Louise Baltzer Bertelsen og Lucas

Gravid trods PCOS: Louise blev mor til Lucas

PCOS: Det var med modstridende følelser, at Louise opdagede, at hun var gravid.

Jeg kan huske, at mine veninder ville i byen den fredag. En indskydelse fik mig til at tænke, at jeg skulle tjekke, om jeg egentlig måtte drikke. Jeg ved ikke, hvorfor den tanke dukkede op. Jeg var studerende, arbejdede som bartender og kendte ingen ud over min eksfyr, der havde børn – og så troede jeg slet ikke, jeg kunne blive gravid, fortæller Louise Baltzer Bertelsen.

Hun er 28 år, bor i Aalborg, og den fredag, hun fortæller om, kom til at ændre hendes liv! Da to streger tonede frem på graviditetstesten, blev Louise ramt af to stærke, modstridende følelser.

– Jeg var jo glad for, at jeg kunne blive gravid, men jeg var ikke glad for, at jeg var gravid! Det var faktisk helt forkert, fortæller hun.

At det slet ikke føltes rigtigt, skyldtes, at Louise ugen forinden havde gjort det forbi med ham, som hun nu ventede et barn med!

– Det var mærkeligt at kontakte ham for at fortælle, at jeg var gravid. Jeg vidste jo, at det ikke skulle være os, fordi jeg syntes, at vi var for forskellige. Jeg vidste også, at han ikke var interesseret i at få et barn mere, og vi havde ikke regnet med, at jeg kunne blive gravid. Min hjerne kørte rundt og rundt, for jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, fortæller Louise. 

Overvægt og hormoner

Louise har altid forestillet sig, at hun en dag skulle have børn. Hun ville også gerne have dem, mens hun var ung, men da hun var i begyndelsen af 20’erne, fandt hun ud af, at det ville blive nærmest umuligt at blive gravid på naturlig vis.

Dengang fik hun nemlig at vide, at hun led af den hormonelle forstyrrelse PCOS, som betyder, at det ofte er meget svært at blive gravid.

– Jeg havde haft menstruation tre gange på tre år, og derfor blev jeg undersøgt. Da lægerne fandt ud af, at jeg havde PCOS, gav det også mening, at det altid havde været så svært for mig at tabe mig, siger Louise.

I dag er hun slank og smilende, men som barn og helt frem til for et par år siden, var hun overvægtig. Det begyndte i tredje klasse og fortsatte. Det samme gjorde mobningen, og selvom Louise var på Julemærkehjem og prøvede at få vægten ned, så lykkedes det ikke.

Da hun fik muligheden for at få en gastrisk bypassoperation, hvor mavesækken kirurgisk gøres mindre, slog hun til:

– Jeg ville ikke have kunnet tabe mig så meget med en kur. Det ved jeg. Da jeg sidste gang stod på vægten før operationen, vejede jeg 144,5 kilo, fortæller Louise.

Det rigtige valg

Selv tror Louise, at det store vægttab gjorde det nemmere for hende at blive gravid. Mange kvinder, der lider af PCOS, bliver rådet til at tabe sig, hvis de vil have børn, og knap et år efter operationen havde Louise tabt omkring 70 kilo.

– Det var nok det, der sad i mit baghoved, da jeg tog graviditetstesten. Der var jo en lille mulighed, siger hun i dag.

I et par uger vaklede Louise i valget: Skulle hun gennemføre graviditeten eller ej? Til sidst kunne hun mærke, at det mest rigtige for hende var at få et barn:

– Jeg har altid været en pleaser, der gerne ville stille andre tilfreds, men her kunne jeg mærke, at jeg måtte lytte til mig selv, siger Louise.

Hun skrev et brev til den biologiske far og fortalte, at hun havde besluttet at blive mor, og at hun ikke forventede noget af ham:

– Det lyder måske underligt, men det har egentlig været en lettelse, at jeg hele tiden har vidst, at jeg skulle klare det her alene, siger Louise med et skævt smil. Hun holder en lille pause og ser sig omkring i lejligheden, som hun fik tre dage efter, at hun fødte Lucas i oktober 2015.

Sommeren forinden var hun blevet færdig med sin uddannelse som grafisk designteknolog, og mens hun var på barsel dukkede ideen op til et job:

– Lucas var så nem som baby. Han sov hele tiden, så jeg havde masser af tid til at tænke på, hvad jeg gerne ville fremover. Jeg har altid gerne villet være selvstændig, og det var nærliggende for mig at sælge babytøj, fortæller Louise. Med sin grafiske kunnen har hun selv kunnet lave webside, logo og alt det andet, der følger med at have en butik på nettet.

– Jeg er overrasket over, at det ikke var sværere at gå i gang. Folk har taget mig alvorligt fra første kontakt, og det er måske det, jeg lige skal vænne mig til, siger Louise med et smil. Hun er glad for, at arbejdet med webshoppen er så fleksibelt, at hun kan arbejde, når det passer ind. Mens Lucas er i dagpleje og om aftenen, når han sover. Den tid, hvor hun kunne sidde og arbejde, mens han var hjemme, er ovre:

– Da han var lille, sagde alle, at han var sådan et nemt lille barn. Siden har han godt nok taget revanche og drøner rundt i hele lejligheden, så jeg konstant skal have et øje på ham, siger Louise med et smil og tilføjer:

– Der er sket så meget, at jeg næsten ikke kan forstå det. Men jeg er glad, slutter hun.

Hvad er PCOS?

PCOS er en hormonel forstyrrelse, som ses hos op mod hver 10. kvinde i den fødedygtige alder. Forkortelsen står for Poly Cystisk Ovarie Syndrom og polycystisk betyder „mange blærer på ovariet“