Børneflok på 7: ”Vi er meget tætte og kan lide at være sammen”
I løbet af 14 år fik Hanne og Anders syv børn. Og de har altid arbejdet på skift for at være hjemme hos dem. For Anders, der har mistet sin eneste bror, var det altafgørende at give sine børn søskende. Og for Hanne er børnene hendes livsværk.
Da Hanne og Anders havde fået de første fem børn, kørte de en dag op med elevatoren på Holstebro Sygehus for at besøge Anders' far. Med i elevatoren var et ældre ægtepar, som så velhavende ud: Kvinden havde pels på, og manden, der sad i kørestol, var ulasteligt klædt i slips og jakkesæt. Den ældre mand så på den store børneflok og sagde, "Sikke en rigdom".
"Det gjorde godt nok indtryk. Det har vi aldrig glemt," siger Anders.
For ham og hustruen Hanne, der fik to børn mere og endte på i alt syv, er det en rigdom at have huset fuldt af børn. De bor ni på 125 kvadratmeter i landsbyen Linde mellem Holstebro og Lemvig.
"Vi er meget tætte, og vi kan godt lide at være sammen," slår Hanne fast.
Det kunne parret også selv fra begyndelsen. Hanne Schultz og Anders Klint, der begge er 45, mødtes igennem en fælles bekendt, da de var 18. Dengang tilbragte de masser af tid på Hannes lillebitte kollegieværelse, og de købte deres hus, da de var 22, og Hanne var gravid med deres førstefødte, Viktor. De ville begge to rigtig gerne "bygge" en familie.
Annonse
Anders havde egentlig forestillet sig to børn, som var det gængse og det, han selv kendte fra sin opvækst. Men det ændrede sig, da han mistede sin lillebror, der døde af kræft som kun 13-årig. Det skete i 2000.
"Da blev familien nok ekstra vigtig for os. Det er klart. Da blev det der sammenhold meget vigtigt," forklarer Anders.
"Det blev særligt vigtigt for Anders at få mere end to børn, for "man skal have nogle at spilde af", som han kom til at sige det en dag. Ingen af vores børn skulle risikere at blive ladt alene tilbage uden søskende, sådan som det skete for ham," siger Hanne.
Anders var også vokset op i en meget sammentømret familie, hvor alle onkler og tanter, fætre og kusiner mødtes hos bedstemoren hver søndag.
"Det var rigtig hyggeligt, og det fællesskab blev lige så vigtigt for Hanne og mig," forklarer han.
Ingen sover alene
I dag sidder forældrene rundt om bordet med hele den store børneflok, der heldigvis er intakt: Viktor på 21 år, Sofie på 19 år, Signe på 17 år, Stine på 15 år, Sille på 12 år, Sofus på 10 år og Søs på otte år. Det føles lidt forkert, når ikke alle er hjemme til spisetid, fortæller de.
Annonse
"Hvis der mangler to, så føles det som om, "Jamen vi er jo nærmest ingen i dag", siger Anders smilende.
Og når de spiser sammen, kommer dagens glæder og eventuelle udfordringer også på bordet.
"Aftensmaden kan sagtens tage en time eller halvanden, for de store bliver bare siddende, og så får vi vendt lidt af hvert. Er der én, der har nogle problemer, så snakker vi om, hvordan man kan få det godt. Alle ved, hvordan hinanden har det," fortæller Hanne, mens de andre nikker.
Det fleste af dagtimerne er familiens to stuer fulde af liv. Alle vil helst være på underetagen. Det er her, de store laver lektier, mens de små leger omkring dem. Og i køkkenet ved siden af får Hanne tit en hånd med, når der skal skrælles temmelig mange kartofler eller rives en hel pose gulerødder.
Annonse
"Vi hjælper hinanden," som hun siger.
Sommerferierne har familien altid holdt alle mand i én campingvogn. Og herhjemme sover de største børn også i samme rum, mens de to yngste stadig sover inde hos forældrene.
"Der er heller ikke nogen af os voksne, der kan lide at sove alene," som Hanne pointerer.
Modvind i livet
Familien har valgt at bo billigt, og der bliver handlet tilbud og bagt masser af brød herhjemme for at spare. Børnene får heller ikke nye cykler i julegave. Hanne har altid arbejdet mindre, så der var bedre tid. Da børnene var små, faldt det sig sådan, at de første to blev passet hjemme. Forældrene arbejdede på skift, så en af dem altid var der. Og alle blev så begejstrede for det, at det fortsatte. Børnene mener selv, de har været glade for at blive passet hjemme.
"Men det ved vi jo faktisk ikke, for vi har ikke prøvet andet," som de siger med et smil.
Anders har sit eget bilpleje-firma, mens Hanne er sygeplejerske og arbejder 16 timer om ugen i hjemmesygeplejen i Struer.
"Når jeg hører om nogen, der har gjort en masse mere i deres arbejdsliv, kan jeg godt lige tænke, at det kunne også have været fedt. Men det er simpelthen ikke det rigtige for mig. Det er det her. Familien er vigtigst."
På et tidspunkt blev det også parrets plan, at Anders' mor skulle bo hos dem, når hun blev gammel. Men hun døde desværre som 64-årig sidste sommer, og inden det blev aktuelt.
"Vi har gennem vores liv haft en del modvind, må man sige. Vi har mistet mange tidligt. Og det havde vi selvfølgelig ikke kunnet klare på samme måde, hvis ikke vi havde været sammen om at løfte det," siger Anders.
Parret lægger nu an til at flytte over i byens gamle mejeri på den anden side af vejen. Det nye hus er så stort, at her også er plads til at have svigerbørn og børnebørn hjemme på besøg. Og et par af familiens store døtre er – halvt i sjov og halvt i alvor – begyndt at forestille sig, om ikke de kan lave et familiekollektiv og blive boende, når de selv stifter familie.
Familien tæller i forvejen så mange, at de er nok til at holde deres egne fester. Under corona-nedlukningen holdt de for eksempel selv en sjov fastelavnsfest.
"Vi kan jo altid stable en fest på benene. Måske nøjes vi med spaghetti og kødsovs, men vi kan altid lave en fest, er de enige om."
Hanne er heller ikke i tvivl, når hun ser ud over rigdommen:
"For mig er vores børn mit livsværk."
