Cille havde en fødselsdepression: ”Lige dér mærkede jeg det endelige punktum”

”Skal jeg gå med dig – eller skal jeg gå med vores søn?”

Den dengang 25-årige Cille Fjord Bannis havde netop født for første gang, men alt var ikke gået som håbet. Den nyfødte søn skulle akut køres til børneafdelingen, mens Cille skulle hasteopereres.

I midten stod hendes kæreste Christian og skulle vælge, hvilken afdeling på Odense Universitetshospital han skulle følge med på.

Cille bad ham gå med den søn, som hun selv måtte vente indtil næste morgen på at møde. En ventetid, der føltes uendelig lang, men som også blev begyndelsen på en følelse af utilstrækkelighed, en distancering og en fødselsdepression.

I Danmark udvikler cirka elleve procent af mødre og cirka syv-otte procent af fædre en fødselsdepression – og den, Cille Fjord havde, varede næsten to år. Sammen med Sundhedsstyrelsen står hun nu frem og fortæller om den svære tid. Selv ville hun ønske, at nogen havde fortalt hende, at det, hun følte dengang, ikke var så unaturligt og forkert, som hun troede, at det var.

Læs også

Torben fik en fødselsdepression: ”Jeg vidste ikke, hvad han ville have af mig”

Separeret

Kroppen er smart, siger Cille. Den glemmer. Den fortrænger. Den kan bevidst ikke huske nogle af de oplevelser og tanker, der har gjort allermest ondt.

Sådan er det også for hende. Meget fra tiden, da hendes førstefødte kom til verden for omkring fire år siden, er helt væk. Èn ting sidder dog fast: Øjeblikket, hvor forventningerne til at blive mor brister i allerførste time.

Efter en ellers god og gnidningsfri graviditet, begyndte tingene nemlig med ét at gå en anden retning. Grundet en svangerskabsforgiftning fik hun sat fødslen i gang i uge 37, og herfra og de næste to år frem går tingene ikke længere, som Cille og familien havde håbet, det skulle.

”Da jeg føder Carl, er han rigtig dårlig og bliver kørt direkte på børneafdelingen - og jeg er også selv rigtig dårlig, da jeg mister utroligt meget blod, og bliver kørt direkte til operation. Så vi bliver adskilt, nærmest idét han kommer ud. Han forbliver indlagt på børneafdelingen, og jeg på min afdeling,” fortæller Cille.

Her lå hun og ventede på at møde sin søn for første gang – men grundet den operation, hun netop havde været igennem, gik der næsten et halvt døgn, før hun fik lov til det.

Distanceret

Hun kan nærmest ikke huske, da hun mødte sin lille søn for første gang, men tankerne, der efterfølgende rullede ind over hende, står til gengæld klare. For hun mærkede ingen kærlighed til det lille menneske, hun kort forinden havde født. Faktisk mærkede hun ingenting overhovedet.

”Jeg orkede nærmest ikke at holde ham - og han var ikke engang to dage gammel. Der var ikke noget forhold mellem os,” fortæller hun.

”Det var kun et halvt døgn, vi var fra hinanden, men det er nogle så vigtige timer både for ham og i særdeleshed for mig. For mig er der ingen tvivl om, at det er separeringen, som sætter den her fødselsdepression i gang. Det var allerede der, jeg begyndte at distancere mig fra ham.”

Cille er i dag klar over, at lægerne med garanti gjorde, hvad de skulle for at få både mor og søn bedst fysisk ud af situationen. Mentalt var hun dog bare slet ikke med dengang.

”Amningen var frygtelig for mig. Jeg kan huske, at sygeplejersken blev ved med at lægge ham over til mig, fordi vi skulle have mælken op at køre. Men jeg distancerede mig fuldstændig,” fortæller hun.

”Jeg havde simpelthen ikke lyst til at have ham liggende. Jeg kunne slet ikke rumme at skulle være der. Jeg kunne slet ikke rumme mine egne følelser, så hvordan skulle jeg så også kunne rumme hans? Selv de små basale behov, som han havde, kunne jeg ikke rumme.”

Utilstrækkelig

En stor, tung, sort sky af ulykkelighed havde trukket sig ind over Cilles verden. Sådan følte hun det i hvert fald selv.

Hun kunne ikke føde rigtigt, hun kunne ikke amme, faktisk kunne hun ingenting. Hun kunne ikke engang elske sit barn.

”Jeg var fyldt med rigtig meget selvhad. Jeg følte, at alt var møntet mig. Alt pegede tilbage på noget, som jeg ikke var god nok til. Jeg var destruktiv over for mig selv. Jeg bankede konstant mig selv oven i hovedet med ting, som jeg ikke kunne finde ud af,” fortæller hun.

”Jeg var så depressiv. Jeg græd hele tiden. Jeg er meget lystsindet og positivt anlagt - det var jeg ikke i den periode. Jeg kunne slet ikke rumme det. Jeg kunne ikke tale om det, uden jeg blev enormt følelsesladet og meget, meget påvirket af det. Hele det første år efter fødslen kunne jeg slet ikke sætte ord på det, uden at jeg bare græd og græd og græd.”

I skjul

Cille og manden Christian levede nærmest et parallelt liv igennem lang tid. De var oppe på skift om natten, fordi den lille ikke sov, og de spiste knapt nok heller ikke mad sammen. De fandt hver deres måde at overleve på.

Han trænede meget. Hun søgte ly i den café, som hun og hendes søstre netop havde åbnet.

”Jeg havde ikke slet ikke lyst til at sidde hjemme og være i den der barselsboble, for jeg var røvhamrende ulykkelig i den. Der var ikke nogen grund til at sidde derhjemme og kigge, for jeg hyggede mig ikke med det. Jeg synes ikke, at det var rart. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at flygte fra det. Derfor var det nemmere bare at stå op, tage tøj på, lægge makeup og gå ud ad døren,” fortæller hun.

”Med den nyåbnede café, var jeg aldrig rigtig på barsel. Den gjorde, at jeg kunne fokusere på arbejde – og amningen kom aldrig rigtig op at køre, så på den måde kunne jeg nemt komme videre. Det lyder frygteligt at sige, men det var det, der skete.”

Nummer to

Selvom Cille gjorde alt for at komme videre, fulgte følelsen af utilstrækkelighed hende i næsten to år. Men efter adskillige psykologsamtaler og et stort arbejde med sig selv, fandt hun endelig en ro – og en stor kærlighed til sin søn.

Skæbnen ville dog, at Cille allerede kort derefter blev gravid med barn nummer to, selvom det ellers ikke var planlagt – og dét, kunne Cille mærke, rev lidt i det plaster, som ellers sad så godt fast.

Under graviditeten prøvede hun bevidst at skubbe de mange tanker om den første fødsel væk, i håbet om – og troen på – at hun ikke ville havne i samme situation igen. Hun startede med samtaler hos en psykolog og en psykoterapeut samt kom med i et forløb for sårbare gravide – og det hjalp med at holde det hele på afstand og fokusere på det nye.

”I starten sagde jeg egentlig pænt nej tak til at få hjælp. Jeg skulle bestemt ikke i en kasse, hvor der stod ’fødselsdepression’ på, eller have skrevet i panden, at jeg var ’sårbar gravid.’ Min mor sagde rigtigt nok, at det var der jo ingen udover mig selv, der kunne se, men det var stadigvæk en følelse, som jeg havde, og den kunne ingen tage fra mig,” fortæller hun.

”Men jeg tog afsted, og det gjorde alle mine tanker til skamme, for det var slet ikke sådan. Jeg fik ikke en hat på, hvor der stod ’sårbar gravid’. Tværtimod blev jeg bare omfavnet og imødekommet. Grebet. Jeg var aldrig kommet igennem det uden dem.”

Cille beskriver det som værende den nemmeste graviditet, den nemmeste fødsel, og så var hun endda hjemme igen samme aften. Alene det at komme ind på fødegangen igen, lugten og apparaternes bippen, fik hendes nervesystem i alarmberedskab, så var det dét, der bandt sløjfen om det hele og fuldendte cirklen.

”Lige der kunne jeg mærke, at dét var det endelige punktum for mig. Der, hvor jeg får sluttet fuldstændig fred. Jeg havde en anden ro og vidste, at lige meget hvad der kom til at ske, så skulle jeg nok klare det.”

En del af historien

Lige så svært, som det var for Cille at se i øjnene, at hun skulle hjælpes på vej med et forløb for sårbare gravide, så var det heller ikke nemt for hende at skulle sige det højt, at hun havde haft en fødselsdepression. Det har dog ændret sig nu.

”Jeg har i dag accepteret, at det er en del af min historie, men der var en lang periode, hvor jeg ikke ville acceptere det. Jeg ville ikke være den, der lå i kassen som hed ’fødselsdepression, 25 år’,” fortæller hun.

”Men nu har jeg accepteret, at jeg har været rigtig ked af det – for det har jeg, og det skal jeg stå ved. Jeg har sluttet fred. Det er en del af mig. Derfor har jeg heller ikke længere et problem med at dele det med andre, at jeg har haft en fødselsdepression.”

Faktisk er Cille også sikker på, at fødselsdepressionen har givet hende noget, som hun ikke ville have fået, hvis hun havde været fødselsdepressionen foruden.

”Jeg tror ikke, at jeg ville have været den samme mor overfor begge mine drenge, som jeg er nu, hvis jeg ikke havde haft det med i bagagen. Jeg er meget mere taknemmelig og sætter pris på de helt små øjeblikke, som jeg med stor sandsynlighed ellers havde taget lidt for givet, hvis jeg ikke havde været udsat for det her.”

Stærkere sammen

På sin Instagram har Cille valgt at dele ud af sine oplevelser med sin fødselsdepression til sine 54 tusind følgere. For efter hun er landet i sig selv igen, kan hun se, hvad hun selv manglede: Noget solskin, som kunne skinne lidt over alle de mange grå skyer, som hun gik under, men ikke mindst også nogen at spejle sig i.

”Jeg manglede et sted at tage hen. Nogle at tale med. Jeg blev tilbudt en plads i en fødselsdepression-gruppe, men jeg havde ikke brug for, at der blev gravet dybere i min sorg. Mest af alt manglede jeg at høre fra nogen, som var på den anden side. Nogen, som havde gået igennem det, og som kunne sige: ’Hold ud, det skal nok gå, men du bliver nødt til bare at rumme det’,” siger hun.

”Jeg ville ønske, at jeg var blevet fortalt, at ikke alle føler kærlighed ved første blik, og at det er helt okay. Jeg elsker ham utroligt højt nu, men det var en anden proces for os.”

I forbindelse med sin kampagne for Sundhedsstyrelsen, inviterede Cille tre kvinder, der havde eller havde haft en fødselsdepression, hjem til sig i Odense. Her brugte de en eftermiddag på at snakke deres oplevelser igennem – og de fandt hurtigt ud af én ting: Historierne var vidt forskellige, men alligevel ens. Der gik det for alvor op for Cille, hvor vigtigt det er at snakke højt om de svære tanker.

”Det er vigtigt, at folk ikke føler sig alene – for man bør ikke føle sig alene. En fødselsdepression kan ramme alle – og alligevel har det været et meget stort tabu i mange år. Det er det som sådan ikke mere – heldigvis, men der er stadigvæk lang vej endnu,” fortæller hun og fortsætter:

”Det kan være svært at tale højt om det og række ud. Det ved jeg, for jeg har selv været der. Men ræk nu ud, ellers er der ikke nogen, der har mulighed for at gribe dig.”