donorbarn bog vores mirakel

Som treårig fik Emma en helt særlig bog af sine forældre: ”Det er en speciel måde, vi har fået dig på”

Da Emma var tre år, fik hun at vide af sine forældre, at de havde fået hjælp fra en donor for at få hende. For Emma har det gjort en verden til forskel, at forældrene valgte at være åbne og fik hende til at føle sig som noget særligt.

Emma finder sin egen bog frem. Den gule A4-mappe med babybilleder af hende selv på forsiden fortæller i børnehøjde – med billeder, tegninger og korte tekster – hendes helt egen historie om at være kommet til verden efter forældrenes brændende ønske, og med hjælp fra en sæddonor.

Og "Emmas bog" er fuld af barndomsminder om godnatlæsning, for Emmas forældre lavede den til hende, da hun var tre år.

"Bogen gør, at jeg "altid" har kendt min historie," fortæller 27-årige Emma Grønbæk fra Aarhus.

I forordet skrev forældrene blandt andet til deres datter:

"Elskede Emma. Denne bog er blevet til for at fortælle dig historien om, hvordan du blev til, om vores mangeårige barnløshed og de somme tider meget svære beslutninger, det medførte. Vores ønske er, at denne bog skal kunne tage hul på disse problemer, allerede mens du er et lille barn, og gøre de spørgsmål, det må afføde, lettere at stille. Du må aldrig tvivle på, at du var det mest ønskede barn i verden."

"Essensen af den bog, mine forældre lavede, var, at jeg var et ønskebarn, og at de virkelig havde kæmpet hårdt for at få mig. Så jeg er faktisk vokset op med følelsen af, at jeg var mere ønsket end almindelige børn," siger Emma.

"Jeg fik at vide, at det var sådan lidt en speciel måde, de havde fået mig på. Men for mig var det ikke noget negativt. For jeg kom til at forstå, at de virkelig havde gjort noget ekstraordinært for det. Så jeg blev meget overbevist om, at jeg var elsket og ønsket. Og jeg oplever, at det egentlig har givet mig en stor ro i mig selv."

Hjælp fra "en mand"

Det var i maj 1996, Emma kom til verden. På det tidspunkt havde hendes forældre ventet på hende i syv lange år og været i udfordrende fertilitetsbehandling.

De havde set vennerne få børn, mens de selv måtte vente videre og bare håbe. På et tidspunkt blev det klart, at der måtte en sæddonor til, hvis det skulle lykkes.

2.jpg
Emma med den bog med sin egen historie i, som hun fik af sine forældre som tre-årig.

Emmas bog fortæller i børnehøjde, hvordan de fik hjælp, og at donoren var anonym:

"En mand, som Mor og Far ikke kender, ville gerne hjælpe, og han gav sædceller nok til at komme på Mors æg. Og snart var Mor gravid. Mor og far blev SÅ glade, da de fik at vide, der var et barn, der voksede inde i Mors mave."

Emma føler, at hun har haft stor gavn af den tidlige viden.

"Jeg er vokset op med, at det bare har været en del af livet. Det har aldrig været anderledes. På et eller andet tidspunkt er jeg jo begyndt at stille spørgsmål, og vi har så snakket om de tegninger, der var i bogen, og gradvist har jeg forstået mere og mere."

Emmas forældre blev rådet til ikke at fortælle deres datter om ophavet, men valgte noget andet.

"Jeg kan godt forstå, at man kan være i tvivl om, hvor åben man skal være, og nogle forældre vil også helst vente, til deres børn er lidt ældre og kan forstå det, men børn forstår måske mere, end voksne lige forestiller sig," mener hun.

Nu hjælper Emma andre

To år efter Emmas fødsel fik forældrene tvillingepiger ved hjælp af en nyopstået mulighed, såkaldt mikroinsemination, så Emmas far blev biologisk far til hendes to søskende, men for hende føles han mindst lige så meget som far.

"Han har været der altid, og jeg føler, vi har en meget stærk relation. Nogle gange måske endda stærkere, end hvis man havde været familie, fordi man har kigget hinanden i øjnene og sagt: "Vi vælger hinanden til – vi er far og datter."

1.jpg
Emma med sin far Henning og sin mor Ida.

Emma har indtil videre ikke haft brug for at prøve at finde den mand, der gav hende liv, selv om nutidens DNA-test gør det muligt at forsøge.

"Men jeg er utrolig taknemlig over hans bidrag til vores familie. Og jeg sender ham kærlige tanker engang imellem og håber sådan, at han kan mærke det ude i universet," siger hun.

I dag kommer hendes baggrund som donorbarn andre til gode.

Emma er uddannet sygeplejerske, og efter at have talt med en veninde, som tænkte på sæddonation, lavede hun en blog om at være donorbarn – og derfra rullede snebolden, som hun siger.

For godt to år siden blev hun ansat i sædbanken Cryos International for at lave oplysning til forældre med donorbørn.

3.jpg
Emma trækker på sine erfaringer som donorbarn i sit arbejde i firmaet Cryos i Aarhus.

Og for tre år siden skrev hun sin egen historie i bogen "Donorbarn – et ønskebarn", som også er oversat til engelsk og bliver solgt i hele verden.

Danmark har været et foregangsland med hensyn til fertilitetsbehandling, og derfor kan Emmas erfaringer bruges andre steder – hun deler nu også ud af dem på Instagram under navnet @donorchild.

"Der er mange, der skriver til mig, og jeg svarer dem altid," fortæller hun.

"Det giver meget at hjælpe andre. Og jeg tror, at jeg på en eller anden måde har brug for at få en hele-tiden-påmindelse om, at det her er vigtigt."

Emmas nye bog

4.jpg

"Vores mirakel" hedder en ny bog, som Emma har skrevet for sædbanken Cryos International, der har hovedkontor i Aarhus og formidler sæd til både heteroseksuelle par, homoseksuelle par og solomødre.

Bøgerne er lavet i forskellige udgaver, der passer til forældre-situationen – og kan bruges til at snakke med barnet om, hvordan det er blevet til.

I arbejdet med firmaets børnebog har Emma brugt sine egne erfaringer og været inspireret af den bog med sin historie, som hun fik af sine forældre som lille.

Hun opfordrer med bogen til åbenhed og til at gøre det til noget positivt at være donorbarn ved at fortælle, hvor ønskede de er:

"Der var engang, hvor vi næsten havde det liv, vi ønskede os. Men noget manglede. Og det var dig – Vores Mirakel", begynder bogen.