Gitte er blevet bedste – og hun har nu en opsang til både forældre og med-bedster

De sætter sig godt til rette i den bløde lædersofa. Nælde rykker sig ind til Gitte, og de bladrer om på bogens første sider, hvor Selma med de røde fletninger vil lave fingermaling på væggene eller hoppe i sengen, men hvor strithårede Sigurd godt ved, at det må man altså ikke.

Gitte Hornshøj smiler ved tanken om den samtale, hun havde med sit barnebarn, da den femårige pige for nylig som den første var med til at læse Gittes bog, Takt og tone en gammel kone. For hvad er egentlig en regel, spurgte Nælde sin bedstemor.

"Rigtig mange børn ved faktisk ikke, hvad en regel er. Så vi talte lidt om, at det kan være, at hos bedste må man ikke spise nutellamad i sofaen eller gå ind med våde gummistøvler. Og så spurgte jeg, om hun havde nogle regler derhjemme."

Gitte griner. For efter en lang tænkepause sagde Nælde nej. Det kunne hun faktisk ikke komme i tanke om.

"Og det oplever jeg ofte, når jeg er ude at læse op. For mange børn har ikke rigtig nogen regler og ved måske ikke engang, hvad det er. Jeg kan huske engang, vi havde talt om det i en børnehave – da børnene blev hentet, sagde en pige til sin far, at hun gerne ville have nogle regler, mens han grinende spurgte, hvad vi dog havde talt om."

Glem ikke Emma

Og ideen med den nye bog er netop, at den åbner for samtaler. Mellem forældre og børn, mellem lærere og elever og mellem bedsteforældre og børnebørn. Om de usynlige spilleregler i samfundet. Om værdien af at sige goddag, tak og undskyld. Fortalt i børnehøjde gennem Selma og Sigurd. For Emma Gad har stadig noget at lære os i dag. 

"Mange tænker, at hun er en løftet pegefinger, men vi misforstår hende, for hun var utrolig sjov, og masser af hendes leveregler holder stadig – nogle skal have en opdatering, men jeg kender ingen, der ikke synes, det er dejligt, hvis man siger pænt ”goddag”, ”kom godt hjem” eller ”tusind tak”."

Læs også

Ulykkelig farmor: Jeg savner mit lille barnebarn

På det hvide stuebord i den store herskabsvilla i midten af Herning er der dækket op med boller og kaffe. På bordet ligger bogen med forsiden, hvor Selma og Sigurd sidder og læser om takt og tone i den bog, de har fundet blandt spindelvæv og kasser på loftet.

Egentlig havde Gitte – trods utallige opfordringer – sagt nej til at skrive den, for selv om hun har en mening om det meste og godt tør sige den højt, orkede hun ikke at begive sig ud i det potentielle minefelt og mene noget om børneopdragelse.

"Jeg orkede ikke at være sådan en Kloge Åge, der skulle forsvare mine synspunkter. Men bogen er skrevet med stor kærlighed til nutidens forældre. Den er ikke en løftet pegefinger."

Drop google

Gitte taler, mens hændernes fagter forsøger at holde trit med den hurtigflydende jyske ordstrøm. I aften skal hun for første gang holde foredrag om bogen. For hun skiftede mening, da det gik op for hende, at folk rent faktisk gerne vil have hendes råd. Og da hun kom til at tænke på, at der måske er brug for bogen. For i sine mere end 30 år som foredragsholder om omgangsformer har hun aldrig oplevet en mere usikker forældregeneration. 

Læs også

En hoteldirektør så et foto af Susanne Breuning i et blad – 3 måneder senere var de gift

"Vi har fået en generation af forældre, der hellere googler end mærker efter indeni. Det er, som om de, og vi allesammen, har mistet den intuitive forståelse for hinanden og for, hvad der er rigtigt. Vi er blevet berøringsangste og skal simpelthen turde være mere tydelige. Vi kan ikke sidde i en rundkreds og spørge børn, hvad de synes klokken er. Klokken er klokken. Og min erfaring er, at børn godt kan lide regler. Men hvordan skal de finde grænserne, hvis ingen sætter dem?"

Rummelige grænser

På væggen hænger to malerier. Det ene, sønnen Anders, i blide farver, det andet, datteren Maria, i pang-rød og -blå. Da børnene var små, var Gitte og hendes mand opmærksomme på at sætte grænser, men også på at være rummelige. Fuldstændig som i Gittes eget barndomshjem i blokken i Herning, hvor børn legede på kryds og tværs i en blanding af almindelige arbejderfamilier og familier, der kæmpede med for eksempel alkoholmisbrug. Gittes far var varm og elskelig, men så snart han hævede stemmen, rettede de tre søstre ind. Moren var mild, men også med tydelige grænser og åbne arme. 

"Vi havde ikke meget, men min mor sagde altid: “Hvis vi har, så har alle.” Blandt andet kan jeg huske engang, hun gav mig en 25-øre, som jeg kunne putte i et fjernsyn, som én af familierne havde, så alle børnene i gården kunne se Ingrid og lillebror."

Gitte smiler ved tanken. Også sin mors motto elsker hun stadig. Og prøver at efterleve. Så sent som i dag, hvor hun har bedt alle, der har lyst, komme og plukke modne blommer. Men også under børnenes opvækst, hvor der var åbent hus, men også tydelige regler.

Den nødvendige ro

"Man skulle sige goddag, når man kom, og farvel, når man gik, både fordi det er god opførsel, og fordi jeg så kunne forstå, hvorfor køleskabet pludselig var tomt."

Gitte griner. Når hun tænker tilbage, er et af de tydeligste barndomsbilleder grydekyllingen, der simrer, mens Giro 413 kører, hendes mor nynner med, og hendes far læser avis. Der var ro på. Og den ro har hun prøvet at tage med ind i sine egne børns barndom. Og nu i sine to børnebørns.

"Vi er blevet så bange for, at børn skal kede sig, men de har brug for pauserne. Ligesom vi voksne har. Det er faktisk i pauserne, jeg selv får de bedste ideer."

Læs også

Ulla Vejby fulgte drømmen: "Jeg kunne ikke få min krop, mit sind og min fantasi til at arbejde sammen"

Ofte beder Gitte derfor sit femårige barnebarn om at sidde og tegne, mens hun ordner noget i køkkenet. Hun er heller ikke bleg for at bede både hende og lillebror Storm om at hjælpe til. Og hun elsker at bage med dem og læse. Eller gå på opdagelse i naturen. Præcis som hun gjorde med sin egen bedstemor.

"Jeg kan stadig genkalde mig duftene fra vores ture i skoven. Så da børnehaven for nylig fortalte, at de var imponerede over, hvor mange fugle Nælde kender, gjorde det mig helt rørt. For så går tingene jo i ring."

Bedste i Himalaya

Gitte elsker rollen som bedste. Og giver gerne en opsang til sine med-bedster. 

"I de fleste menneskers liv er der enten en lærer eller en bedste, der har haft afgørende betydning. Derfor synes jeg, bedsteforældre skal komme hjem fra Himalaya og golfferie og være sammen med deres børnebørn. For nære relationer har aldrig været vigtigere. Og så tilbage til det med reglerne."

For da Gitte fortalte sin datter, at Nælde havde sagt, at de ingen regler havde derhjemme, var datteren overrasket. Og klar over, at de måske ikke havde italesat dem tydeligt nok. Så nu har Nælde og Storm blandt andet fået hver deres skokasse, så de kan tage skoene af, når de kommer ind. Og det er netop i de små ting, der gemmer sig stor læring.

"Vi kan skabe nogle børn, der får det lettere i livet, hvis de lærer nogle helt fundamentale spilleregler. Man kan komme langt ved at være en god ven, spise pænt og lære at sige tak og undskyld."