Caroline spurgte sin kollega: Vil du have et barn med mig?

Det lyserøde børneværelse i Caroline Bagges lejlighed i det centrale Stockholm er fyldt med sjovt legetøj og opdelt af en foldevæg. Her bor der to små børn. Om ikke så længe vil deres far Jonas hente dem fra børnehave og skole og aflevere dem hos Carro, som Caroline kaldes.

Der er gået en uge, siden hun sidst så sine døtre, og Carro fortæller, at hun som altid glæder sig meget til at tage imod Alexandra og Josefina på syv og fire år. Carro, 47, og Jonas, 45, er mor og far til deres fælles børn, men de har aldrig været et par. Carro fik aldrig den kernefamilie, hun drømte om, men siger, at anderledes også kan være godt.

"Der er mange forskellige måder at blive forældre på", siger Carro.

Måske er det den hårde skilsmisse, hun selv oplevede som barn, som gjorde, at hun allerede i tiårsalderen begyndte at drømme om en dag at kunne danne sin egen kernefamilie. Hun skrev om sine fremtidige børn og mand i sin dagbog og ville gerne være voksen hurtigt.

"Min længsel efter børn har altid været der. Jeg har svært ved at holde mig fra dem, har altid villet løfte dem op og kramme dem. Jeg har også altid kunnet mærke, at børn kan lide mig", siger Carro.

Hun fortæller, at hun var ret sent ude i forhold til drenge. Sin allerførste kæreste fik hun, da hun var 20 år. Med ham blev hun også gravid. Og godt nok havde hun længtes efter børn og vidste, at hun gerne ville have nogle, men ikke på det tidspunkt og ikke med ham.

"Ingen af os var modne nok til at blive forældre på det tidspunkt. Jeg fattede ikke, at jeg var gravid, før jeg begyndte at kaste op i ottende uge. Lige på det tidspunkt føltes abort som det eneste rigtige, men efter indgrebet blev jeg fyldt af en enorm angst og tomhed. Men jeg vidste i det mindste, at jeg kunne blive gravid", siger Carro.

Da forholdet sluttede, satsede Carro på sin karriere og tænkte, at hun kunne vente med børn nogle år endnu. Da hun var 28, mødte hun en ny kæreste og gjorde det tidligt klart for ham, at hun gerne ville have børn. Det ville han også, men først og fremmest ville han færdiggøre sin uddannelse, der skulle tage fem-seks år.

"Jeg ventede på ham i alle de år, men da han var færdig med uddannelsen, ville han vente endnu længere med at få børn. Så forlod jeg ham", siger Carro.

Carro var på det tidspunkt 34 år, og hendes længsel efter børn blev endnu stærkere. Hun beskriver en urkraft inden i sig selv, en fysisk tomhed, som om hun var verdens mest ensomme uden et barn ved sin side.

"Jeg sagde, at hvis jeg bare får børn, så bliver jeg verdens lykkeligste. Folk sagde mig imod, men med facit i hånden ser jeg, hvor ret jeg havde i min følelse."

For hver ven, som blev gravid og fik barn, oplevede Carro det, som om hun fik en kniv i hjertet. Hun kunne ikke glæde sig med nogen. Hvis hun så en gravid kvinde i byen, gik hun hellere en omvej. Hendes jobsituation gjorde ikke sagen lettere. Hun arbejdede på børnebladet Kamratposten, og på hver sin side af sig havde hun redaktionerne for bladene Mama og Vi Forældre. På det tidspunkt begyndte Carro at date på nettet. Hun ville finde manden, som skulle være far til hendes børn. Samtidig var hun kræsen, det skulle jo ikke være hvem som helst, men en sjæleven.

"Jeg gik ikke så smart frem. Jeg havde nemlig ingen tålmodighed, og i min pande stod der nok med lysende skrift: ”Jeg vil have et barn med dig, ellers kan det være lige meget”. Jeg var blevet alt for desperat."

Efter et par måneders netdating gav hun op. I stedet begyndte hun at udforske muligheden for at få barn alene og begyndte at lægge planer for insemination.

"Fra begyndelsen følte jeg, at det var en egoistisk handling at få barn alene, bare for at jeg selv skulle have det godt. Og tænk, hvis jeg skulle dø, så ville barnet ikke have andre! Men den største sorg handlede om at opgive drømmen om en kernefamilie."

Noget var forkert

I januar 2010 havde Carro fået tid til insemination i Danmark. Men så, på en date i december, blev hun forelsket. Carro gjorde det helt fra begyndelsen klart, at hun allerede havde planlagt at få barn alene.

"Så sagde han til mig, at han også gerne ville have børn, og vi begyndte med det samme at forsøge. Et halvt år senere giftede vi os, og jeg tænkte, at nu ville jeg alligevel få den kernefamilie, jeg altid havde drømt om. Men tiden gik, og jeg blev ikke gravid."

"Jeg kender min krop godt og mærkede, at noget var forkert. Uden at min mand vidste det, fik jeg en fertilitetsudredning. Den viste, at jeg havde dårlige æg, og hvis jeg ville have børn, var det nødvendigt at få hjælp af IVF", fortæller Carro.

Hun blev glad, fordi hun følte, at der midt i det hele trods alt var en måde, hun kunne blive gravid på. Men lige så glad blev hendes mand ikke. Tværtimod blev han ret vred over, at hans kone var gået bag hans ryg. Mindre end to år efter brylluppet gik parret hver til sit. Carro begyndte forfra. Efter skilsmissen flyttede hun og begyndte på et nyt job som produktionschef. Og ved skrivebordet overfor Carro sad kollegaen Jonas. Jonas er homoseksuel og lever i et stabilt forhold med sin Oliver, som har en søn fra et tidligere forhold.

"Jeg vidste, at Jonas var en god fyr med sunde værdier og herlig humor. Flere gange så han mig bryde sammen på jobbet, og han mærkede min enorme længsel efter børn", fortæller Carro.

På et tidspunkt nævnte Jonas for Carro, at han også gerne ville være far og have flere børn ud over sin bonussøn. Der gik yderligere nogle dage, inden et lys gik op for Carro.

Spillede par

I nogen tid overvejede hun det spørgsmål, hun ville stille Jonas, men så kunne hun ikke holde det inde længere. Hun inviterede Jonas på en koreansk restaurant, og så stillede hun pludselig spørgsmålet: ”Jonas, vil du have et barn med mig?”

"Jonas sagde ja med det samme, men han gjorde det klart for mig, at jeg først skulle godkendes af Oliver. Et par dage efter traf Oliver og jeg hinanden. Og jeg blev godkendt som mor til hans samlevers barn. Derefter begyndte vi at date for ikke bare at lære hinanden at kende, men også hinandens familie og slægt. Når vi nu skulle have barn sammen, syntes vi, det føltes rigtigt at kende hinandens baggrund."

For at kunne gennemføre IVF skulle de være et par med fælles adresse. Derfor måtte Jonas og Carro spille par. Carro griner, når hun tænker tilbage på, hvordan Jonas sad og kyssede og holdt om hende under samtalerne. Parret betalte for tre forsøg på en privatklinik. De første to forsøg mislykkedes, men ved tredje forsøg blev der lagt to æg op, og begge blev siddende.

En overgang troede Carro, at de ville få tvillinger, eftersom man ved første scanning så to hjerter, som bankede. Ved anden scanning var det ene dog blevet stille. En urolig graviditet fulgte for Carro. Tænk, hvis også det andet hjerte skulle holde op med at slå?

"Men det gjorde det ikke. I maj 2013 kom Alexandra til os, og for første gang i mit liv følte jeg en ro. Den tomhed, som jeg altid havde mærket inden i mig, forsvandt. Det var en utrolig dejlig følelse."

Valgte ægdonation

Inden Jonas og Carro påbegyndte deres IVF-forsøg, skrev de en slags aftale med hinanden.

"Vi følte, at vi ville have en kontrakt på, hvordan vores barns opvækst skulle foregå, hvor barnet skulle bo, økonomi, dåb… alt, hvad man kan forestille sig. Øverst på papiret skrev vi, ”Barnets bedste skal altid komme i første række”. Tænk, hvor mange konflikter vi er sluppet for takket være den kontrakt", udbryder Carro.

Hun rejser sig og sætter sig flere gange under samtalen og forklarer, at hendes ADHD gør det svært for hende at sidde stille. 

"Jeg fik min diagnose for nogle år siden, og jeg tror, at det i høj grad er takket være styrken i min ADHD, jeg har haft kræfterne til at gennemføre denne lange rejse i kampen for at blive mor."

Det første år boede Alexandra fast hos Carro, men da hun var cirka et år, følte Carro sig helt færdig, en kombination af mange års kamp og af alle de vågne nætter, siden hendes datter var kommet til verden. Da begyndte Alexandra at bo på skift hos Jonas og Oliver. Snart blev tanken om et barn nummer to født.

Men på det tidspunkt var Carros æg i så dårlig stand, at der med stor sandsynlighed ikke ville kunne komme flere biologiske børn. Hun og Jonas gjorde to mislykkede IVF-forsøg, inden de gik videre med den sidste udvej, ægdonation, hvilket skulle ske i udlandet, eftersom det ikke var tilladt i Sverige på det tidspunkt. En hård procedure fulgte, hvor Carro blev sat i overgangsalderen og sprøjtet fuld af forskellige hormoner. To forsøg mislykkedes.

"Men ved den tredje ægdonation lykkedes det. Under graviditeten havde jeg mange blødninger og måtte ind og ud af hospitalet. Fem uger for tidligt fik jeg kejsersnit. Efter kejsersnittet var situationen stadig kritisk, da Carro var ved at forbløde, og i dag er hun taknemmelig for at bo i et land som Sverige." 

"Personalet var fantastisk. Jeg blev opereret akut, og da jeg senere vågnede op på sygehuset, kom Jonas ind med Josefina i armene."

Lykken var total. Sorgen over, at Carro ikke fik den kernefamilie, hun altid har drømt om, vil altid være der, men lykken over i dag at være mor til to sunde børn er så meget desto større.

"Jeg tvivler på, at jeg havde klaret at være alenemor, og er utrolig glad for, at det var Jonas, som blev børnenes far. Jeg føler mig tryg, når de er hos Jonas’ familie hver anden uge, og ved, at de har det godt."

Fælles mål

Nu kommer Jonas stormende ind med pigerne. Han har hentet dem fra børnehave og skole. Josefina er faldet i søvn på fars skuldre, og Alexandra finder en gave frem til Carro. Så bliver der krammet, og Jonas opdaterer Carro på, hvad personalet i børnehaven har sagt. På spørgsmålet om, hvad han og Carro betyder for hinanden, svarer Jonas:

"Vi er gået fra at være kolleger til at blive nære venner. Eller snarere familie. Carro føles som en søster. Vi lever hver sit liv med børnene som fælles mål. Indimellem ses vi alle fire, og indimellem tager jeg og Carro ud og spiser frokost. Der går ikke en dag, uden at jeg takker universet for, at det er gået så godt", siger Jonas, mens han forsigtigt vækker Josefina.

I dag kan Carro fortryde, at hun delte så meget med venner og på sociale medier om den kamp, hun kæmpede.

"Jeg lyttede alt for meget til, hvad andre sagde. Ofte følte jeg så meget skam. Det var først, da jeg fandt ligesindede, jeg forstod, at det er helt okay at gå forskellige veje for at blive forældre. Jeg håber, at vi med vores beretning kan inspirere andre. Måden, vores døtre blev til på, er ikke noget, vi skammer os over, og vi taler åbent med dem om vores fælles rejse."