En læser fortæller: ”Min kærestes svigt endte med at gøre mig stærk”
Efter tabet af vores ufødte barn havde jeg brug for ro, mens Marcus ville ud og se mennesker. Jeg tænkte, det var fint, at vi gav hinanden plads til at sørge forskelligt, men at det ikke helt forholdt sig sådan stod klart, da min veninde sagde, at der var noget, hun blev nødt til at tale med mig om.
Jeg vågnede tidligt, men jeg stod ikke op. Jeg rullede i stedet om på siden, trak benene op under mig og lukkede øjnene. Min krop føltes som bly, mine tanker var klæbrige og mørke. Jeg havde på ingen måde lyst til at stå op og møde dagen. Jeg mærkede Marcus vågne bag mig. Han rakte ud, lagde sin hånd på min skulder og gav mig et klem. I det mindste var jeg ikke alene, tænkte jeg. Hvis jeg oveni det hele havde været alene, så ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort.
Det var et halvt år siden, Marcus og jeg havde været lykkelige, vordende forældre. Jeg havde båret vores første barn, som vi på det tidspunkt vidste, var en lille pige. Hun skulle hedde Selma, var vi enige om.
Jeg var snart i midten af 30’erne og havde længe drømt at blive mor. Jeg nød min graviditet, der havde været nem. Jeg gik op i redebygningen med hud og hår. Jeg købte vugge, strikkede små trøjer, undersøgte hvilke babydyner, der var de bedste og forberedte mig i det hele taget på fødslen.
En dag skete så det, der ikke måtte ske. Jeg mærkede pludselig mindre liv, end jeg plejede. Jeg drak et glas koldt vand og lagde mig ned, men intet hjalp. Jeg begyndte at gå i panik. Om aftenen tog Marcus og jeg på hospitalet, og en ultralydsscanning viste, at der ikke længere var liv.
Senere undersøgelser viste, at jeg havde fået en infektion, der havde været livsfarlig for min lille pige. Jeg var i syvende måned, da jeg fødte mit døde barn.
Sorgen efterfølgende var lammende. Alle omkring mig forstod, at vi var kede af at have mistet vores barn, men de fleste forventede på samme tid, at sorgen hurtigt ville fortage sig, og at jeg snart ville blive gravid igen. Jeg kunne mærke, at de tænkte, at vi ikke havde mistet et ’rigtigt’ barn. Enkelte sagde det endda ligeud.
Jeg forstod slet ikke, hvad de mente. For mig var Selma et meget virkeligt barn, og min sorg var derfor reel og måtte tage den tid, den tog.
Udover Marcus var en af de få, der forstod min sorg, min veninde Katrine. Katrine var i gang med et forløb på en fertilitetsklinik, hvor hun skulle insemineres for at blive gravid alene med donorsæd. Hun havde haft flere fejlslagne forsøg og havde hver gang følt frustration og sorg. Selvom vores erfaringer ikke var de samme, så var Katrine en uvurderlig støtte i den tid.
Marcus var ulykkelig som mig, men hans sorg tog en anden form. Han var god til at trøste mig, men han havde også brug for at komme ud og væk fra smerten. I den periode løb han derfor meget, gik en del ud og begravede sig ellers i sit arbejde på alle tider af døgnet. Han satte aldrig spørgsmål til min måde at tackle sorgen på, og jeg satte aldrig spørgsmål til hans. Jeg syntes, at det var så fint, at vi kunne rumme hinandens sorg og give hinanden plads til at sørge på hver vores måde. Indtil den dag min verden ramlede for anden gang på under et år.
Katrine havde sat mig stævne på en café. Hun var begyndt at insistere på, at vi mødtes ude i ’den virkelige verden’, som hun sagde. Jeg skulle ud af min hule, og selvom det krævede den største overvindelse af mig, kunne jeg også mærke, at hun havde ret. Marcus havde været mere væk, end han plejede, i de sidste par uger, og tomheden i vores hjem gik mig på.
Katrine virkede ikke som sig selv, da jeg mødte hende. Jeg spurgte, om det gik dårligt med fertilitetsbehandlingen, men det var ikke det, faktisk så alt lovende ud på den front. Hun spurgte så, om vi ikke skulle gå en tur i stedet for at blive siddende på caféen.
På en bænk i den nærliggende park, kom det så endelig. Katrine fortalte, at hun en aften havde set Marcus ude foran en bar, og han havde ikke været alene. Det tog en rum tid, før 10-øren faldt, og det krævede, at Katrine blev mere specifik. Hun fortalte mig derfor nu, at hun havde set Marcus stå og omfavne en kvinde, som han tydeligvis var sammen med. De havde kysset lidenskabeligt og var gået tæt omslynget fra baren og videre ud i natten.
Annonse
Min hjerne ville først ikke forstå, hvad hun sagde. Den blev ved med at producere forklaringsmodeller for det, Katrine havde set. Måske havde Marcus haft det dårligt og været nødt til at støtte sig til en anden? Måske var kvinden bare en veninde, selvom jeg ikke anede, hvem det dog kunne være.
Da vi tog afsked, havde jeg endelig fattet, hvad Katrine havde sagt, men jeg var fortsat i chok. Det var først næste dag, at jeg brød sammen. Alt blev sort, jeg bare græd og græd. Erkendelserne kom til mig i etaper. Når jeg tænkte tilbage, så havde Marcus jo mere eller mindre været konstant væk hjemmefra på det seneste. Jeg forstod nu, hvor meget han havde løjet for mig. Alle de lange løbeture, hans behov for ’alenetid’.
Havde det alt sammen været løgne, han havde fortalt mig for at være sammen med en anden kvinde?
Marcus kom som sædvanligt sent hjem om aftenen, men i stedet for at gå i seng, som jeg plejede, ventede jeg oppe. Jeg rejste mig og konfronterede ham med det samme med det, Katrine havde set. Hans ansigtsudtryk krakelerede, men han sagde ikke noget. Han var bare bleg og stirrede på mig. Først blev han vred på Katrine, men så indrømmede han, hvordan det hele hang sammen.
Jeg havde ikke været til at være i nærheden af, sagde han. Han havde haft brug for at føle, at livet gik videre, og at han gerne måtte være glad. Jeg blev kun mere såret, jo mere han forklarede sig. For ifølge Marcus havde min depression været et frikort til, at han kunne gå ud og møde en anden kvinde.
Hvert ord, han sagde, føltes som om, han slog mig. Til sidst måtte jeg bede ham om at gå. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham. Allerede inden hoveddøren smækkede efter ham, vidste jeg, at det var forbi. Jeg ville aldrig kunne tilgive Marcus eller stole på ham igen. Jeg var ulykkelig og helt slået ud, men jeg var samtidig afklaret. Der var ingen fremtid for os to sammen.
De følgende måneder i mit liv er ikke nogle, jeg har lyst til at huske tilbage på. Jeg var vred og i sorg, og det var en uskøn cocktail. Jeg havde svært ved at sove, men jeg kunne heller ikke stå op. Jeg så forfærdelig ud. Den eneste, jeg talte med, var Katrine, og jeg ved ikke, hvordan hun holdt ud at høre på mig, for jeg skiftevis græd og var vred. Der var sorte dage, hvor jeg ikke havde lyst til at leve.
Jeg følte mig som den største fiasko, som ingen kunne elske. En dag skrev en gammel veninde tilmed til mig, at Marcus’ svigt var langt større, end jeg havde forestillet mig. Hun kendte nemlig den kvinde, han datede nu, og hun vidste derfor også, at de havde mødt hinanden, fordi Marcus havde oprettet en profil på en datingapp ganske kort tid efter, at vi havde mistet vores fælles barn.
På en mærkelig måde blev den oplysning min redning. Jeg forstod med ét, hvilket elendigt og egoistisk menneske Marcus var. Tænk, hvis vi havde fået et barn sammen, gyste jeg, og det var som om, mine tanker klarede op. Jeg så mig selv i et nyt lys. Jeg var mere værd end ham, og hans nedrige opførsel skulle ikke have lov til at ødelægge mit liv.
Fra den dag af begyndte jeg at leve mit liv som om, Marcus aldrig havde været i det. Jeg samlede mig selv op. Jeg begyndte at gå ture, og jeg kom i bedre form. Jeg droppede de færdiglavede pastaretter fra supermarkedet og begyndte igen at lave sund mad til mig selv. Skridt for skridt tog jeg styringen over mit liv tilbage.
Jeg kom også endelig tilbage på arbejde. Jeg smed alle Marcus’ ting ud og indrettede lejligheden, der heldigvis som udgangspunkt havde været min, som om den aldrig havde rummet et par. Jeg tog kontrol over mit liv og min egen lykke.
Katrine var samtidig blevet gravid, og jeg kastede mig over at være en støtte for hende, som hun havde været det for mig. Jeg startede i mit eget fertilitetsforløb, for min drøm var stadig at blive mor. Et år senere var det mig, der som 35-årig fødte en lille søn.
Katrine og jeg ser i dag hinanden og vores to børn som en udvidet familie. Vi spiser sammen flere gange om ugen, tager på ture med vores børn og holder fælles ferier. Min lille søn og hendes datter vokser op som en slags søskende, og de er utroligt glade for hinanden.
Havde nogen spurgt mig for et par år siden, hvordan mit liv ville se ud i dag, havde jeg aldrig kunnet forestille mig, at det var sådan her, det ville ende. Indrømmet, der er og har været dage, hvor det er vanvittigt hårdt at være alenemor på fuldtid. Indtægt, rengøring, madlavning, sygedage – alt hænger på mig. Men jeg ved, at jeg har Katrine på sidelinjen, og selvom hun også har travlt, hjælper det altid at have en, som forstår præcis, hvordan jeg har det. Jeg har fuld tillid til, at Katrine aldrig kommer til at svigte mig.
Annonse
Marcus har flere gange forsøgt at komme tilbage i mit liv igen. Han har undskyldt og tigget. Han har endda lovet at være far for min søn. Men jeg ved, at jeg aldrig igen vil kunne stole på et menneske, der svigtede mig så groft. Så jeg har ikke brug for Marcus, for jeg er nemlig langt stærkere og lykkeligere alene.
