Familie drømte om at downsize: ”Genialt mand! Vi køber da et rullende hus!”

I en grå murermestervilla i den nordsjællandske strandby Dronningmølle, hvor Kirkens Korshær har indrettet sig i halvdelen af bygningen, defilerer Josefine Ekstrand rundt blandt brugte sweatre, aflagte jakker og kasserede kjoler. Der er en dunst af gammelt tøj, som der oftest er i den slags butikker.

Det generer ikke Josefine eller kæresten Emil, som roder i en bunke med bukser på jagt efter genbrugsguld. De finder ofte fantastiske fund, når de er på hugst i andres aflagte. Lige der – mellem mønstrede kjoler i viskose og T-shirts med prints fra forgangne tider – slår en midaldrende mand et forhæng til side. Han er iklædt en mørkeblå cottoncoat.

Manden vender sig en halv omgang og betragter sig i spejlet, retter ryggen og har antydningen af et smil på læberne. Han drejer sig igen rundt og ser sig selv i spejlet fra en anden vinkel og hæver hagen en anelse. Pludselig kommer en jævnaldrende kvinde hen til ham. Hans hustru formoder Josefine, og damen udbryder højt: “Ej, det er SLET ikke dig!” til sin mand. “Du er ikke den type”.

Smilet hos manden stivner, øjenbrynene sænker sig, og skuldrene nærmest hænger på ham. Ekspedienten kommer manden til undsætning: “Den er da pæn!” Men der er intet at gøre. Hustruen er et stort NEJ. Josefine og Emil får øjenkontakt over bunkerne med bukser. De siger ikke noget. Det behøver de ikke, for de føler det samme: Sikke en hejre!

"Lige dér sagde jeg til mig selv: “Lov mig, at du aldrig bliver sådan et nej-menneske”. Tænk, hvis kvinden havde sagt: “Ja, skat! Den prøver vi – nyt look!” Tænk, hvilken dag den mand ville have fået i stedet", siger Josefine.

Hun har holdt ord siden besøget i genbrugsbutikken for snart to år siden. Hun siger ikke nej til Emils ideer. Heller ikke de vilde af dem. Som dengang han foreslog, at familien skulle købe en veteranbus fra 1963 og flytte ind i den. Sælge alt og bo i bussen – hvor skørt det end må lyde. Og derfor bor de nu i en blå Scania-satan af en vogn, som parret har købt i Sverige.

En gammel militærvariant, som kun havde kørt 80.000 km, inden parret overtog krabaten. For den nette sum af 20.000 kr. Meget bolig får man ellers ikke for den slat penge, som Emil siger. Vi sidder i selvsamme bus, som ligner alt andet end en militærvogn set indefra. Gulvene er malet solgule.

Køkkenet er bygget i rå birkefiner. Det samme er de indbyggede senge i bagenden af bussen, som udgør børnenes værelse. Emil og Josefine har bygget det hele selv. Også udtrækssengen

i midten af bussen og opbevaringspladsen under børnenes senge, som er pyntet med puder i liberty-print. Sengetøjet er i akvarelfarver med en gul løve.

Det er fra parrets eget mærke Leoleo, som producerer alt fra løverangler, bandanaer med løveprint til babyer og småbørn og altså også sengetøj. Der er tænkt over hver detalje i bussen, og intet emmer af camping-plastik eller ligegyldige løsninger.

"Jeg bor med en tyr, og hvis ikke det er lækkert med lækkert på, så gider han ikke", griner Josefine, der med tyr hentyder til Emils stjernetegn.

Men det lækre sætter de nu begge pris på.

"Vi startede faktisk med at se på campingvogne, men det var ikke noget for os. Det skulle være et hjem, som vi selv kunne sætte vores præg på", forklarer Josefine.

No go med børn i byen

For at forstå parrets valg skal vi grave lidt i deres forældreskab. Værdierne, som de gerne vil give videre til deres børn. Den tid, de gerne vil tilbringe med fireårige Leopold og Hilma på akkurat to år, mens de stadig er små. Og alt det de også gerne vil som voksne. De har nemlig ikke tænkt sig at blive hængende i Danmark.

Faktisk står de med et ben på vej mod Portugal, hvor vejret er bedre, strandene flottere, hverdagen billigere, fabrikkerne til tøjproduktionen er i nærheden – og så har værdierne bare ændret sig for parret, som har kendt hinanden stort set hele livet. Engang var de bare Emil og Josefine. Små børn, som gik på samme Steiner-skole i Gentofte. De har altid været glade for hinanden, men det var først til en 10-årsreunion, at lynet slog ned.

"Jeg var lige landet fra New York, og jeg troede, jeg skulle tilbage dertil og lave fashion", fortæller Josefine, som i mellemtiden havde uddannet sig til designer fra Det Danske Kongelige Kunstakademis Designskole.

Et par halvlunkne øl og en dans senere var alt om New York dog glemt. Josefine ville udelukkende være, hvor Emil var. Og vice versa. Parret købte en treværelses andelslejlighed sammen på Nørrebro, og Josefine kunne ikke lave børn hurtigt nok.

Leopold kom til verden halvandet år senere, og i månederne op til Leopolds fødsel og tiden efter lavede Josefine små rangler og tøjdyr til sin søn. Flere venner efterspurgte det samme, og basen til Josefine og Emils virksomhed Leoleo, som laver accessories til babyer og småbørn, var lagt. Det var ikke, fordi det hele bare gled. Slet ikke. Det var op ad bakke at banke en virksomhed op. Også økonomisk.

"Når du starter noget op med din egen kapital, er der bare ikke nogen løn at hive ud. Det gik alt sammen til firmaet, og virksomheden tjente ikke nok til at opretholde en andelslejlighed og institutionsplads", siger Josefine.

Slet ikke, da Josefine blev gravid med Hilma, hvor hun fik det så dårligt, at hun måtte ligge ned det meste af tiden. Der var også noget med omgivelserne, som ikke spillede.

"Vi boede et sted, som var fedt som par, men med børn… Vi kunne gå ned i Nørrebroparken, hvor der var fyldt med cigaretskodder. Jo, det var fedt, men det var ikke fedt hele vejen rundt", fortæller Emil.

Parret overvejede derfor, om de skulle flytte ud af byen, som så mange andre gør, men det valg virkede heller ikke som den rigtige løsning for dem.

"Vi håbede lidt på, at vores nabo ville sælge sin lejlighed, så vi kunne lægge den til vores, men der ville jo stadig være glasskår og skodder i Nørrebroparken, og en større lejlighed ville bare forøge de faste udgifter, hvilket ikke pegede hen mod den frihed vi ønskede os. Alle de tanker begyndte at hjemsøge os", fortæller Josefine.

En nederen nej-siger?

Familien havde længe kørt nordpå i weekenderne for at få frisk luft, hav og natur. Bare på dagsture. En aften i Rågeleje, hvor familien søgte mod stranden for at se solen gå ned, stødte de på et ældre par, som sad foran deres veterancampingvogn på stranden og skålede med rosé i glasset. De faldt i snak og hørte, hvordan det ældre par havde rejst verden rundt i campingvogn med deres børn, da ungerne var små.

"Det var sådan helt kæbefaldende: Gud ja, campingvogn! Hvorfor har vi ikke tænkt på det? Genialt mand. Vi køber da et rullende hus! Det blev ikke en campingvogn, for Emil er jo tyr og ville gøre det lidt mere lækkert. I to døgn researchede han løs. Forskellige hashtags som #schoolbuslife og #homeiswhereyouparkit på Instagram ledte ham på sporet af andre muligheder, og pludselig dukkede militærbussen fra Sverige op.

"Jeg tror, min første reaktion var noget a la: “Er den ikke lidt for gammel?” Jeg så vist mest en rustbunke for mig", indrømmer Josefine.

Men hov, havde hun ikke forsvoret at blive en nederen nej-siger af en hustru? Jo! Så nogle dage efter, da Josefine cyklede hjem fra vuggestue med Leopold bagpå i silende regn, ringede hun til Emil: “Vi køber den bus”.

Derfor sidder vi nu med fødderne på det gule gulv i familien Ekstrands rullende hus. Fordi Josefine sagde ja, hvor mange nok ville sige nej. Ingen af dem havde stort kørekort, så Emil måtte få en ven med papirerne i orden til at køre bussen hjem og derefter erhverve sig et kørekort, der berettiger til kørsel af en 12 meter lang vogn.

"Vi har gjort alt i forkert rækkefølge. Vi købte bussen uden at have kørekort til den, vi tænkte i decor og indretning, derefter motor", griner Josefine og henter en kande vand fra køkkenet, som er fuldt ud på niveau med et helt almindeligt køkken i en traditionel bolig – bortset fra komfur. Parret har i stedet valgt en dobbelt kogeplade, som kan gemmes af vejen og tages frem, når den skal bruges, så de sparer bordplads. Og i Portugal der er der jo så varmt, at de har tænkt sig at spise udenfor, og så tager de bare kogepladen med ud, som de siger.

Udsættelse på udsættelse

De begyndte at sætte bussen i stand, mens de stadig boede i lejligheden på Nørrebro. Den solgte parret dog umiddelbart efter erhvervelsen af bussen, flyttede i sommerhus, mens Emil tog stort kørekort og arbejdede videre på at transformere bussen fra militærzone til familiebolig. For til sidst at parkere bussen i en garage i Gladsaxe, hvor de har boet de seneste to måneder.

"Vi troede kun, vi skulle bo der en uge, siger Josefine. Men først røg dysserne. Så skulle remmene på motoren skiftes, og reservedele til en bus fra 1963 kan være svært tilgængelige."

"Vi måtte prøve med fem forskellige remme fra forskellige udbydere, og så går der først én uge med at skaffe en rem. Nå, den dur heller ikke. Så prøver vi igen! Du skal måske vente 14 dage på at få de rigtige dele fra Tyskland", forklarer hun.

Ventetiden har de blandt andet brugt på at installere solceller på taget og male bussen blå i stedet for den originale orange farve.

"Vil du ikke se mit værelse?"

Leopold kalder fra børneenden af bussen. Jo, jeg vil! Han viser mig, hvor hans små biler er placeret og peger på Hilmas del af værelset.

"Der sover Hilma. Han løber en tur ned ad det gule gulv igennem bussen, inden han vender retur til værelset. Det kan godt være, pladsen er lidt trang, men der er plads nok til en hurtig spurt. Og plads nok til at huse en familie på fire."

"Det er et helvede at holde bussen ren og rodefri, men det syntes jeg også, da vi boede i lejlighed og hus. Det er lige meget, om vi har 60 kvm, 100 kvm eller sidder her", siger Josefine og gemmer et brunt bandana med en løve på af vejen. Ind i overskabet med den.

"For første gang i mit liv har tingene nu en fast plads, det er meget nemmere. Jeg er ellers ikke så struktureret. Jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af det i en større lejlighed. Når jeg rydder op og gør rent nu, er det klaret på et kvarter, og dét er rart. Jeg har jo kun 12 kvm gulvvask at tage stilling til. Skabene bugner ikke med tøj, som de gjorde før, for alt er downsizet til det mest nødvendige. Nogle få ting er gemt af vejen i en kælder – resten er givet væk eller solgt."

"Det har været en proces, som har strakt sig over måneder. Vi har taget det i etaper", forklarer parret, og selvom processen mod afrejsen har været hård og stressende, har det på intet tidspunkt sået tvivl.

"Der sker noget hele tiden. Det er et progressivt sted at befinde sig. Vi har også prøvet at sidde i en hverdag, hvor der ikke sker noget. Det var bare en løben efter et eller andet", forklarer Emil.

Siden de besluttede sig for, at de i hvert fald ikke ville være et sted uden decideret fremdrift og bevægelse, har der kun været en vej: fremad!

"Der har selvfølgelig også været mange dårlige dage, men dem må man bare møde med brystet bart", siger Emil. Målet er ikke, at alt skal være fejlfrit, for der når man alligevel aldrig hen.

"Jo flere shaky stier, du træder ud på, desto flere hår gror du. Det bliver også hverdag ikke at gå med livrem og seler", siger Josefine.

At købe en gammel bus må gå under betegnelsen shaky. De fleste advarede da også parret mod den gamle Scania Vabis. Men synsmanden Rolf fra værkstedet i Gladsaxe sagde: “Hvis motoren går godt, hvad er så problemet?”", fortæller Emil.

"Vi er så aldersforskrækkede i Danmark. På alle leder og kanter. Du må ikke eje noget, der er gammelt, og du må heller ikke selv være gammel", siger Emil.

"Men der var bare noget ved det buslook, jeg godt kunne lide. Sådan en bus ville jeg virkelig gerne køre."

Heldigvis kan Josefine godt lide gamle ting – uanset om det kommer i form af en bus eller fra en genbrugsbutik. For hun har et mantra. "Husk at sige ja til din partners okkinokkede ideer." 

Siden familien blev interviewet, har de været i Portugal. Følg deres liv  på @leoleofamily