Strikkede tæpper til dødfødte børn

Gitte efterlyste tæpper til dødfødte børn – nu har over 30.000 delt hendes opslag

På sin Facebook-side efterlyste sygeplejerske Gitte Koefoed strikkede tæpper til at svøbe de små, dødfødte børn ind på Herlev Hospital. Nu er efterlysningen gået verden rundt og delt mere end 30.000 gange.

”Jeg er helt blæst bagover. Jeg har fået henvendelser fra Canada, USA, New Zealand, Færøerne, Tyrkiet – for slet ikke at tale om de pt. 800 beskeder, jeg har i min indbakke.”

Sådan siger Gitte Koefoed til TV 2 Lorry, efter hun på kun få dage har fået henvendelser fra hele verden på sit private Facebook-opslag, der i skrivende stund er blevet delt over 30.000 gange.

Opslaget handler om, at Gitte Kofoed som sygeplejerske på Herlev Hospital har oplevet, at der mangler strikkede tæpper, man kan svøbe dødfødte børn ind i stedet for et engangsstof. Derfor har Gitte Koefoed efterlyst tæpper til dødfødte børn – en ”sidste omsorg”, som hun kalder det.

”Når en kvinde står med en positiv graviditetstest, så opstår der nogle forventninger og noget håb, som ikke bliver indfriet, hvis hun mister barnet. Der kan tæpperne give et lille glimt af det, man havde drømt om: At kunne svøbe sit barn i fint tøj eller i det her tilfælde et tæppe. Det giver en følelse af nærvær og hjemlighed, og det gør, at det ikke ser så klinisk ud,” siger hun til TV2 Lorry.

Den store opbakning til de fine tæpper har fået Gitte Kofoed til nu at opretholde en Facebookgruppe, hun kalder ”Sommerfugle-børn”, som kommer af, at forældre, der mister et barn på Herlev Hospital, får en sommerfugl som symbol på barnet, som de kan sætte på et træ.

På Herlev Hospital begraver de barnet eller forstret fra uge 13 til uge 22 – og hvis forældrene ønsker det, kan barnet blive pakket ind i et tæppet. Indtil videre har de modtaget ti farvede tæpper, men Gitte Kofoed forventer, der kommer flere, skriver TV2 Lorry.

Har du lyst til at bidrage?

Hvis du har lyst til at strikke til formålet, så skal tæppet passe ind i følgende mål:

Mål cirka: 31x28 centimeter

Der er målt et område på 10x10 centimeter, hvor der er talt 23 masker x 3 rækker

Tæpperne ønskes i bomuld og i dæmpede farver

Tæpperne kan sendes til:

Herlev Hospital

Afdelingen for Kvindesygdomme (15. sal)

Borgmester Ib Juuls Vej 1

2730 Herlev

Gitte Koefoeds tæpper går til dødfødte på Herlev Hospital. Hvis du også ønsker at bidrage andre steder, så kan du se mere i Facebookgruppen: Strik til børn på neonatalafdelinger øst for Storebælt, som strikker til for tidligt fødte børn øst for Storebælt.