Dina mistede to børn under graviditeten: ”Jeg siger stadig godnat til dem hver aften”

Dina sidder i en hospitalsseng og studerer sin nyfødte datter. Næsen med de små næsebor. Fingrene med mikroskopiske negle. Den perfekte bue over læberne. Det hele er så fint og færdigt, og den unge mor kæmper med at forstå, at hendes lille pige aldrig vil tage sit første åndedrag, åbne sine øjne eller sutte på hendes bryst. Pigen er død halvvejs i graviditeten, og Dina har nu halvandet døgn til at suge alle indtryk til sig. Derefter bliver babyen kørt væk, og Dina sidder tilbage med sine moderfølelser og ingen steder at gøre af dem.

– Jeg var jo blevet mor, men mit barn var væk. Det var meget svært at forstå, husker 28-årige Dina Vanessa Liamson.

Hun sidder i sin lejlighed i Greve, og omkring hende fortæller indretningen om en børnefamilie. En høj stol for enden af bordet, et kulørt navneskilt på døren ind til et børneværelse og små sko i entreen vidner om, at Dina har levende børn at give sin kærlighed til. Sonny på 12, Victoria på syv og Madison på tre år. Men det er usynligt for omverden, at hun også er mor til ikke alene den lille pige, som døde under hendes tredje graviditet, men også en dreng, som Dina mistede under sin fjerde graviditet.

Fire år senere har de to børn stadig en stor plads i hendes hjerte.

– De vil altid være en del af mig, og det er vigtigt for mig, at vi alle sammen herhjemme ved, at de har været her. Jeg siger stadig godnat til dem hver aften, fortæller Dina, som har skiftet navn for at holde mindet om de små sjæle i live.

Hendes mellemnavn, Vanessa, er datterens navn, og efternavnet Liamson kommer fra sønnens navn, Liam.

GLEM, OG KOM VIDERE

Bevidstheden om, at børn er noget, man kan miste, lå ellers fjernt fra Dina, som kun var 16 år, da Sonny kom til verden, og 20, da Victoria blev født.

– Jeg var meget ung og havde nok en forventning om, at man bare får de børn, man vil have, sige hun.

Da den forestilling eftertrykkeligt brister, skal Dina lære en ny måde at forholde sig til sit forældreskab. Hun har ingen erfaring med, hvad det vil sige at blive mor til et dødt barn, men alligevel skal hun træffe en masse beslutninger – for eksempel om datteren skal begraves og have en gravsten, eller om hun skal i de ukendtes grav.

Dina vælger det sidste, for hun magter ikke tanken om at skulle passe et gravsted, og kan man overhovedet begrave så lille et barn? Valget æder hende dog op efterfølgende, fordi hun ikke er til stede, da hendes datter kommer i jorden. Dina ender med at overtale kirkegården til at omgå reglerne og fortælle, hvor pigen er begravet, så hun i det mindste har et sted. Det er vigtigt, for i Dinas tanker er hendes datter stadig virkelig.

– Jeg tænkte hele tiden på, hvor hun var nu. Om hun følte sig alene. Om hun savnede mig. Det var det, der fyldte noget, men det var svært for mine omgivelser at acceptere, at jeg tænkte sådan, fortæller hun.

Dinas kæreste har sin egen måde at sørge på, og han lukker af, når Dina prøver at tale med ham. Fra andre nære familiemedlemmer lyder beskeden, at hun skal lade være med at dyrke sorgen. Sket er sket, nu gælder det om at komme videre. – Det var sådan, næsten alle opførte sig. Som om jeg bare skulle glemme Vanessa. Jeg blev så ked af det, for jeg havde ikke lyst til at lade, som om hun aldrig havde eksisteret, fortæller Dina.

Hun finder dog forståelse hos sin far, som godt kan rumme alle de tanker, der rumsterer i hende.

AT LEVE MED DE DØDE

Da Dina står i den forfærdelige situation atter at miste et ufødt barn, er det en trøst, at hun føler, at Vanessa ikke længere er alene, der hvor hun befinder sig nu. Og Dina ved, hvad hun skal gøre for at håndtere tabet bedst muligt: Det skal anerkendes, at Liam har været her. Dina får sunget en fødselsdagssang for ham og en godnatsang, inden han bliver kørt væk. Han får en rigtig begravelse og et gravsted, hvor hun kan mindes ham. Alt sammen ting, der cementerer, at han – død eller levende – er hendes barn og skal have sin plads i familien. Også selv om hun i dag er den eneste, der stadig har det sådan.

– Min familie nævner dem ikke længere, og jeg tror egentlig ikke, de ved, hvor meget Vanessa og Liam stadig fylder for mig, siger Dina.

Efter de to tab føler Dina sig forfulgt af en negativ skæbne. Har hun gjort noget frygteligt i dette eller et tidligere liv, når hendes børn skal tages fra hende? Alligevel kan hun ikke opgive drømmen om et tredje barn. Også for at hendes levende børn får en god udgang på historien. Victoria kommer en dag hjem fra børnehave og fortæller, at ”Victors mor har fået en baby”. Og udbryder derefter: ”Og ved du hvad, mor, den er levende!”

– Jeg kunne ikke bære, at det var den fortælling, Victoria og Sonny fik med sig videre – at det mest normale er, at børn dør, siger Dina.

Da det lykkes at blive mor til Madison, som bliver født spillevende og i dag er tre år, begynder en langsom heling. Hullet efter de to døde børn bliver på en måde fyldt ud, selv om de aldrig vil kunne erstattes. Dina begynder omsider at føle sig afklaret med, at det var tilfældigt, at to af hendes børn ikke fik lov at opleve livet; at der ikke var en højere mening. Det betyder, at hun nu kan leve godt med mindet om Vanessa og Liam.

– Jeg er ude på den anden side, og selv om der også er tidspunkter, hvor jeg tillader mig selv at bryde sammen, kan jeg mange dage mindes de børn med glæde. Jeg er stolt af, at jeg er mor til fem og ikke kun tre børn.