efter, hvad der blev sagt. Jeg svævede bare rundt på min lyserøde sky og stirrede på det lille blinkende hjerte på skærmen, mens jeg tudbrølede.

Da jeg mærkede det første spark …

… begyndte jeg at grine. Det var ikke bare et lille spark, men et ordentligt los lige i solar plexus. Jeg lo af lettelse og glæde, for jeg var i 25. uge og havde gået og ventet rigtig længe på dette første spark.

Da jeg fik kønnet at vide …

… blev jeg ærlig talt skuffet over, at det var en dreng. Vi havde tidligere fået at vide, at det var en pige, og nu skulle jeg til at indstille mig på at få en krudtbasse i stedet for en prinsesse. Men jeg kom mig hurtigt over skuffelsen, for det vigtigste er selvfølgelig, at han er sund og rask.

Da jeg købte den første ting …

Da vi skulle finde på et navn …

… var vi meget enige, for vi kunne begge to lide navnet Kevin. Men vi udtaler det ikke ens, og så valgte vi Liam i stedet.

Klik her for at vende tilbage til hovedartiklen