"Man kan blive helt rundtosset af at tænke på, om der er liv andre steder"
Har I styr på planeterne? På Månen? Mælkevejen og meteoritter? Universet kan på én gang få os til at føle os bitte små og kæmpe store – for tænk, at vi kan sende folk til Månen og udstyr til Mars. Ny podcast med astronom Anja C. Andersen inviterer dine børn med på rejse i rummet – i hvert fald med tankernes kraft.
Forestil dig, at du står en mørk aften med blikket rettet mod himlen. Du ser utallige stjerner glimte om kap, måske lyser nogle stærkere end andre. Måske kan du spotte Karlsvognen eller Cassiopeia. Og måske – hvis du er heldig – ser du et stjerneskud.
Men hvad er der egentlig, når man kommer tættere på? Hvad ved vi om planeterne og det forunderlige univers, som vi her på jorden bare er en lille del af? Og hvordan kan vi hele tiden blive klogere?
I den nye podcast ‘Geniale Galakser’ fra Talk Town KIDS kan du og dit barn komme helt tæt på universet, når astronom ved Niels Bohr-Instituttet Anja C. Andersen og journalist Rikke Mia Skovdal inviterer med på rejse i himmelrummet.
Vi hører om teorien om the Big Bang, om rum-sten, der rammer jorden, om astronauter og alle de store planeter. Og selv om det i udgangspunktet er kompliceret stof, kan børn sagtens være med.
"Universet er fascinerende for os alle. Både børn og voksne. Man kan blive helt rundtosset af at tænke på, om der mon er liv andre steder, og vi bare er en lille bitte del af det hele. Jeg håber, at mange vil høre denne podcast sammen med deres børn – helt oplagt om eftermiddagen eller aftenen, når det er mørkt uden for, for den er spækket med gode fascinerende fortællinger, dragende lyduniverser og masser af viden," lyder det fra chefredaktør på Talk Town KIDS, Mette Hovmand-Stilling.
Anja C. Andersen har udgivet flere bøger og har igennem årene modtaget mange priser for sin formidling af kompliceret astronomisk forskning. Og faktisk var det også som barn, at hun selv blev fascineret af universet:
"Da jeg var 12 år, kom der en gammel elev ud på min skole, som holdt et foredrag om, at han læste fysik og astronomi på universitetet. Jeg syntes bare, at det var så spændende! Så bagefter gik jeg hjem til min far og mor og sagde ‘’jeg vil gerne være astronom ligesom Uffe!’’ Så sagde min forældre: ‘’Det lyder da meget spændende, men øh, hvad laver en astronom?’’. Så begyndte jeg at låne bøger på skolebiblioteket om Universet og læste om planeterne, og jeg kunne virkelig godt lide at sidde om aftenen og kigge op på stjernerne og månen med mine forældres fuglekikkert," lyder det fra Anja C. Andersen.
Første episode af Geniale Galakser udkommer på appen Talk Town KIDS i dag, onsdag d. 24. november – og der kommer nye episoder hver uge.