Drop det dødkedelige ”vi” – og få et bedre parforhold

Nå, så er det fredag aften igen. Det ved du, fordi dine børn sidder og ser fjernsyn, og din mand venter på, der kommer en film lidt senere. Du ved også, at når kendingsmelodien er slut, skal han tisse, fordi han har drukket to og en halv kop te, at han, når børnene om lidt skal i seng, vil sige ”Goodnight, sleep tight, don’t let the bedbugs bite” (vist nok fordi han var udvekslingsstudent i USA, da han var 16).

Og du ved, at han klokken 21.32 åbner sine bukser, lægger sig på siden og zapper, indtil der er nyheder klokken 22, fordi filmen alligevel var kedelig. Og hvorfor ved du lige det? Det er meget simpelt: Fordi det gør han hver aften. Undtagen den ene gang om måneden, hvor I får børnene passet og er til parmiddag, naturligvis. Men før du siger noget, ved du jo godt, at han bare er et spejl på dig. Dig, der på spørgsmål som: ”Har du haft en god weekend?” og ”Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?,” responderer: ”Jo tak, vi har haft en dejlig weekend” og ”Vi mangler faktisk en juicemaskine”.

Over årene er dit ’jeg’ blevet til ’vi’, undtagen når det handler om sygdom, brok eller martyrsætninger som: ”Nu har jeg både handlet og hentet børnene, så kan jeg jo også lige så godt tømme opvaskeren”. I er sammen 24/7, og det var engang pragtfuldt og bekræftende, men med årene er det måske bare blevet lidt… tør vi sige det? Kedeligt. 

”Jeg vil vise dig alt om mig!”

Egne venner er vigtige – også dem af det andet køn

Frirum

Stå fast på det, du vil

Planer og ingen sure miner

Bryd vanen – ellers …

En stor del af udfordringen ved at gå fra at være siamesiske tvillinger til at være et par, der også har et selvstændigt liv uden for forholdet, er at bryde vaner. Og det er noget af det sværeste i verden.

Men det er det værd, for det er en stor trussel for forholdet altid at gå op og ned af hinanden, og konsekvenserne er ifølge Rikke Thuesen mange (og deprimerende, når man tænker på, at det startede som stor forelskelse):

1. Man ligner hinanden for meget, og det er kedeligt for begge parter.

2. Man får ingen nye input og kan derfor ikke underholde den anden (med andet end arbejdsting, og det vander ligesom lidt ud med årene).

3. Man bliver lige maskuline og feminine, fordi man tilpasser sig hinanden.

4. Man bliver for meget venner, og hvem vil gå i seng med deres ven?

5. Der er ingen positiv usikkerhed over risikoen for, at der kommer en og snupper den anden, og derfor er der ingen grund til at gøre sig umage og oppe sig.

6. Man er ikke spændende, når man ved alt om den anden.

7. Man savner aldrig hinanden.

Det lyder jo ikke ligefrem som det forhold, man brugte timevis på at drømme om, da man var single. Rikke Thuesen råder til at tage et skridt af gangen, og første skridt er at tale om det. Man kan for eksempel sige: “Jeg savner at være sammen med pigerne, og jeg savner at savne dig, så jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede at gøre nogle ting hver for sig.”

– Man kan eventuelt lave en pagt eller støtteaftale med sin partner, hvor man opfordrer og husker hinanden på at gå ud indimellem, siger Rikke Thuesen.

Så det er vist tid til at slippe remoten, gribe telefonen og få ringet og få sat den der kaffeaftale/fodboldkamp op. Nu. Inden dine venner siger ”Hvem siger du, det er?”, når du ringer. (Eller inden vennerne svarer – ”Nå er det ‘Jer’, der ringer?” )